Sådan lærte min læge og træner mig et og andet om mig selv.
Tilliden ligger ikke lige for
Jeg er lige kommet hjem fra lægen og ved nu, hvorfor jeg har tillid til ham.
Det var mine knæ, jeg havde taget med op til ham (svært at undgå, ha, ha), for de smerter mere og mere. Træningen tilpasser jeg og har gjort det så længe, at jeg tænkte, at jeg kunne prøve Hjerteforeningens program, hvor man langsomt henover 10 uger træner sig op til at løbe fem kilometer.
Jeg har løbet langt længere før og elskede det, men efter operationer i ryggen (to) og i fødderne (begge to), har jeg holdt pause i en del år. Her i kulden har jeg så for eksempel gået halvanden minut og løbet et minut og ved, at det forløb har fået mange i gang.
Det er bare ikke det med at komme i gang, der er mit problem. Det er det modsatte, hvilket jeg måtte sande forrige uge ude i svinget på Sorthøj, hvor aftenudsigten ellers var så smuk, som den kun kan være i frostvejr. Det var ikke et skrig af smerte, der undslap mig, men et suk med høj lyd på.
Selv om jeg fik, hvad der kaldes Runners High, et glædesgivende og smertestillende endorfin-skud fra egen krop, efter kun få sekunder (det er nok rent mentalt, men jeg elsker simpelthen hen helt uden bremser at løbe), så ramte knæskallerne nedad med en smertegrad, der ikke kunne få mig til at tie stille.
Suk.
Men hvad skete der så?
To, nej, tre ting. For det første talte jeg med min træner Flemming Laigaard nede fra det lille, men online store, træningscenter på vejen ved siden af min. Et tidligere autoværksted huser nu Fitness4Life inklusiv en motionscykel, der ikke bruges på grund af nedlukning.
“Skulle jeg ikke lige komme forbi med den,” spurgte han.
“Jeg ved, du har brug for at træne for dit humør, måske kan cyklen hjælpe? Jeg er ikke sikker, men vil du ikke prøve ad, så ser vi,” tilføjede han spørgende.
Så nu står den i min kælder og snurrer af taknemmelighed og af en mulig tillid til forbedring af mit liv.
Det andet, der skete, var det med lægen. Ham, jeg har tillid til. Ham, der lyttede til mine klager og genså billederne af knæene fra min tre år gamle MR-scanning.
“Ja, de ser ikke godt ud,” sagde han.
“Så snart, du synes, det er slemt nok, kan du blive opereret, men jeg ved ikke, om det er det bedste. Nye knæ holder 10-15 år, og det er noget døje at skifte dem. I stedet kan du træne, cykle mere, spise lidt smertestillinde, få tømt for væske og få lagt en blokade en gang i mellem. Måske kan vi finde en blanding, der passer dig, du skal jo have det godt,” fortsatte han.
Jamen, hvor lettet var jeg ikke lige. Begge var de ærlige og hjælpsomme, respektfuld og venlige, vidende og delende. Frem for at være de klogeste i verden og komme med en entydig løsning, så de mig, anerkendte mig og min smerte. Jeg fyldtes af tillid og taknemmelighed.
De, der kommer med færdige løsninger, gør mig utrygge. Hvad end det er på mine slidgigtsknæ eller mit sind. Hverken hårdt prøvede knæ eller sjæle er ens, og ingen af delene kan derfor hjælpes med en fundamentalistisk tilgang.
Jo, der er noget, der er godt for alle, men der er også meget, der er betinget af, hvem vi er hver især. Vi er ikke skabt ens, så hvordan kan man tro, at vi skal tænke, spise, sove, træne, tro på identisk vis?
Fundamentalisme kan komme i mange former. Også pakket ind som velmenende råd. Sådan kommer du af med din stress. Sådan lærer du at elske dig selv. Sådan når du bedre spirituel udvikling. Sådan bliver du den bedste udgave af dig selv. Og så videre.
Træneren og lægen gjorde noget andet.
Der skete jo i øvrigt en tredje ting efter min løbenedtur. Det var det bedste. Se længere nede, og I vil med garanti smile, for det, der skete for mig forleden, er noget, alle ville elske.
Mange har træningsprogrammer online. Jeg følger min faste træner, som kender mig, men for andre kan det være en god ide at prøve nyt netop nu for at holde motivationen. Husk dog ikke at blive træningsfundamentalist.
Forskningen er entydig: Mennesket skylder bedstemor sin overlevelse. Allerede i 1997 læste jeg om et studie fra USA, hvor antropolog Kristen Hawkes fra University of Utah kom frem med “The Grandmother Hypothesis”.
Bedstemødrene passer børnene, efter de ikke selv kan få flere, mens de voksne (inklusiv bedstefædrene) jager og samler mad, og de kan opdrage dem langt mere effektivt end forældrene, der også skal bruge tid på at arbejde. Logisk nok.
Sønnesønnen har ikke brug for mig til sin overlevelse, selv om hans smil på facetime virker genkendende, når jeg toner frem på hans fars telefon. Endnu er han så lille, at han ikke skal passes af andre, men allerede nu tænker jeg, at evolutionen i dag måske har ændret rollerne til de modsatte.
I dag er det måske omvendt. Børnebørn kan måske redde bedsteforældres liv. I hvert fald er det tæt på, at han redder mit,
dels kan selve det at vide, at han og jeg og resten af familien er en del af en slægt, glæde mig dybt inde,
som det glæder mig at se sønnen som far,
og at få den mest elskelige svigerdatter ind i familien,
og som det glæder mig, at drengen er helt og aldeles vidunderlig.
“Just let your love flow - like a mountain stream”, sang Bellamy Brothers til de af os med et halvamerikansk countryhjerte i 1976, og da den lille dreng og hans forældre var her efter uger med karantæne i begge ender af landet, var dagene som en lang strøm af kærlighed.
Vi ses næsten hver dag på distancen, og her i nedlukningen har den faste dosis babypludder været livgivende. Måske er det særligt for os to her på bakken i Aalborg, der savner så mange - hans afdøde onkel, den anden onkel i London, og ham og hans forældre på Frederiksberg - men jeg tror det ikke.
Det særlige er nok, at hans far især efter at have mistet sin bror ved, at det med at “let your love show” ikke bare er et godt rim, men en nødvendighed for at overleve.
Så han ringer op hver dag.
Det, tror jeg, ville gøre alle bedsteforældre glade. Så jo, der er meget, der er forskelligt fra menneske til menneske, men at give og få kærlighed er nok noget, vi alle gerne vil.
