Copy
Nyhedsbrev fra SF i Europa-Parlamentet 7. december 2020

Hvornår godkender EU vaccinerne?

I sidste uge ansøgte to vaccineproducenter om at få godkendt deres vaccine til det europæiske marked. I disse dage sidder forskere i det Europæiske Medicinal Agentur (EMA) og gennemgår ansøgningerne omhyggeligt inden medlemslandene måske får lov til at købe og distribuere vaccinerne.

Torsdag besøger EMA's øverste chef, Emer Cooke, Miljø- og Sundhedsudvalget (ENVI) for at redegøre for arbejdet og svare på spørgsmål fra medlemmerne. På trods af utallige åbne breve, en håndfuld høringer og politisk pres fra højre og venstre i Europa-Parlamentet med krav om øget åbenhed, er der endnu meget vi ikke ved. Præcis hvornår f.eks. får offentligheden adgang til de data som ligger til grund for godkendelsen og som er så vigtige for tilliden til vurderingen? Du kan følge høringen torsdag 13.45-15.45 her.  
 
EMA afholder desuden en offentlig høring på fredag fra 13-16.30 hvor borgere har mulighed for at stille spørgsmål til agenturet om vaccinegodkendelsen. Se dagsordenen her.

Statsministeren skal levere grønt klimalederskab i Bruxelles

Sidste uge fejrede vi at Danmark satte slutdato på oliejagten i Nordsøen og tog syvmileskridt for naturen.

I denne uge er det i Bruxelles regeringen skal levere grønt lederskab. Mette Frederiksen og de andre statsledere skal forhandle EU’s CO2-reduktionsmål for 2030. Det er afgørende at man opnår et ambitiøst resultat. Om under et år skal verdens ledere forhandle klima ved COP26 i Glasgow - det vigtigste klimatopmøde siden Parisaftalen, måske nogensinde. Og hvis topmødet skal blive en succes, må EU gå forrest med ambitiøse målsætninger. Og forpligtende krav.

Det er nu de ambitiøse danske mål skal skubbe de andre EU-lande fremad. Tiden er moden til grønt lederskab og ansvar. Lørdag har Parisaftalen 5-års fødselsdag. Vi håber Statsministeren og de andre regeringschefer giver Parisaftalen en ambitiøs fødselsdagsgave.

Nu kommer der krudt til kampen mod skattely!

Vi har efterhånden skrevet en del om EU’s sortliste over skattely. I ved den der er så hullet at det kun er 2% af verdens skjulte skatteindtægter der gemmes i lande på listen. Samtidig er EU's egne medlemslande ansvarlige for mere end en tredjedel af verdens tabte skatteindtægter – men ingen af dem er sortlistet.
 
Der er brug for massiv opstramning af skattelylisten og dens kriterier, og nu er Europa-Parlamentets nye skattesnydsudvalg for alvor kommet ind i kampen. Her startede vi i torsdags forhandlingerne om Parlamentets holdning til sortlisten.
 
Skattelylisten bliver i dag udarbejdet i en lukket undergruppe i Rådet hvor Parlamentet har begrænset indsigt og indflydelse – og hverken presse eller parlamentarikere i medlemsstaterne kan følge med i hvordan deres egne regeringsrepræsentanter handler. Kommissionen har bebudet at gruppen skal reformeres, og derfor er parlamentets indspark vigtigt lige nu.
 
I den Grønne Gruppe kæmper vi for en stærk resolution der blandt andet indeholder følgende:

  • Øget gennemsigtighed i skattelylistens arbejdsgruppe.
  • Strammere kriterier for sortlisten så den indeholder faktiske skattely og ikke tilfældige tredjelande.
  • Krav til at EU’s egne medlemslande ikke automatisk fratages bare fordi de har et EU-medlemskab. Listen skal være baseret på skatteforhold, ikke på politiske alliancer.

Opråb fra NGO'er: EU har brug for en ny global sundhedsstrategi

Europa har nogle af de bedste sundhedssystemer i verden. Vi lever generelt længe og har adgang til kvalificeret behandling når vi bliver syge. Sådan er det langt fra i det meste af verden.
 
I 2010 vedtog EU en strategi for hvordan EU strategisk kan fremme adgangen til sundhed globalt, men 10 år senere har verden ændret sig betragteligt, og der er brug for en ny global sundhedsstrategi. Coronakrisen har endvidere vist hvor sårbar selv det mest veludviklede sundhedssystem er overfor pandemier, og en prioritering af en global sundhedsstrategi er altså afgørende – også for Europa.
 
Tirsdag præsenterer en samling af NGO'er en række forslag hertil, og Margrete er inviteret til at bidrage til sidst. Arrangementet er online tirsdag fra 13-14.30. Tilmelding nødvendig. Du kan læse mere her.

Fornyet skub i samarbejdet mellem Europa og USA

I denne uge mødes EU’s udenrigsministre for blandt andet at drøfte det transatlantiske forhold og samarbejdet med den kommende Biden-administration. USA er EU’s vigtigste handels- og udenrigspolitiske partnerland, og med den nye Biden-administration må vi forvente et langt mere forudsigeligt samarbejde med USA. Vi håber at USA genoptager sit globale lederskab, værner om sine internationale alliancer og opprioriterer internationalt, regelbaseret samarbejde. 

Især vigtigt er klimaområdet hvor Biden heldigvis har meldt ud at USA vil genindtræde i Paris-aftalen. EU har brug for USA som alliancepartner for at sikre en global grøn omstilling.
 
Et andet vigtigt område er international fair beskatning. Det er afgørende at USA nu engagerer sig aktivt for at finde en global løsning på den indretningen af fremtidens internationale skattesystem. SF har længe været fortaler for en skrappere beskatning af tech-giganterne og fortsætter kampen for en effektiv løsning!
 

Intense forhandlinger om cirkulær økonomi

Margrete er De Grønnes ordfører i forhandlingerne om handlingsplanen for cirkulær økonomi, og i disse uger forhandles der på højtryk for at nå til enighed inden jul. Der er indgivet mere end 1.000 ændringsforslag, og da handlingsplanen handler om alt fra pantsystemer til sikring af giftfrie genbrugsmaterialer, er der nok at være uenige om.

Margrete kæmper især for at der skal etableres konkrete bindende mål for reduktion af Europas ressourceforbrug og at vores affald behandles så miljøvenligt som muligt.

Heldigvis er der også bred enighed om at det er godt for både planeten, pengepungen og europæerne at omstille til cirkulær økonomi, så vi håber at nå frem til et godt resultat der kan hjælpe både EU, medlemslandene og virksomhederne fremad i den grønne omstilling.

De Grønne byder velkommen til nye italienske medlemmer

Onsdag optager De Grønne 4 nye italienske medlemmer til sin politiske gruppe, muligvis flere. Medlemmerne kommer fra den italienske femstjernebevægelse som siden valget har været politisk hjemløs i Europa-Parlamentet. Har man ikke medlemskab i en politisk gruppe, er det meget svært at deltage i lovgivningsarbejdet.

De fire medlemmer har stort set altid stemt med De Grønne, og de forventes at blive optaget med akklamation på onsdag. Med udvidelsen er De Grønne tæt på igen at blive den strategisk vigtige 4. største gruppe i Europa-Parlamentet.

Ugens tweet

Vil du se flere opdateringer fra sociale medier? Så klik på ikonerne herunder.
Facebook
Twitter
Website
Hvis du vil følge med i Margrete og Kiras arbejde i Europa-Parlamentet så tilmeld dig nyhedsbrevet her:
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Margretes Facebook
Margretes Twitter
Margretes hjemmeside
Copyright © 2020 SF - Socialistisk Folkeparti, All rights reserved.