Er I i Aalborg eller Hjørring til Kristi Himmelfart, kan I få signeret min nye bog:
Fredag 14.5. kl. 14-15 i Aalborg Boghandel, Østeraagade 6,eller
lørdag 15.5. kl. 11-12 i Betty Mogensens Boghandel, Strømgade 6, Hjørring
Giv dine venner noget at tale om. Klik nedenfor og videresend Berørth til dem.
|
|
Få mod til at skrive din egen bog - nu!
Hvis du vil have adgang til skriveskolen til særpris, skal du slå til nu, inden tilbuddet lukker ned efter denne weekend. Få fire videoer, 30 års erfaringer og en god begyndelse på din helt egen skrivekarriere!
Normalpris for alle fire lektioner af min skriveskole er 995 DKK.
Min introduktionspris til dig, der modtager mit nyhedsbrev, er 349 DKK. Denne pris gælder kun til på mandag.
|
|
Når vi gerne går over vores grænser
To nye bøger har optaget mig i den forgangne uge.
Begge handler de om at gå helt hen til grænsen og derhenne blive klar over, at man er nødt til at gå videre. Og faktisk gerne vil.
Begge har de givet mig en glæde ved at ældes. En glæde ved at stå ved, hvem jeg er, og hvor jeg er i verden og tiden.
Som det ses af forsiden på den første bog ovenfor, er det forfatteren til en række præcise bøger om mennesker, der ofte overses, Dorthe Nors, der sammen fotograf Henrik Saxgren står bag værket ”En linje i verden”.
Med essays og billedopslag drager de langs landets vestlige grænse fra Vadehavets sydlige grænse i Holland til Skagen.
Har vi mennesker en sydlig grænse eller udvides vores landskab, som vi ældes? Det kom jeg til at tænke på, da jeg læste om Dorthe Nors, der står på Grenen og stadig er en pige med to brødre og bare ben.
Vi bærer alle aldrene med os. Nogle gange som en byrde, men ved at læse hendes ord, blev jeg mindet om, hvor ofte, det er en glæde at gå med det, der har været. Både det, der har gjort ondt, og det, der var godt. Den lille pige i vandkanten kan Dorthe nyde nu. Måske mere end dengang?
Vi bærer alle vores landskaber med os. Der, vi har været og måske vender tilbage. Som Dorthe Nors, der for nogle år siden bød mig velkommen til interview i sit lille hus, der ligger, så man kan røre klitterne. I det mindste mentalt.
Det kan man også, når man læser og ser deres bog. Og selv om mit indre landskab er fjordlandskabet efter somre ved Stauns Fjord på Samsø, så virker det til, at det voldsomme Vesterhav passer bedre til den alder og råstyrke, jeg har nu.
Sådan kan en bog også virke. Den kan smitte. Med liv.
Den anden bog, jeg har været grebet af, er skrevet af Katrine Grünfeld og handler om det indre Vesterhav, kan man lidt enkelt sige det.
”Værelse skabt af kvinder” skræller fordommene af kvinder over 50 og stabler styrke på styrke, trodsigt og i vilde udbrud.
Kort og næsten i digtform skriver hun en kvinde frem, jeg kender fra mig selv efter snart 10 års erfaring med at være i den aldersgruppe, der er usynlig. Især som kvinde. Men vi er her. Og vi tager plads.
”De bliver så enormt stærke fra nu af og fremover, at de vil fjerne årtiers fokus på ungdommen”, citerede jeg professor i sociologi, Michael Hviid Jacobsen, Aalborg Universitet, for i ”Jeg mødte Jesus”.
Han har døbt vi voksne kvinder generation Q og kalder vores generation af kvinder med uddannelse og livslyst for ”den største revolution i vor tid”.
Katrine Grünfeld tager kampen og viser, hvordan man kan diskutere med sig selv og finde kræfterne til at gå imod den forventede deroute. Man kan vælge en anden vej.
Man kan gå til grænsen og over. Man kan finde styrke og stå ved sig selv og sin erotiske energi, selv om man bombarderes med fortællinger om forfald som modpol til ungdommens tiltrækning.
Selv om en skilsmisse og voksende børn kan være grufuld, ligger de også en dag bag en. Man er selv den, der går videre.
Vi går videre i livet. Vi står ikke stille. Vi går til kysten og sydpå og nordpå. Vi udforsker.
De to bøger handler om noget helt andet og dog det samme som min nye bog: Mennesker, der bevæger sig og bevæges i landskaber – indre som ydre.
Jeg har netop indlæst ”Med rank ryg”, der gerne skulle udkomme som lydbog samtidig med den trykte bog 12. maj.
|
|
Nu er det jeres bog, ikke min
Da jeg forleden indlæste min kommende bog, "Med rank ryg", tænkte jeg som med de to bøger, jeg har skrevet om ovenfor, over, hvad bøger gør.
Kan de gøre en forskel?
Da jeg skrev bogen, var jeg opslugt af tanker og erfaringer, som var mine helt egne.
Da jeg sad og sagde dem højt i det lille, mørke studie, hørte jeg ordene, men nu var de ikke mine.
Ikke, at jeg ikke står ved dem. Det gør jeg. Men de kom tilbage til mig udefra, og jeg måtte høre efter og tænke videre.
Det var et chok, selv om jeg vidste fra min forrige bog, at det ville ske.
Bøger gør en forskel for mig. Også mine egne. De tvinger mig til at tænke. Også over at ældes. Også over, at det er krævende, men også udvider mit indre landskab.
Som jeg skriver i bogens sidste kapitel:
”Måske, tænkte jeg, er det så enkelt, som jeg erfarer det?
At kun hvis jeg tør holde et ærligt og gennemskuende blik på mig selv med alle mine synder, sår og skrammer, kan jeg være nærværende og årvågen? Man kan også sige det som, at jeg må holde mig selv skrøbelig.
Hvis jeg derimod holder min sorg væk fra virkeligheden, kan jeg ikke være fuldt ud til stede. Hvis jeg skal åbne for et ægte smil, vil der også stå åbent ind til tårerne. Følelserne ligger samme sted i hjertet, i erfaringernes rum, kan man sige. De er nede på samme dybe etage, kan man beskrive det som, selv om det forsimplet.
Det er anstrengende at have så store følelser i sig på samme tid hele tiden, men alternativet for mig er at lukke af for mig selv og kun være delvist i live.
Jeg ved ikke engang, om jeg kan.
Jeg har ikke forsøgt.
Hvorfor skulle jeg? Hvorfor ikke våge og vove?”
Nyd dagen!
|
|
Følg med på sociale medier
|
|
|
|
|
|
