Copy
Se nyhedsbrevet i din browser

Nyt fra menighedsrådet

Af menighedsrådsformand Anne Rosendal

Hverdagen fra før corona nærmer sig mere og mere! Turisterne besøger atter Domkirken med coronapas og mundbind, korene er i gang - med afstand og forsigtighed. Og minikonfirmander og konfirmander er tilbage - der er atter liv i Konventgården tidlig og silde og dagen lang i Domkirken. Og hvor vi nyder det, for de har alle været savnet.
 
Inden 15. juni skal menighedsrådet aflevere det tekniske budget for det kommende år, altså i år for 2022, til provstiudvalget, og det var - som altid på denne årstid - det store punkt på rådets dagsorden til mødet den 20. maj. Det er en bunden opgave, hvor budgetforslaget skal gå i nul i forhold til den første udmelding, som vi har fået fra provstiet om ligningen 2022. Beløbet til drift i 2022 lyder på 22.770.000 kr., altså 90.000 kr. mere end i indeværende år. Men opgaven vanskeliggøres væsentligt af, at alene Domsognets lønudgifter pga almindelig stigning øges med 390.000 kr, så der er underskud fra start. Ser man optimistisk på det, er det ofte lykkedes at tildele sognene flere midler end den første udmelding, når provstiudvalget kender ligningsgrundlaget til september, og går det også sådan i år, ja, så kan vi nok slippe med lidt færre besparelser. Men udgangspunktet nu er altså et underskud på 300.000 kr. på den samlede drift for kirke og kirkegård. Så der skal arbejdes på øget samarbejde mellem de to, på effektivisering og opnåelse af synergieffekter. Og det tager vi straks fat på.
 
Kvartalsrapporten for årets første kvartal viste et overskud på godt 1,5 mio. kr. - dels selvfølgelig fordi aktivitetsniveauet har været Corona-ramt, og dels fordi en del indtægter kommer i januar måned, men skal fordeles til forbrug over året.
 
Siden rådets start 1.søndag i advent har vi afviklet vore møder virtuelt, men i sidste uge kunne vi endelig samles fysisk - en god oplevelse, også fordi det gav gode drøftelser og meningsudvekslinger på en helt anden måde end ved de virtuelle møder. Det tegner godt for det fremtidige arbejde!
 
En af de sager vi har drøftet i flere omgange er kirke-kulturudvalget, der fremover afløser det tidligere aktivitetsudvalg. Og til mødet i sidste uge forelå så et udkast til vedtægt, hvorefter udvalget skal “lave arrangementer, som bevæger sig i spændingsfeltet mellem kirke og kultur, og som bidrager til samtalen mellem kirke, kultur og samfund og til kristen dannelse og oplysning. Udvalget har fokus på, at der er arrangementer, som spejler nutidens vigtige emner og spørgsmål f.eks. gennem foredrag, studiekredse, kunst, film og musik.” Helge Aa Madsen blev valgt til formand for udvalget. Så nu er vi klar til at gå i gang med også den del af kirkens liv.
 
På kirkegårdene er der virkelig forår! Alting blomstrer og springer ud - og gror! Der er travlhed med plantning, renholdelse og græsslåning, alt det der gør, at det altid er en stor fornøjelse at lægge vejen gennem sognets 3 kirkegårde. Og her kommer en lille bøn fra medarbejderne: HUSK at holde jeres hunde i snor! Både I og hundene er meget velkomne, men hundene SKAL - som skiltene ved indgangen fortæller det - være i snor. Og deres efterladenskaber SKAL tages med - der er poser og skraldespande til det samme også ved indgangene. Tak på forhånd for at efterleve de simple, men vigtige regler. Det er ikke alle, der er glade for hunde - slet ikke for løse hunde, som nogle faktisk ligefrem er bange for.
 
Perioden med korte gudstjenester uden nadver har givet nogle erfaringer med anderledes gudstjenester, og mange har været glade for den form. Vi er derfor enige om, at vi fremover fastholder den korte form på ca. 1/2 time ved aftengudstjenesten om søndagen. På den måde får vi 2 forskellige gudstjenester om søndagen - højmessen med 3 læsninger, nadver, prædiken, bøn og salmer (dåb foregår stadig i dåbstjenester pga. deltagerantallet) og den korte aftengudstjeneste med 2 læsninger, prædiken, bøn og salmer.
Læs nyhedsbrevet her

NATKIRKE MED DRENGEKORET

I foråret var sang noget af det vi savnede mest – og denne aften tager vi revanche. Kom og syng med på de kendte melodier, nyd drengenes indøvede salmer og vær med til at stemme på årets nye salme. Kirken åbner kl. 19 og lukker kl. 21.

20:30 Er der livestream af bønner og musik i Natkirkens facebookgruppe. Natkirken er åben, men vi livestreamer alligevel hjem til dem, der ikke kan komme i kirken.

Du er velkommen som det passer dig og der skal ikke vises coronapas, men bæres mundbind.

Natkirken lægger op til at hverdagens fortravlede tanker kan lægges til side, og der bliver mulighed for i ro og tro i stilhed og enkelhed. 

Så er der igen babysalmesang i Gl. Vor Frue

Til babysalmesang stimuleres sansemotorikken samtidig med at følelsesmæssige, sociale og sproglige færdigheder udvikles. Vi bruger kroppen gennem sang og leg i Gl. Vor Frue Kirkes fine og lune kirkerum.
Grundet Covid19 vil hvert barn med forældre få tildelt en yogamåtte, som vil være den plads, hvor man synger og danser fra. Der kan max. være 6 babyer på holdet med 1 forældre. Forårets hold er derfor allerede fyldt, men ønsker du at deltage til efteråret, vil der løbende komme opslag om tilmelding og hold her i nyhedsbrevet og på vores facebookside. 

JUNI 2021

Onsdagsrefleksion (Hver onsdag kl. 12)
Fredagsandagt (Hver fredag kl. 12)
Højmesse (Hver søndag kl. 10)
Aftengudstjeneste (Hver søndag kl. 17)
Sommerkoncerter (Hver torsdag)
Se kalenderen her
Besøg os på Facebook
Send os en mail
Besøg vores hjemmeside
Instagram
Roskilde Domsogn
www.roskildedomkirke.dk
post@roskildedomkirke.dk


Domkirkestræde 10
4000 Roskilde
Tlf. 46 35 16 24


Afmeld nyhedsbrev    Ret dine oplysninger