Med vaccinens komme kan vi være mere sammen. I 2021 ser det ud til, at vi gerne vil være mere stille, når vi samles. Hvorfor og hvordan?

Ti stille og vær sammen

Velkommen igen, velkommen nytår, velkommen!

Dette årsskifte er længe ventet. 2021 står og lyser som et befrielsens år, men måske bliver det ikke så larmende og vildt, som nogle tror. Måske har vi lært at nyde at være stille og savner blot at være det sammen.

At være stille sammen med andre er lige så forskelligt som at være stille alene. Det kan være forstemmende, og det kan være livgivende og alt ind i mellem. Men vi vil det.

- Vi lagde mærke til, at der var et stigende antal besøgende i klostrene. Folk kom for at finde noget, de havde glemt og måske ikke helt anede, hvad var, lød det fra teolog dr. Lea Verstrich, Antwerp, ved åbningen af en forskningskonference om klosterordenernes fremtid i Nederlandene, Flandern og Tyskland. Rapporterne er nu udkommet på engelsk og kan læses her https://www.nicc.network/?lang=en

Det er især den fælles stilhed, de kommer efter, viste det sig. Og mon ikke, det er det samme her i landet? Stilheden sammen med medmennesker rammet ind af en rutine af bøn trækker moderne mennesker til sig. De bliver ikke nonner og munke, men "de er tiltrukket af at leve på klostervis," konkluderer Marga Arendsen, direktør for Erfgoedcentrum Nederlands Kloosterleven https://www.erfgoedkloosterleven.nl/ arkivet for hollandsk klosterliv på landets ældste kloster, Sint Agatha https://www.kloostersintagatha.nl/ der i dag er et økumenisk samlingssted.

Klooster Sint Agatha liugger syd for Nijmegen i Holland. Foto: John Smits

Her har de taget konsekvensen og åbnet for flere dagsgæster, der deltager i dagligdagen sammen med de 12 beboere, kvinder og mænd, unge og gamle. Det samme sker flere og flere steder. Og det vil vokse, forudser hun.

Mens et religiøst liv før blev formet af "store, religiøse institutioner", er "fornyelsen" nu i gang med "lokale initiativer", hvor folk "lever et religiøst liv i kortere eller længere tid," fastslår Marga Arendsen og understreger, at den udvikling er loyal overfor klostrene. De har "aldrig været tænkt som værende øer isolerede fra deres omgivelser", men vil også fremover være påmindelser om, at "alt værdifuldt er forsvarsløst".

- Steder til stilhed, steder til fordybelse er ikke en selvfølge i dag og har aldrig været det, påpeger hun og advokerer for, at de steder gøres tilgængelige for så mange som muligt både i by og på land, fordi "folk skal føle sig frie til at finde hen, hvor det passer dem."

Den fælles stilhed skal med andre ord ikke kun være forbeholdt dem, der lever på den rette vis i den rette tro og orden. Den fælles stilhed er der så meget brug for, at den skal stilles til rådighed for flere, fremgik det af konferencen.

Det sker også herhjemme. Flere og flere arrangerer retræter se på http://www.retraete.dk og der er mulighed for at bo på flere klostre rundt om i landet blandt andet i Maribo på http://www.sanktbirgittakloster.dk

I udlandet er der også flere muligheder. I Úbeda skal jeg selv i år (når vi kan rejse) bo på Casa de la Espiritualidad https://sanjuandelacruzubeda.com/
Engang vil jeg også være nogle dage på https://www.losolivosretreats.co.uk/ hos den engelsk/spanske præst Daniel Muñoz.

Kender du et sted, så skriv gerne til mig, så samler jeg en liste med steder, man kan samles i fælles stilhed, og sender den ud til jer.

26. marts 2018 gik jeg en tur op på bakken bag landsbyen Ardales. Deroppe lå et "eremita", et lille hus til en enkelt person. Oprindeligt bygget af muslimer, der havde over 40 stående rundt omkring i Andalusien til særligt hellige mænd.

Da regionen i 1492 blev endeligt erobret af katolikkerne, blev de fleste revet ned, men nogle blev stående og fik sat kors på kuplen. Som i Ardales. Enkelte munke levede i perioder deroppe og fik mad og drikke bragt af landsbyboerne.

I dag er det et fælles helligt sted med friske blomster og krucifikser. Et lille bygningsværk, der minder beboerne om, at det for nogle er meningen med deres liv at sidde stille helt alene hele tiden.

Jeg var fristet.

Det trak i mig, som det havde trukket i mig dagen før, da jeg gik den grænseoverskridende tur ad den højt hængende sti, jernbanearbejderne havde anlagt for at bygge en hurtig adgang til og fra Malaga http://www.caminitodelrey.info/en/

Caminito-turen var en god og sikker vandring, selv om der var langt ned. Stilheden trak. Jeg ville være i freden, helt alene, helt inde i freden, alene med den Gud, jeg ved, der er der.

Jeg blev ikke i Ardales, men jeg bliver ind i mellem i stilheden så længe, at jeg i "Gud, du er jo lige her" (Gyldendal) skrev:

"Der i stilheden kan man blive skræmt. Bange for sig selv og for, hvad man er for en, fordi man så tydeligt kan mærke, at man ikke ved det. Det er ikke kun hyggeligt og herligt udforskende at være uden andre og rode rundt i sig selv. Det er det også. Men det er også forfærdende.

Mange kan være alene uden at være i det, men at være alene, som Jesus symbolsk var det 40 dage i ørkenen, er at være helt alene med det at være til. Det samvær afslører ikke kun det rare, men også det onde, vi gerne vil være fri for. Kan man modstå fristelserne?"

Den lange stilhed gør ét, den daglige stilhed gør noget andet. Stilhed er det sprog, Gud taler, siges det selvmodsigende. Det kan man lægge sig for øre, hvad end man tror eller ej.

Stilheden er stærk. Stærkere end dig selv, end dit ego. Den kræver opmærksomhed og omsorg for at blive en ven.

Den første bog, der lærte mig om stilhed var Thomas Keatings, "Open Mind Open Heart", på dansk, "Åbent sind, Åbent hjerte", (Boedal). Som jeg skriver i "Jeg mødte Jesus" (Gyldendal) så er han "the grand old man inden for den nyere kristne spiritualitet og ophavsmand til genopfindelsen af den form for bøn, der kaldes centrerende eller kontemplativ.

Sammen med andre cisterciensermunke beskrev han den gamle praksis og begyndte at undervise i den. Siden har den praksis bredt sig enormt. Også i Danmark.

Der er grupper, der samles om den måde at bede på, og der er folk som mig, der prøver at gøre det selv. Kontemplation er den slags bøn, hvor man er så meget i bøn, at man ikke beder med ord eller billeder, men bare er i bønnen. Det er ikke ren meditation, ikke en forsvinden ud eller ind i intet, ikke, som Keating skriver sidst i bogen, ”en afspændingsøvelse”.

Keating forklarer, hvordan ”vores måde at se virkeligheden på forandrer sig i denne proces”. Bevidstheden omstruktureres, og vi bliver i stand til at ”opfatte og reagere på hverdagens hændelser med en øget følsomhed for det guddommelige nærvær i, gennem og bagved alt, hvad vi møder.”

Han foreslår konkret at bede 20 til 30 minutter morgen og aften. Det skal ske for at ”opretholde reservoiret af indre stilhed”, fordi det kun er der, man er åben for Gud."

Jeg beder om morgenen. Og jeg ved ikke, hvor mange gange jeg glider ud af stilheden og må hjælpe mig selv tilbage til min intention om at være i stilheden i et nærvær med Gud.

Det er ikke, fordi jeg fejler, skriver Thomas Keating. Den bevægelse er meningen. Det er træningen i at lære at lytte til stilhedens sprog.

Godt nytår!

Du kan være stille alene eller sammen med andre. Men helt alene er du aldrig, vel?