Copy

Gå helt tæt på Corona

I den klumme, jeg cirka en gang om måneden skriver til www.k.dk Kristeligt Dagblad, har jeg her i december valgt at skrive om noget af det, de fleste af os er allermest træt af. Måske ikke specielt begavet, når nu jeg som alle andre, der skriver, skriver for at blive læst – hvordan ellers gøre gavn? Men det kan ind imellem være nødvendigt for mig at skrive om det, jeg er optaget af, selv om jeg så må løbe den risiko, at min optagethed af, hvad der sker i mit liv, ligger langt fra mange andres. Det må jeg leve med.

Jeg er lige kommet hjem fra en tur til København, hvor jeg i afsprittet tilstand kom tæt på min mors tiltagende angst overfor smitte og hendes derfor stigende tilbagetrækning fra verden. Hun bor alene og ser frem til vaccinen kun os børn, børnebørn og sit en måned gamle oldebarn, vores søns førstefødte.

Vi er en stor familie. Jeg har seks søskende. Vi kunne sagtens skændes om, hvor vi skal holde jul og hvordan, men efter vores yngste søns død for seks år siden skændes vi ikke længere. Sorgen lærte os at lade være. Derfor skriver jeg blandt andet om den megen uenighed om retningslinjer:

”Konflikter kan bryde ud i lys lue. Familier kan blive splittet. Netop derfor skal vi gå så tæt på pandemien, at vi ikke ser andet. Så tæt, at vi alle kan mærke afmagten overfor den. Så tæt, at vi tør sige, hvad den afmagt gør ved os. Hvordan har du det, skal vi spørge? Egentlig?”

Hvis vi har mod til at lytte til svaret og respektere det, får vi ikke kun en samtale ud over det sædvanlige, vi får også en fredelig og kærlig jul, hvor enhver er der, hvor han eller hun er mest tryg ved at være. Og det er vel det, det går ud på, er det ikke? 

 
Inden, jeg mødtes med min mor, havde jeg med afstand og portionsanrettet brunch holdt møde med fire ledende frikirkepræster og forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky om, hvad man taler om, når man taler om tro. Hvad taler du om? 
 
Se kommende foredrag
Tal med de andre
 
Anne-Cathrine Riebnitzsky har jeg mødt og interviewet flere gange. Forleden var det i en privat sammenhæng, og dem citerer jeg ikke fra, med mindre det er aftalt.

Men den måde, vi mødtes på, vil jeg gerne opfordre andre til at kopiere. Den minder meget om de samtalekredse, jeg opfordrer til i et af de tidligere nyhedsbreve. En række aktive i frikirkerne (blandt dem præst Claus Aagaard fra www.graestedfrikirke.dk, som jeg kender fra den økumeniske gruppe, jeg er med i www.levendevand.dk) mødes jævnligt og inviterer ofte udefrakommende til at give dem andre perspektiver på tro end deres egne.

Hun og jeg talte til dem om, at mange har konkrete oplevelser med tro, med engle, Gud, Jesus og meget mere, og at mange gerne vil tale tro, men vælger kirker fra, fordi de med mine ord, "ikke orker at skulle være en del af en hel kultur i det øjeblik, de taler med en præst - de vil have lov at være sig selv og så måske hen ad vejen komme fast i en kirke."

Anne-Cathrine Riebnitzsky fortalte fra sine erfaringer med foredrag, hvor stadig flere spørger til hendes lille bog "Tro i hverdagen", hvor hun konkret og ligetil beskriver, hvordan hun lever med sin tro og med den kommer væk fra en "uhyggelig pligtfølelse, der dræber al glæde."

Bogen (julegaven?) kan købes direkte hos forlaget Eksistensen:  https://www.eksistensen.dk/tro-i-hverdagen-6835.html 

Inden, vi skiltes, opfordrede hun til, at man sammen med hende og et utal antal andre hver dag kl. 12 beder for Danmark - hvor end man er. Følg hende på facebook, hvor hun med egne ord "ikke er vildt aktiv" : https://www.facebook.com/annecathrine.riebnitzsky 
  • Sprogofficer i russisk, har været udsendt flere gange.
  • Gift med chef for Den Kongelige Livgarde, oberst Mads Rahbek.
  • Jager med bue og pil.
  • www.anne-cathrineriebnitzsky.dk
  • Har blandt meget andet skrevet "Den stjålne vej", der sætter fokus på voldtægt af drenge i Afghanistan - og
  • “Forbandede Yngel” om sin egen opvækst på landet med en maniodepressiv mor og en voldelig far.
  • Er i gang med ny roman, der skal udkomme næste år.
  • Hendes seneste roman, "Smaragdsliberen", udkom 10. oktober 2018.
 
"Åh nej, han har jo været død"
Uddrag af mit interview med Anne-Cathrine Riebnitzsky bragt i NORDJYSKE, 11.oktober 2018.
 
“Smaragdsliberen” handler om Pierre Levy, der i Idar-Oberstein en dag får en særlig stor sten at slibe. Den er hans nære ven helt fra barndommen, muslimen Youssef, interesseret i.

Man følger dem begge, deres kærlighed til deres koner og deres indbyrdes store betydning for hinanden. Og man følger datteren Zara Levy, ateist og på en farlig rejse for Unesco for at dokumentere grottemalerier af engle langs Georgiens østlige grænse syd for Rusland.

En god ramme for en roman, men der var bare lige det problem, at Anne-Cathrine Riebnitzsky en dag mærkede noget helt andet.

- Åh nej, han har jo været død, fandt jeg ud af. Det var jeg overhovedet ikke forberedt på, men det var tydeligt, at han havde prøvet at være død og egentlig ikke var sådan helt ovenud tilfreds over ikke længere at være på den anden side. Han havde oplevet, hvor smukt og sammenhængende livet kunne være.

Anne-Cathrine Riebnitzsky var i tvivl. Skulle mandens nærdødsoplevelse med i romanen?

- Jeg tænkte, om ikke jeg kunne knibe mig udenom? Finde en lettere vej henover hækken? Jeg tog en lang diskussion med Gud om det, for jeg syntes ikke helt, det var det, jeg ville skrive om.

Anne-Cathrine Riebnitzsky har ikke været sky med at stå frem med sin kristne tro, sin åndelige søgen som ung, sine daglige morgensamtaler med Gud og sin viden om, at sætninger kommer til hende ovenfra.

- Jeg er nok ikke så fremmed over for åndelige oplevelser, som nogle kan være, og jeg har selv oplevet, at den store stemme talte til mig, fortæller hun om en oplevelse som 20-årig, hvis detaljer hun ikke deler med andre.

- Jeg passer på den oplevelse, siger hun og holder en imaginær kugle i begge hænder og lægger dem ind til sit bryst.

- Guds nærvær kender jeg til, og det ligner nok det, Zara er ude for i bogen, uddyber hun.

For hun valgte at skrive om ikke alene faderens oplevelse, men også datterens.

- Skal vi virkelig ud i det her, spurgte jeg Vor Herre flere gange. Jeg var nervøs. Ville jeg blive anset for at være en tosse?"

En tosse? Der er nok nogle ikke-troende (og måske også troende), der synes, jeg er, og det må de gerne, så længe, de siger tosse i en kærligt drillende tone og behandler mig ordentligt. Det gør forfatterne Liz og Carsten Jensen, der ikke er troende, men som altid fører varme samtaler - fulde af respekt - og sorg.
Sorgen over sønnerne
 
Forfatter Liz Jensen er mest kendt for sine meget barske sci-fi-romaner om en grum fremtid på en ødelagt klode, mens Carsten Jensen er berømmet for sin sylespidse samfundskritik og store romaner om sømandsslægten i hans barndoms Marstal ”Vi, de druknede” og om de tæt knyttede danske soldater i ørkenkrig, ”Den første sten”.

Liz´ yngste søn Raphaël Coleman, kaldet Raph, døde 6. februar i år, kun 25 år gammel af en udiagnosticeret hjertefejl under en løbetur i Sydafrika. Han var en kendt barneskuespiller hjemme i England, hvor han voksede op og som voksen blev klimapolitisk aktiv i Extinction Rebellion med sit kaldenavn Iggy Fox.

Sorgen over at miste et barn har en størrelse, der er svær at rumme, men det hjælper at tale med hinanden, selv om man vælger forskellige måder at leve videre på. Hverken vores mistede sønner eller vi er lig hinanden, men jeg er taknemmelig for samtalerne og for den bog, Liz Jensen er i gang med at skrive og den bog, Carsten Jensen netop har udgivet.

”Øvelser i afsked” hedder den og er en eksistentiel dagbog over de forgangne ni måneder fra Raphs død og Danmarks nedlukning til i dag, hvor vi prøver at stå fast i håbet om at leve videre i en glæde og på en klode, der er levedygtig. Carsten Jensen kæder sorgen over barnet sammen med den sorgens sårbarhed, mennesket med blandt andet Corona har kastet ned over kloden.

Jeg genkender den fælles sorg, der er overalt i år. Og jeg håber, den udsathed og skrøbelighed, vi mærker, kan føde en medfølelse med ikke alene hinanden, men også med verden som sådan. Med livet.

Det fællesskab, der kan vokse frem af en samlet indsats for at hindre sygdommen i at ramme flere, kan måske finde en form, hvor det kan genfindes og bruges til at hjælpe naturen og hindre klimaet i at brænde sammen.

De fælles samtaler behøver ikke at ende i enighed om hverken politik eller tro for at favne sorgen og give håb og kræfter til fremtiden.

Det er det, der er så smukt. Taler vi sammen på ordentlig vis, kan vi mødes om det, vi kan hjælpe hinanden med. Uanset, hvem vi er.

 
PS
Carsten Jensen blev forleden interviewet nede i den store, gamle trykkerihal, ”Pressen” i Politikens Hus, af den kun 24-årige Adam Paaske, der allerede som studerende lavede en film om Carsten Jensen. Læs interview fra i sommer www.ekkofilm.dk/artikler/carsten-jensen-slar-evigheden-i-stykker/
Find mig på de sociale medier
Facebook
Instagram
Website
Copyright © CR Books, All rights reserved.

Kontakt mig her:
charlotte.roerth@icloud.com 

Du kan til enhver tid afmelde dig min email-liste her:
unsubscribe from this list

Email Marketing Powered by Mailchimp