Berørth er et ugentligt nyhedsbrev om at leve med tvivl, tro og religiøse oplevelser. Mit håb er at sætte gang i samtaler mellem alle os, der er berørt på den ene, anden eller tredje måde. Jeg håber, du får glæde af at læse med.
Giv dine venner noget at tale om. Klik nedenfor og videresend Berørth til dem.
|
|
Kom med i skriveskolen
Ingen kan vist være i tvivl om, at jeg synes, det er vigtigt, at flere taler - og også skriver om tro. Men, hvordan?
Vil du også gerne dele dine erfaringer og måske selv blive klogere af at formulere ordene om det, der er vigtigt for dig, så meld dig til min skriveskole.
I fire videoer kommer du helt tæt på, hvordan jeg arbejder og får mine mere end 30 års erfaringer i at skrive serveret direkte på din skærm.
Normalpris for alle fire lektioner af min skriveskole er 995 DKK.
Min introduktionspris til dig, der modtager mit nyhedsbrev, er 395 DKK. Denne pris gælder kun i en begrænset periode.
|
|
Hudløs i påsken - igen
I øjeblikket er jeg nervøs. Spændt. Hudløs. Til maj kommer min næste bog, som jeg netop her i påsken skal sidde ved mit skrivebord og redigere færdig.
Nedenfor får I helt eksklusivt et lille uddrag. I næste uge får I mere. Skriv endelig kommentarer til mig: charlotte.roerth@icloud.com
Jeg håber, I kommer til at synes som den. Den er ærlig og handler om at være kristen, mor og ung og ældre kvinde i Danmark i dag. Den er smertefuld og fuld af håb. Som påsken.
Påsken er dage, hvor jeg berøres og bevæges. Derfor får I også nyhedsbrevet i dag, onsdag, for jeg vil være i fred de kommende dage.
Jeg er altid hudløs i påsken. Det ved jeg. I år måske mere end ellers. Så jeg vil arbejde en smule, men mestendels være.
Jeg håber, I kan få gode dage til at gøre, hvad I vil. Måske vil I bruge tid til at skrive - min skriveskole ligger klar på hjemmesiden.
Bogens titel får I senere. Det samme med dato. Den udgives af Bibelselskabet, som har givet mig en formidabel redaktør, Mathias Anker Kure.
|
|
- Jeg hader palmesøndag
Et lille uddrag fra min kommende bog om at være kvinde og kristen
"Marias søn, Jesus, døde på korset langfredag i påsken.
Dagen før, skærtorsdag, havde han spist sit sidste måltid med sine disciple og lært dem at brække et stykke brød og skænke lidt vin som påmindelser om hans krop og blod. Det er det, jeg og millioner af andre gør til gudstjenesten om søndagen.
Søndag morgen opstod han fra de døde. Han fødtes på ny. Som sig selv, men ikke sig selv. En ny cyklus tog sin begyndelse. I hans liv som i vores liv.
Søndagen inden, palmesøndag, red han ind i Jerusalem, vel vidende, at han ville dø. Måske anede Maria det, jeg gjorde ikke. Jeg hader palmesøndag. Den er mine følelser gengivet i al deres gru, men samtidig giver genkendelsen en beroligende tryghed. Jeg får at vide, at jeg ikke alene i det onde rum.
Forstår andre det?
Forstår andre den lettelse, det er, ikke at være ladt alene, når det gør allermest ondt? Når smerten ikke er teori, ikke er fortælling, ikke er digt, men krop, krop, bristet hjerte?
Nogle har forstået det. Nogle har skrevet det og beholdt det, sat det i en bog og udgivet det. Der er nogle, jeg kan følges med.
Jesus bar sit kors alene, da han var blevet dømt til døden af romerne og gik hele vejen til Golgatha, bakken i byens udkant med form som en hovedskal, som navnet betyder. Undervejs mødte han i følge folkefortællingerne sin mor. I tre af de fire beretninger om hans liv i Bibelen, Markus-, Matthæus- og Lukasevangelierne, er hun slet ikke sammen med sin søn i påsken. Kun i Johannesevangeliet er hun der, og da kun ved korset, men de troende har villet se hendes smerte og har skabt et stop til hende på hendes søns sidste vandring ad det, der er døbt Via Dolorosa, smertens vej.
Mødet mellem mor og søn fandt i følge traditionen sted som det fjerde af 14 stop. Da jeg 31. marts samme år, som drengen døde, gik i Jesus’ sidste fodspor gennem den travle El Wad-gade i Jerusalems gamle bydel, hev knaldende røde parasoller, grønne baldakiner og turister med rygsække og guidende øresnegle min tidsfornemmelse fra hinanden. Var jeg i år nogle og tredive eller nu?
Stop fire i den armenske kirke markeres af et relief over indgangen, hvor hun nænsomt holder om hans hånd, mens han bærer korset. Hun vil hjælpe. Det vil man som mor.
Selv om min søn ikke var død da, og selv om jeg ingen tanker havde om, at nogle af mine børn nogensinde kunne dø før mig, kan jeg huske, at jeg trak vejret tungt. Det gjorde mange af os, der var afsted, tror jeg, mange af os var mødre, nogle endda bedstemødre. Ved at vælge at dø, hvor ufrivillig døden på nogle planer end var, tvang Jesus Maria til at leve videre i evig gru.
Jeg vidste det ikke, nej, men jeg mærkede en ve af rædsel.
Tænk, at skulle sige farvel til sin dreng.
Og at skulle leve videre bagefter.
Nu ved jeg, hvilket helvede, det er."
Maleriet øverst er en skitse af den sidste nadver, hvor Jesus og disciplene ligger ned til måltidet, som mange gjorde på den tid. Den er malet af Anita Houvenaeghel med inspiration fra den spanske maler Francisco de Goyas lille maleri med samme motiv i Oratorio de La Santa Cueva, Cadiz, som vi besøgte sammen.
|
|
Gå med de andre ned i helvede
"Når jeg læser om påsken," skriver jeg videre i bogen, "læser jeg om min søn og mig selv, og jeg kan væltes af forundring over, at de, der skrev om begivenhederne i Jesu liv og død, også skrev og talte om det værste af alt: At miste sit barn."
Og jeg fortsætter:
"Det er det, påsken viser os. Gud lader det ske. Han går med helt derhen, hvor det gør allermest ondt. Der, hvor vi selv dør, men også det sted, jeg tror, er værre. Stedet, hvor vi forældre mister vores børn og skal leve med smerten."
For nogle år siden talte jeg med daværende sygehuspræst Ruth Østergaard Poulsen om påsken, især om påskelørdag, hvor Jesus var i dødsriget. Hun kalder den dag et billede på alle sine arbejdsdage.
"Det er det. Jeg kan gå med ned i helvede. Være det vidne, der spørger, hvad er det værste? Jeg kan ikke tage lidelsen fra hverken patienter eller de pårørende. Hver især må de finde en måde at holde ud på. Det har andre, heller ikke jeg, en opskrift på. Men jeg kan hjælpe ved at spørge. Og ved at være der."
I mit interview med hende 20. april 2019 i NORDJYSKE talte hun også om at tale med dem, der ikke tror.
"Når jeg taler med dem, der ikke tror, spørger jeg dem, om de har det godt med
det, eller om de længes efter at tro. Nogle længes ikke, andre gør. Nogle siger, at de gerne vil tro, men ikke kan. Dem skriver jeg en bøn sammen med. Eller de skriver en selv. Sygeplejerskerne fortæller, at de tit finder dem under puderne."
Arne Haugen Sørensen er en anden af de malere, der har særlig betydning for mig. På mit kontor hænger det tryk, I ser udsnit af ovenfor. Det giver mig et sted at se hen, når jeg har det som langfredag.
|
|
Følg med på sociale medier
|
|
|
|
|
|
