Copy
Se nyhedsbrev i din browser
Nyhedsbrev uge 11 2021.
Fra Lejrchefen:

Kære alle, sæsonen er nu heldigvis i gang, og vejret er som altid, som det er.
Jeg fornemmer at I alle har glædet Jer, og jeg håber også at I er i fuld gang med at ”blive klar” til endnu en sæsons hygge og nydelse på DHS.
Når det så er sagt, så er jeg så også desværre nødt til allerede nu, at komme med ”fy, fy, skamme” fingeren.
Men vi er nødt til at tage det i opløbet.
Derudover har der været, og kommer nok yderligere, stramninger ifht. Covid-19 og campingpladser.
Mere om disse ting herunder.
Endnu engang velkommen til sæson 2021 på DHS, nyd det og pas på hinanden.

Storskrald:
Som nævnt i tidligere nyhedsbreve, og også nævnt i vores ordensreglement, så skal storskrald som gulve, møbler, tæpper, ovne, grill, køleskabe, m.v. afleveres enten på genbrugspladsen på Ydernæs i Næstved, eller tages ”med hjem” til egen kommune.
Alligevel kunne det konstateres efter sidste weekend, at der allerede var skrammel og gamle gulve i serviceområdet.
Det ønsker vi ikke mere, udover at det skæmmer området, så virker det også tiltrækkende på skadedyr. Fy!

Målermanden på besøg:
Vi minder endnu engang om, at afstandskrav til nabo/skel skal overholdes.
Minimum 1,5M til nabo/skel med vogn samt opbevarings/redskabstelt.
Eneste undtagelse er vognens trækkrog. Dette krav er både en del af campingreglementet, men også en del af brandmyndighedernes krav, og skal overholdes.
Målermanden har fundet målerpinden frem og kommer på kontrol indenfor den næste uge, de som ikke overholder kravene får direkte besked om at ændre det ulovlige til lovligt.
Lejrchefen siger tak på forhånd ;o)-

Hundehegn:

Med fare for gentagelser, så omhandler vores ordensreglement også et afsnit om hundehegn.
Hundehegn må gerne opsættes, men skal dækkes af et læhegn udvendig således at man ikke kan se hundehegnet udefra.
Når målermanden alligevel er rundt på pladsen checker han ligeledes dette, de som ikke overholder dette krav får direkte besked.

Vand på pladsen:

Der er vand på pladsen, men desværre kun i/på jorden indtil videre. Vejrudsigten siger stadig chance for frost, så vi tør ganske enkelt ikke åbne endnu. Fra på fredag har vi fået monteret endnu en frostsikret hane på pladsen, til venstre for indgangdør til herretoilettet i Købmandsbygningen.

Gulve:

Der bliver savet, hamret, skruet mange steder på pladsen, dejligt, det betyder jo at man planlægger et længere ophold på DHS.
Husk krav fra myndighederne: et gulv må max. Være 30cm bredere end et fortelt på alle flader.
Og vores eget krav: gulve, eller i hvert fald det af dem der er synligt, skal males umbragrønt umiddelbart efter opsætning. Vi er klar over, at det ikke giver mening nu, men senest til medio Maj 2021 skal alle synlige flader være malet, så alt fremstår ens.

Covid-19:
Der er i øjeblikket fokus på bla. Campingpladser nu da turistsæson, påske, m.m. nærmer sig, hvorvidt at man skal stramme restriktionerne yderligere disse steder.
Allerede nu er der kommet stramninger omkring forsamlinger/afstandskrav. Det er derfor fra i dag indført at der må være max. 5 personer i køkkenet på Bøge/Egevej ad gangen.
Reglerne siger 7,5m2 pr. person. Husk også mundbind/visir.
På legepladsen, som vi så skal beklage er lidt indskrænket pt. pga. byggeriet, er forsamlingsantallet max. 5 personer. Legepladsen kan sagtens rumme flere grupper på 5 personer, men vi opfordrer Jer som forældre/bedsteforældre til at sikre at forbuddet overholdes.
I Svanemarked og Grill skal børn under 12 år være ifølge med en voksen. Generelt opfordrer vi til fornuft og omtanke, vi ønsker på ingen måde at lege politi/myndighed på dette område, men henviser til gensidig respekt, kort sagt, pas på hinanden.
Da vi stadig befinder os midt i denne udfordring har vi indtil videre aflyst alle arrangementer, også i Påsken.
Såfremt at udendørs forsamlinger øges så det giver mening, vil vi overveje evt. arrangementer for børn i bla. Påsken.


Venlige Hilsener

Ole, Lejrchef.
 
Copyright © 2021 De Hvide Svaner Camping, All rights reserved.

Vil du ikke længere modtage nyhedsbreve kan du afmelde dig her >> unsubscribe from this list.

Email Marketing Powered by Mailchimp