Copy

Må jeg godt skrive om Gud


Jeg er i gang med en ny bog, (I hører snart mere om den), og under skrivearbejdet sker det samme igen og igen.

Jeg stopper og tvivler, fordi jeg ikke synes, jeg må.

Jeg synes ikke, jeg må skrive med mine egne ord om noget så stort som Gud.

Må jeg virkelig godt fylde skærm og papir med betragtninger om noget, der allerede er skrevet om i Bibelen? Som præster og andre teologer er uddannet til at beskæftige sig med, men som jeg bare lever med? Må jeg synge med eget næb, så at sige?

Det kan synes latterligt, at jeg efter at have skrevet tre bøger stadig har det sådan. Men, tænker jeg, hvis jeg er nervøs, hvor mange andre er det så ikke også? 

Men, ved I hvad, jo enklere og mere forståeligt og personligt, man kan formulere sig, jo klogere er man. Kort sagt. 

Det lærer vi som journalister på den hårde måde. Hvis ikke, man kan skrive, så alle kan forstå det, er det fordi, man ikke har researchet nok. ”If the reporting is bad, the writing will be worse”, som jeg skrev i mine noter fra et kursus 23. november 1993 på Hotel Grand på Vesterbrogade i København. 

Det var amerikanske Don Fry, der underviste. En af journalistikkens store mestre udi kunsten at lære os at skrive klart. Han lærte mig også at tvinge mig selv til at skrive på min måde. ”Do it your way,” sagde han som afslutning på sine gode råd. Hvis ikke, jeg skrev i mit eget sprog, vil læserne ikke kunne læse, at jeg rent faktisk for eksempel havde set det, jeg skrev om.

Det var svært at gøre som 31-årig småbørnsmor til tre, der havde valgt at gå hjemme og skrive om aftenen. Men jeg prøvede. Og fik hug for det. Mange. Jeg kunne godt skrive som alle andre, det er vi som journalister skolet i, og mange af de aviser og magasiner, jeg skrev til, fandt (og finder) det mest troværdigt med et anonymt og ensformigt sprog. Senere blev jeg stærkere og stod fast på min måde at skrive på. 


Alligevel kommer jeg i tvivl, som jeg sidder her og skriver om noget så stort som Gud. Må jeg bruge mit eget sprog om kristendom? Kan man bare sådan sammensætte sine egne ord om Jesus?

Hvad synes du? 


Jeg synes, vi skal tale og skrive om tro på præcis den måde, vi selv kan og vil.
Der er alt for meget på spil, hvis vi ikke tør tale med.

Især, hvad angår tro, er det vigtigt, at vi tør bruge egne ord. Kun sådan kan den anden mærke, at vi mener det, vi siger. Hiver vi bare ord ned fra en hylde, skaber vi ikke bare afstand til den, vi taler med, men også til troen.

Det er ikke ligetil. Det ved jeg. Du kender det nok også fra dig selv.

Jeg kan i hvert fald ind imellem høre og læse mig selv bruge sætninger, der ikke sådan er direkte kopieret fra andre, men som alligevel ikke er mine. Det er tit dem med lidt lange ord eller med ord, der bruges i kirken. Det er med andre ord sådan lidt af et forsøg på at passe ind og virke klog eller i hvert fald som en, der hører til i en bestemt gruppe. 


Tænk på, at den anden får mulighed for at tale mere frit og ærligt, jo mere ærligt og frit, dit sprog er. 

 
Læs og lær om og med Don Fry her

Når sproget dør, dør Gud

 


Jeg er ikke den eneste, der er i tvivl om min ret til at tale om tro med mine egne ord, men jeg skal blive ved, læste jeg for nylig i en for mig opmuntrende kommentar i den norske avis Vårt Land. Den var skrevet af redaktør Åste Dokka fra mediehusets forlag og havde overskriften: ”Et ubebodd språk er dødt”. 

At et sprog er ubeboet og dermed dødt, er noget nær en katastrofe, mener hun og det er netop den katastrofe, der i de her år rammer den kristne kirke, lyder hendes analyse.

Det sker, fordi præster og andre i kirken, ”i for stor grad har arvet sitt språk, uten å bo det inn. Dermed kan han eller hun ikke knytte annet enn tillærte eller abstrakte tanker til begrepene. Med andre ord er budskapet som forkynnes ikke levd. Da er det heller ikke ærlig, og det kan aldri brenne eller sette andre hjerter i brann.”

At sproget er fjernt, sætter ikke menneskers hjerter i brand, men skræmmer dem væk. 

Det er en barsk kritik, og den rammer ikke kun dem inde i kirken, men også alle andre, der taler om tro, synes jeg. Jeg oplever det selv tydeligst, når jeg læser nogle af de mange tekster om at leve åndeligt, der dagligt sendes ud på mange medier og står i den ene bog om spiritualitet efter den anden. De kan være nok så farverige og følelsesladede, men på mig virker de så tørre som kunstige blomster. Som om de blot er tænkt frem og ikke levet. Sproget er, som Åste Dokka skriver det, ubeboet.

Hvad kan vi så gøre, spørger hun og svarer selv:

”Vi må på nytt erfare virkeligheten og sette våre ord på nettopp den erfaringen vi erfarer. Vi må ta vår egen tilværelse og tro på alvor og våge å være kontekstuelle i vår egen verden, også når det ikke harmonerer med det vi trodde vi skulle formidle. Vi må beskrive våre egne reaksjoner i møte med Gud, med bibeltekstene, ikke andres.”

Med andre ord, så skal jeg og I andre bare tale og skrive af hjertens lyst om det, vi selv erfarer. Også om Gud.

Jeg er enig med hende, men det er for mig også vigtigt, at der er nogle, der holder sig oppe under skyerne og skriver om tro på et teoretisk plan for at få samling og perspektiv på vores erfaringer. Det ene skal ikke udelukke det andet. Men de, der er stemmer i det teoretiske kor, har lettere ved at stille sig frem, fordi de har et fagsprog og en titel at publicere og tale ud fra. Det har vi, der hører til den jordnære forsamling, ikke. Vi må selv finde vores egne formuleringer og stå nøgne frem som dem, vi er. 

Men vi har Guds opbakning, skriver Åste Dokka, og det er jo ikke helt ringe.

”Da Gud kalte Jeremia til profet, stilte han det samme spørsmålet to ganger: «Hva ser du, Jeremia?» Gud peker på den konkrete virkeligheten og ber sin profet åpne øynene for den på nytt. For å kunne forkynne, måtte han sanse og erfare. Kun gjennom å kjenne menneskelivet er det mulig å snakke sant og vesentlig.”

Det er en ”slitsom” opgave, erkender hun, og man vil også møde modstand fra dem, der taler i de faste vendinger. Men man skal blive ved, fastholder hun, for når tilhøreren ikke forstår, hvad der siges, eller mærker, at det ikke er ærligt, så vil han/hun tænke, at det er ham/hende, der er noget galt med. 

Det kan man ikke være bekendt, mener både hun og jeg. Men jeg bliver stadig genert og i tvivl, når jeg sidder ved tasterne. Må jeg virkelig tale og skrive om Gud?


 
Læs i Vårt Land her - 10 uger for 10 kroner
Der er få foredrag nu, men jeg prædiker til påske. Se dato og sted her:
Hør mine onlineforedrag her
Læs mine tidligere nyhedsbreve her

Følg med på sociale medier

Facebook
Facebook
Instagram
Instagram
Copyright © 2021 Charlotte Rørth, All rights reserved.


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list.

Email Marketing Powered by Mailchimp