Bliv i mørket og find lys

November har været den mørkeste måned i 25 år, skriver DMI, og selv om det kan tynge, er der også meget varme og kærlighed og, ja, lys i mørket. 

Den slags tale, syntes jeg før mine syn med Jesus og andre oplevelser og ikke mindst min søns død i 2014, alene var ment som en trøst, omend jeg regnede den for fattig. Nu ved jeg bedre.

Det er ikke en lære, jeg er kommet let til, for selv om jeg altid har haft en mørk side, har jeg altid set den som et landskab, jeg ikke ville være i. Et sted, der ikke var godt, men goldt og forkert for mig at opholde mig i. Det synes jeg ikke længere. 

Det er ofte et smertefuldt sted, mørket. Der bor meget af det, der betyder mest og ligger tungest i sindet. Men det er netop der, det bor. Og det er en del af mig, der ikke kan eller skal skæres bort. Jeg græder meget, sorgen er slem i december, hans dødsdag er den 17. Men jeg prøver at blive i mørket og blive tryg der. Ellers kan jeg ikke leve.

Min mand, mine sønner, min familie giver mig kræfter. At være tæt er afgørende, det kan jeg skrive, men selve nærheden kan jeg jo ikke give videre til jer.

Jeg kan heller ikke forære jer det menneske, der har hjulpet mig mest: Liselotte Horneman Kragh, som er præst og siden 2009 har været min åndelige vejleder (en dag skriver jeg mere om, hvor vigtig den funktion er). Men jeg kan give hendes bøger videre: 

• "Døden nær - en brugsbog i nærvær omkring døende" 
• "Den fortrolige død - At besinde sig på sin dødelighed" og
• "I kølvandet til selvmord - At bære det ubærlige" sammen med Elene Fleischer.
• De  kan alle lånes på biblioteket eller købes i boghandlere eller her:
•  https://www.eksistensen.dk/catalogsearch/result/?attr=author&q=liselotte

Der findes mange gode bøger om sorg (som jeg senere skriver om, og som jeg håber, I vil dele viden om), men de vigtigste sider for mig er skrevet for 500 år siden af Johannes af Korset. Læs nedenfor hvorfor.

Mystikerne kalder man dem, der har haft Gudserfaringer og har skrevet om dem, så vi andre kan leve ud fra dem. De fleste regner de kristne mystikere som værende dem, der levede for flere århundreder siden, blandt andre: 
 

Men præst Lene Højholt (en af dem, der herhjemme ved mest om mystikerne) rystede mig og de andre deltagere på det decemberkursus, jeg var med til at arrangere https://www.loegumkloster-refugium.dk/media/Kristne_mystikere.pdf (meget mere om det i det nye år) da hun indledningsvis ville have os til at stille  os selv spørgsmålet: 

- Vi er vel alle mystikere?

Det er ikke et spørgsmål, hun stillede for at drille, men for at få os til at tage vores egen tro og gudserfaringer konkret med ind i vores eget liv, som mystikerne gjorde med deres. 

- Mystikerne går vidt forskellige veje, men har det til fælles, at gudserfaringer og og gudslængslen skubber dem ud af deres almindelige liv og får dem til at se deres liv i et bibelsk perspektiv, sagde Lene Højholt blandt andet og løftede os derved hen i et slægtsskab, vi ikke havde turdet finde frem selv. Et slægtsskab, der gør det muligt at tage ved lære af det, de skriver.

Jeg har i snart 10 år været medlem af en af Lene Højholts bibelgrupper. Læs mere om dem her http://www.lenehojholt.dk 



Johannes af Korset er Spaniens mest kendte digter. Han tegnede Jesus på korset set fra Guds perspektiv efter et syn, hvor han fik fortalt, hvordan vi skal se med Guds blik på hinanden. 

Han har på linje med Højsangen i Bibelen skrevet digte, der sammensmelter tro og poesi og dermed skaber et rum så ladet med intensitet, at det bliver beboet af eros. Har man først læst ham, har man været i det rum, og det forsvinder ikke fra ens liv igen.

Heldigvis. 

Han var hårdt forfulgt, da han levede, og skrev en del af sine tekster i klosterfængsler. Heri havde han flere gudsoplevelser, men følte sig aldrig udvalgt, kun taknemmelig og i vildrede med, hvordan han skulle rumme sin viden om, at Gud er til. 

Sammen med nonnen Teresa af Avila var han med til reformere Karmeliterordenen, som de ønskede ført tilbage til en asketisk livsstil i modsætning til det liv, mange af de rige nonner og munke levede.

Hans digte er og har været inspiration for generationer af kunstnere og troende overalt i verden. Og for mig.

Hvis I læser dette langsomt, forstår I hvorfor: 

“Oh lamparas de fuego, 
en cuyos resplandores
las profundas cavernas del sentido,
que estaba oscuro y ciego,
con extraños primores
calor y luz dan junto a su Querido!”

”O fakler af ild!
I jeres stråleglans 
giver sindets dybe grotter,
der engang var mørke og blinde
nu med sælsom skønhed
både lys og varme til
sin Elskede.”
Tredje strofe af ”Llama de amor viva”, 
”Levende kærlighedsflamme” fra Grethe Livbjerg: ”Johannes af Korset – Åndelig vejleder for vor tid” p. 127.