|
"Min hovedstol er en kapital, der skal i omløb, som skal investeres og forbruges. Kig blot ned i min brønd, men vær forberedt på, at selv et spejlbillede kan lyve". Sådan skriver Bent Haller i sin selvbiografiske bog Det man skriver.
Da Bent Haller og hans familie skulle flytte for en del år siden, fandt han en vandskadet papkasse på loftet. I kassen lå en stak dagbøger, som han havde skrevet i 60'erne, da han var teenager og på vej til at blive voksen.
Da han læser dem, vælter minderne frem - ikke kun på grund af det, der står på siderne, men mest på grund af alt det, der ikke står. Han genkender pludselig problematikker og episoder, som han uden at vide, hvor de stammede fra, har brugt i flere af sine romaner.
Som teenager drømte Bent Haller sig langt væk fra barndommens Frederikshavn. Han følte sig anderledes og udenfor, var usikker og drømmende og begyndte at tegne, male og skrive. I dagbøgerne skriver han længselsfuldt om piger, om rejserne på tomlen, om vennerne Mogens og Kanutski og om gnistrende glæde ved Dante, Dylan og Bach og andre inspiratorer.
Mange år senere møder den voksne forfatter sin egen unge stemme og genoplever følelsen af ungdom, rastløshed og vilde drømme. Bogen er fyldt med tekster og billeder fra dagbøgerne, som den 74-årige forfatter kommenterer og funderer over; det hele spundet sammen til en universel fortælling om at være ung og finde sin egen vej i livet.
|
