Copy
View this email in your browser

Ja, du troede måske du slap for dette nyhedsbrev, men nej!
Det er blevet oktober og månedens store nyhed, er såmænd at vi, som lovet(!!!), afholder endnu en Muld Middag.
 
Muld Middag, lørdag d 24. oktober, kl 18.00
Prisen er 450,- pr person for mad, vand med eller uden brus samt kaffe/te efter middagen.
Bordbestilling udelukkende på denne mailadresse: jens@muldpaanettet.dk
 
Jeg har overtalt en god, gammel ven til at komme og hjælpe mig denne dag. Mads Rudolph hedder han. Udover at besidde en enorm viden om mad og vin, være tidligere restauratør og en glimrende tjener, er han grundlægger og indehaver af Pétillant Vinimport. De af Jer, der allerede har været til Muld Middage, vil kunne nikke genkende til navnet Pétillant. Der står nemlig Pétillant på en stor del af de vine vi hiver propperne af ved en almindelig Muld Middag. Men denne Muld Middag er særlig på den måde, at de vine der tilbydes denne aften udelukkende kommer fra Pétillants sortiment. Og ikke nok med det! Mads har sammensat en vinmenu, specielt til denne aftens retter. Detaljer og mere info om vinene i denne vinmenu vil kunne læses på tavlen på dagen.
 
Jeg tænker også der vil komme nogle hints og vink om vinene på Mulds Instagram side… Hvilket får mig til at slå endnu et slag for Mulds ageren på det sociale medie Instagram:
@muld_aps
Her vil man også kunne få flere ideer om, hvad menuen består af på denne dag.
 
For at få mest muligt ud af Mads og de dejlige vine fra Pétillants sortiment starter vi med en vinbar allerede fra kl 15.00. Bare lige for at skære det ud i pap (fra en tom vinkasse!), selve middagen starter kl 18.00, præcis, alle går til bords samtidigt, som vi plejer. Men man er velkommen allerede fr kl 15.00 til vinbar-stemning. September måneds Muld Middag med forudgående vinbar, gav mig blod på tanden til at arrangere en intermistisk vinbar igen. Så også denne lørdag kan man altså komme fra kl 15.00. Gå en tur, drik et glas, snak med en gris, se på en grøntsag, drik endnu et glas… Og mon ikke også jeg finder et par snacks eller tre frem til Mads bud på aperitif vine?
 
Ellers går det slag i slag på Muld. Efteråret er på vej, vi har registreret den første nattefrost, spiser pærer og æbler på livet løs, høster stadig hindbær og courgetter… Der er som sædvanligt nok at se til.
 
 
Jens er stadig involveret i projektet på Hotel og Restaurantskolen i Valby. Lad mig benytte lejligheden til endnu en gang at reklamere for projektet, at opfordre jer til at komme og spise fremtidens kokkes bud (i samarbejde med mig, selvfølgelig!) på et grønt hverdagskøkken.
www.madbillet.dk søg på Spisehuset by Night
Ane er vendt hjem efter en tourné i det britiske. Eksamener i London, studietur til Skotland, praktik job i et haveprojekt i Surrey, besøg i flere haver og museer… Ane har endnu ikke fået resultater fra eksamenerne, men de gik, efter sigende, rigtig godt!
November kommer til at handle om den store grøntsagshøst. Alle grøntsager der ikke tåler frost, skal høstes, ordnes og pakkes væk i laden. Kartofler, rødbeder, gulerødder, selleriknolde, (bløde) kål, persillerødder osv…
De SKAL høstes, ellers er der jo ikke noget at spise resten af vinteren!
Men, nu ikke mere snak om vinter. Lørdag d. 24 oktober er der jo netop mulighed for at besøge Muld, nyde efterårssolen og spise dejlig mad og drikke go’ vin fra Mads og Pétillant.
 
 

Twitter
Facebook
Website
Copyright © 2020 MULD ApS, All rights reserved.


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list.

Email Marketing Powered by Mailchimp