På Danmarks befrielsesdag 5. maj udkommer Jesper Clemmensen og Thomas Albrektsen med den bemærkelsesværdige og hidtil underbelyste historie om dengang en kulpram fyldt med dødsyge og udsultede KZ-fanger fra koncentrationslejren Stutthof pludselig drev i land ved Klintholm Havn og et helt øsamfund trådte i karakter og iværksatte en gigantisk hjælpeaktion.
Skibet fra helvede er historien om hvordan en gruppe lokale modstandsfolk, læger, sygeplejersker og Dansk Røde Kors-medlemmer satte deres eget liv på spil, da Anden Verdenskrigs rædsler drev i land på Møn og satte befrielsesfesten på pause.
Mens beboerne på Møn den 5. maj 1945 langsomt vågnede efter at have fejret frihedsbudskabet, blev en ramponeret flodpram bugseret ind til det lille fiskerleje Klintholm Havn. Nede i lastens stinkende og jamrende mørke befandt sig 345 udsultede, syge og døende fanger fra koncentrationslejren Stutthof i det tyskbesatte Polen – og en redningsaktion uden sidestykke tog sin begyndelse.
Det er fortællingen om en lokalbefolkning, der ved et tilfælde blev hvirvlet ind i verdenshistoriske begivenheder og udviste et unikt sammenhold og hjælpsomhed, men også en historie om at blive reddet fra ondskab og uhyrligheder og leve med minderne om rædslerne og tabet af familie og fædreland.
|