|
Hvad er det der gør, at nogen mennesker klarer sig trods en opvækst med store sociale udfordringer - og andre ikke? Det optager Inez Gavilanes, der gennem en årrække har arbejdet med udsatte unge og voksne. Nu har hun skrevet romanen Måske i morgen, der handler om mennesker på kanten af fællesskabet og som længes efter et sted at høre til.
Da Lulus mor Lena bliver fyret fra sit job bryder hele familiens verden sammen. Forældrene bliver skilt, moderen får en depression og går mere og mere i hundene. Lulu, der bliver boende hos moderen, påtager sig ansvaret for, at hun kommer ud af sengen, tager sin medicin og får noget at spise og drikke
Lulu er droppet ud af folkeskolen uden en eksamen og bruger al sin energi på at holde moderen oppe, og hun føler sig tynget og alene i verden. Heldigvis har hun et arbejde i en blomsterbutik hos en venlig kroatisk familie, der inviterer hende indenfor i deres familiehygge, men den er kun til låns.
En dag, da moderen og Lulu har været oppe at skændes, flygter Lulu væk fra den evige kritik og havner tilfældigvis hos en flok hårde piger, der indlemmer hende i deres gruppe. Pigerne ryger hash, stjæler, slås og drikker for meget, men Lulu nyder endelig at føle sig som en del af noget og behandlet som noget særligt.
Men pigegruppen har mange uskrevne regler, hænger ud med bydelens pushere og ligger i kamp med "Grantoftepigerne", der gør gaden usikker. Hævn og jalousi er en stærk drivkraft. Lulu befinder sig modvilligt i en betændt opstilling, der også ender med at få store konsekvenser for hende.
|
