Copy
Bøger på vej fra Lindhardt og Ringhof
Se denne mail i din browser

Vinter og forår 2023

Her kan du læse om de mange bøger, som Lindhardt og Ringhof sender ud i løbet af vinteren og foråret. Vi glæder os til at arbejde sammen med jer i 2023!

De bedste hilsner fra presseafdelingen:
Dennis Andersen, Johanne Luise Boesdal, Mette Rou Lund, Bjørk Busk Vang, Fanny Reinholtz, Tina Marie Kragh og Søren Anker Madsen.
Anna Juul: Superskurk  
Rå, akut og kærlig bog skrevet inde fra en psykisk sygdom. Anna har kæmpet med psykisk sygdom siden teenageårene, men nu har hun styr på livet: Hun har taget sine dæmoner på sig ved at se sig selv som superskurk, og snart skal hun fejre sin 30-års fødselsdag med en overdådig fest. Der skal være kendisser på gæstelisten, det skal foregå på Refshaleøen, og der skal smadres! Men hvordan holder man en stor fejring af livet, når man alligevel ikke er så glad, som man troede, man var? Og hvordan skriver man om hovedpersoner, der udvikler sig, når man selv sidder fast i de samme gamle traumer?
Udkommer 13. januar 2023, 175 sider, Pris: 229,95 Kr.
 
Emily St. John Mandel: Stilhedens hav
I 2401 sættes tidsdetektiven Gaspery-Jacques Roberts til at efterforske en anomali – og opdager en serie af forbundne liv: en ung britisk aristokrat drevet til galskab i de canadiske skove; en forfatter fanget i en pandemi langt væk hjemmefra, samt en af Gasperys egne barndomsvenner, som har fået en ekstraordinær mulighed, der har potentiale til at skabe ravage i universets tidslinje. Stilhedens hav er en universel og aktuel roman om kunst og kærlighed, der strækker sig gennem tid og rum, fra Vancouver Island i 1912 til en koloni på Månen hundredvis af år senere. Emily St. John Mandel har også skrevet Station Elleve, der er oversat til dansk. 
Udkommer 20. januar 2023. 292 sider, 279,95 kroner.  
Glendy Vanderah
Hvor skoven møder stjernerne
Den unge forsker Jo er på feltarbejde i Illinois’ dybe skove, da et slemt tilredt barn dukker op ved hendes hytte. Den barfodede pige er i pyjamas, hun kalder sig Ursa og fortæller en mystisk historie om sig selv. Sammen med en lokal mand, Gabe, tager Jo sig af Ursa, imens de forsøger at finde frem til sandheden om hendes fortid. Jo og Gabe har deres egne ar på sjælen, som de slås med undervejs, samtidig med at en kærlighed spirer. Forfatteren Glendy Vanderah bor i Florida, har læst biologi med speciale i fugle, og kærligheden til naturen skinner igennem i bogen.  
Udkommer 1. februar 2023. 378 sider, 299,95 kroner.  
Paul Auster: Nationens blod
Nationens blod er Paul Austers personlige refleksioner og historiske blik på våbenvold i USA. Hver dag bliver mere end 100 mennesker dræbt og 200 såret i hændelser, hvor der er våben involveret. Våbenlovgivningen splitter amerikanerne, og i øjeblikket er der flere våben i USA, end der er indbyggere. Hvorfor er det, at USA indtager en førsteplads som det mest voldelige land i den vestlige verden? Bogen er illustreret af fotografen Spencer Ostranders fotos af 30 forladte steder, hvor der har fundet skyderier sted.

Udkommer 1. februar 2023. 144 sider, 249,95 kroner.  
Colleen Hoover: Heart Bones
En stærk roman om to unge menneskers møde hen over en sommer i Texas. På overfladen har Samson og Beyah intet til fælles. Hun kommer fra fattigdom og misrøgt, han kommer fra en familie med rigdom og privilegier. Men én ting har de til fælles: de tiltrækkes af triste ting. Hvilket betyder, at de tiltrækker hinanden. Deres forbindelse er næsten øjeblikkelig, men Beyah og Samson bliver enige om en ukompliceret sommerflirt. Snart kommer Beyahs hjerte dog ud i stormvejr. Colleen Hoovers bøger har alle ligget på de amerikanske bestsellerlister, hun har solgt over 20 mio. bøger på verdensplan og trender på TikTok. 
Udkommer 1. februar 2023. 360 sider, 179,95 kroner.
Alex Schulman: Malma station
Forfatteren til Overleverne, Glem mig og Brænd alle mine breve er nu klar med en ny roman, der udspiller sig på et tog. Fem personer er på rejse gennem Sverige: et ægtepar i krise, en enlig far og hans datter, og en ung kvinde, der søger svaret på den gåde, hendes mor efterlod hende med. De rejser alle mod Malma station, og hverken de eller læseren ved, hvordan deres skæbner hænger sammen. De ved heller ikke, at det, der sker på endestationen, vil forandre deres liv for evigt. Malma station er en bevægende fortælling om hemmeligheder og nedarvede familietraumer på tværs af generationer.
Udkommer 23. februar 2023. 298 sider, 299,95 kroner.  
Fran Littlewood:
Grace Adams' bedste værste dag

Mød Grace Adams, 45 år og rasende. Hun er lige blevet fyret fra sit job, skilt fra sin mand gennem tyve år, men værst af alt har hun mistet kontakten til sin teenagedatter Lotte. Men Grace Adams er fast besluttet på at kæmpe sig tilbage til sit liv. I en bilkø på en smeltende varm sommerdag mister hun besindelsen. Hun forlader sin bil og går sin vej, fast besluttet på at overbringe en ekstravagant kage til sin datter, der har nægtet Grace adgang til sin fødselsdagsfest. Hun vil vise hende, at uanset hvor hårde slag livet tildeler en, skal man kæmpe, og at kærligheden og sammenholdet er det, der får os igennem selv de værste kriser.
Udkommer 15. marts 2023. 288 sider, 299,95 kroner.
Bent Haller: Stuepigen og kranføreren
Bent Haller forener i sin nye roman provinshistorie, danmarkshistorie og arbejderklassehistorie i en stærk fortælling om et ægteskab. Romanen begynder med Børge, kaldet "Kran", tager på kirkegården for at sige farvel til sin afdøde kone Tove, før han for sidste gang går gennem Frederikshavns gader, hvor det hele begyndte, og det hele skal slutte. Bevæbnet med seks elefantøl, en flaske Gammel Dansk og en pakke Sweet Dublin Mixture klatrer han op i kranen på havnen, hvor han har arbejdet hele sit liv. Her ser han tilbage på sit liv og ikke mindst samlivet med den elskede og uregerlige Tove, der bar på mørke sider hele livet.
Udkommer 28. marts 2023. 364 sider, 320 kroner.  
Marie Aubert:
Jeg er egentlig ikke sådan

Norske Marie Aubert har tidligere udgivet romanen Voksne mennesker og novellesamlingen Må jeg komme med dig hjem, begge oversat af Thomas Korsgaard. Den nye roman udspiller sig over en weekend, hvor Linnea skal konfirmeres og hele hendes komplicerede familie skal mødes til fest. Marie Aubert er ikke bange for at dvæle ved de svære, de akavede og de helt ubærlige samtaler, og nærstuderer de tabuer og konflikter, der kan opstå i familier. Jeg er egentlig ikke sådan er en roman om frygten for de andres blik og længslen efter at blive set – og om det risikable i at lukke andre mennesker ind i sit liv.
Udkommer 31. marts 2023. 224 sider, 249,95 kroner.  
Marie Hougaard: Normal opførsel
Anna er midt i 30'erne og vil gerne finde en kæreste, og da hun møder Villads, bliver hun hurtigt sikker på, at det er ham, hun vil have. Villads har styr på sit liv, men han er også flyvsk og utilgængelig. Da Anna flytter ind hos Villads i hans smukke lejlighed i indre København, begynder hun at finde sig til rette i sin nye tilværelse. Men snart slår forholdet sprækker. For når døren til herskabslejligheden i Holbergsgade lukkes, begynder parret at vise nye sider af sig selv. Normal opførsel er en roman, der skildrer et parforholds giftige dynamikker og destruktive spiraler, og som undersøger, hvor langt vi er villige til at gå for at blive sammen. 
Udkommer 14. april 2023. 300 sider, 269,95 kroner.
Ane Riel: Små stød  
En mand frygter at være skyld i en lille piges død. En aldrende assurandør ser sig nødsaget til at ombringe sin hattestjælende hustru. En forfatters mor falder om i solskinnet. Og i Lille Lemstrup får det kvindelige litteraturselskab besvær med at holde jordforbindelsen, da de læser en stærkt opløftende selvhjælpsbog. Livet er fuld af stød, der forskrækker og forandrer os. Stød, som puffer os i nye retninger eller slår noget i stykker. Og en dag er det døden selv, der rammer med en lige højre. Døden og alvoren er i høj grad til stede i Ane Riels novellesamling, og samtidig bobler de elleve historier i Små stød af liv og underfundighed. Det er langt ude og meget tæt på.
Udkommer 20. april 2023. 240 sider, 249 kr. 
Lillian Fishman: Tjenester
En aften poster Eve en række nøgenbilleder af sig selv online. De bringer hende i kontakt med kvinden Olivia og den karismatiske Nathan. De tre indleder et forhold, som udfordrer Eve præcis lige så meget, som det tryllebinder hende. I takt med at forholdet udvikler sig, tvinges Eve til at tage stilling til en række spørgsmål, hun aldrig før har stillet sig: Hvad bringer vi hver især med ind i den seksuelle akt? Hvad afslører det om os selv – og om andre? Og hvordan forliger vi det, vi vil have med det, vi burde ønske os? Tjenester er en tankevækkende og grænsesøgende roman om seksualitet og moral – og om at følge sin lyst.
Udkommer 27. april 2023. 220 sider, 249,95 kr.
Maddie Mortimer:
Kort over kroppens landskab

Lia har kræft og skal snart dø. Da hendes fremtid tages fra hende, begynder hendes fortid at spøge. I Kort over kroppens landskab gennemgås Lias rørende livshistorie og de sidste måneder af hendes liv. Fortalt på ret unik vis både fra Lias og hendes pårørendes synsvinkel. 
Da forfatteren Maddie Mortimer var 10 år gammel, døde hendes mor af kræft. Som 26-årig debuterede Mortimer som forfatter med den både rå og håbefulde Kort over kroppens landskab. Romanen blev longlistet til den prestigefyldte Booker-pris. Maddie Mortimer har studeret litteratur på University of Bristol og arbejdet som manuskriptforfatter. 
Udkommer 15. maj 2023. 320 sider, 299,95 kr.
Roy Jacobsen: De uværdige
I De uværdige tegner Roy Jacobsen et brutalt og varmt portræt af en barndom og et miljø, som indtil nu har været så godt som fraværende i krigshistorien. Han beskriver en desperat tid, som de færreste af os har oplevet, men som altid vil angå og forurolige os. En flok drenge og piger vokser op sammen i det østlige Oslo under den tyske besættelse. De lever under trange kår, men bidrager på kreativ vis ved at svindle og stjæle, forfalske dokumenter og begå omfattende indbrud. Og de viger heller ikke tilbage for at udnytte fjenden. Roy Jacobsen (f. 1954) blev i 2017 shortlistet til Booker-prisen for romanen De usynlige.
Udkommer 25. maj 2023. 284 sider, 299,95 kroner.
Bret Easton Ellis: Skår
Forfatteren til American Psycho er tilbage med sin første roman i 13 år. Skår er en stort anlagt fortælling om en gruppe priviligerede high school venners liv i Los Angeles i 1981. De unge mennesker, som er 17 år og hastigt på vej ind i voksenlivet, oplever en sommer fuld af sex og jalousi, alkohol og stoffer, store følelser og en farlig leg med hinanden. På samme tid hærger en seriemorder byen, og teenagere begynder at forsvinde. Bret Easton Ellis har skrevet seks romaner og en lang række essays og historier, som er oversat til 32 sprog. Han bor i Los Angeles. Skår (The Shards) udkommer i USA 17. januar 2023.
Udkommer 30. maj 2023. 640 sider, 379,95 kroner.  
C.J. Tudor: Brændende piger  
Pageturner af C.J. Tudor, forfatteren til Kridtmanden, der er blevet kaldt den kvindelige Stephen King. Handlingen udspiller sig i Chapel Croft, hvor otte protestantiske martyrer blev brændt på bålet for 500 år siden. For 30 år siden forsvandt to teenagepiger, og for blot to måneder siden begik den lokale præst selvmord. En ny præst ankommer til byen sammen med sin datter, og hurtigt bliver de viklet ind i et spind af hemmeligheder og må kæmpe for deres overlevelse. Brændende piger er en intens og urovækkende spændingsroman om fatale fortielser, og konsekvensen af at ældgamle hemmeligheder kommer frem.
Udkommer 27. december 2022, 175 sider. 299,95 kr.
 
Niels Krause-Kjær: Nedsmeltning 
Ny politisk spændingsroman af Krause-Kjær. En bombe eksploderer i Demokratisk Klima Fraktions hovedkontor kort før et EU-klimatopmøde i København, og organisationens eneste medarbejder dør. Flere mindre klimaaktioner kulminerer med et brandattentat mod Danmarks kontroversielle klimaminister, Ib Boldbjerg, der er kendt for at være en brutal politiker. Ulrik Torp er blevet chefredaktør på ValbyPosten og skriver en række – for ugeavisen uvante – kritiske artikler om Valbys lokale toppolitiker Ib Boldbjergs private boligforhold. Artiklerne sætter Torp på sporet af kræfter, der for enhver pris vil gøre klimatopmødet til en fiasko. 
Udkommer 3. februar 2023. 300 sider, 320 kroner.  
Stefan Ahnhem: En helt anden historie  
Ny selvstændig krimi af Stefan Ahnhem, forfatteren til Fabian Risk-serien, som er udkommet i 30 lande og har solgt 2,5 millioner bøger. En kendt livsstilsblogger bliver fundet myrdet i en suite på et af Stockholms luksushoteller. Er det en kynisk iscenesat henrettelse eller resultatet af en erotisk leg, der er gået for vidt? Sagen havner på Malin Rehnbergs bord, og hun er nødt til at tage kampen med sin nye chef, der ønsker, at Rigskriminalpolitiet hellere skal fokusere på en vigtig sag om trafficking. En nervepirrende krimi, hvor alt er i spil.
Udkommer 28. februar 2023. 300 sider, 269,95 kroner.
Michael Katz Krefeld:
Bødlernes daggry

Tredje og sidste krimi i storby-trilogien om Cecilie Mars. Københavns politi har fået en ny drabschef. Den kontroversielle og fandenivoldske Cecilie Mars har uventet og med justitsminister Beatrice Klerkes velsignelse indtaget chefkontoret. Men snart opdager Cecilie, at ministeren har sin egen diabolske plan med hende. Ligesom fjender i politiledelsen ønsker at se Cecilies fald og har gravet en gammel uopklaret drabssag frem, som implicerer hende. Samtidig terroriseres storbyen af en gal drabsmand, der udser sig enlige kvinder, som må lade livet i hans uhyggelige spil. 
Udkommer 10. marts 2023. 400 sider, 299,95 kroner.  
Yrsa Sigurðardóttir: Sort is
Hvalfjöður, en kold vinteraften. En bekymret nabo banker på hos familien ved siden af, som ingen har set eller hørt fra i en uge, men får intet svar. Da han endelig får tvunget sig adgang gennem en bagdør, møder der ham et grumt syn. Politibetjenten Týr og retsmedicineren Iðunn kaldes til gerningsstedet. Som opklaringen skrider frem, kommer isnende hemmeligheder om familien frem i lyset. Sort is er første bind i serien af samme navn. Titlen henviser til det dødsensfarlige vejrfænomen, der opstår, når smeltet is eller sne igen fryser til og lægger sig som et usynligt, spejlglat lag på asfalten.

Udkommer 17. marts 2023. 412 sider, 199,95 kroner.  
Lone Theils: Troskyldigheden selv  
Sjette bog i prisbelønnede Lone Theils’ populære spændingsserie om journalisten Nora Sand tager afsæt i en virkelig kriminalgåde. En britisk kvinde drukner i en swimmingpool i et sommerhus ved den danske vestkyst. Var det et hændeligt uheld eller mord og hvem stod i givet fald bag? Afdødes far, der er ved at gå konkurs med sin hotelkæde og har brug for de penge, hendes livsforsikringer vil generere, hendes jaloux søster, de stridende veninder, den kærlige ægtemand … eller en helt anden? Nora Sand bliver involveret i sagen, da den skal for retten i England. Og da flere mennesker dør, er hun pludselig selv mål for en skruppelløs morder. 
Udkommer 25. marts 2023. 304 sider, 249 kr. 
Steffen Jacobsen: Karthago
1945: I et pengeskab i kælderen under Shellhuset i København har tyskerne en blåkopi af tegningen til en detonator. Engelske, amerikanske og russiske spioner og danske modstandsfolk indleder et intenst kapløb om at redde den afgørende viden ud om verdens første atombombe. En viden, der ikke alene kan afgøre krigen, men som også får kolossal betydning for magtbalancen i hele verden bagefter. Med Karthargo har Steffen Jacobsen skrevet en imponerende historisk spændingsroman, der ligger naturligt i forlængelse af den anmelderroste bestseller Da blev jeg døden fra 2017 om tilblivelsen af atombomben.
Udkommer 4. maj 2023. 832 sider, 299 kroner.
Wilbur Smith: Nemesis
Actionfyldt historisk roman fra adventure-mesteren Wilbur Smith. Året er 1794, og vi befinder os under rædselsherredømmet i Paris. Den unge Paul Courtney skjuler sig i menneskemængden, mens hans mor henrettes for øjnene af ham. Da Paul redder en ung piges liv, indgår de en alliance, men farerne lurer overalt. Cape Town 1806. Adam Courtney har levet sit liv i flådens tjeneste og i skyggen af sin far, admiral Robert Courtney. Men da et besøg i hans hjem ender i tragedie, må Adam se sin skæbne i øjnene og søge hævn. Men fjenden er tættere på, end man skulle tro.
Udkommer 1. maj 2023. 408 sider, 299,95 kroner.
Johanna Mo: Mørkeskov
Efterforsker ved Kalmars politi, Hanna Duncker, er tilbage i tredje bog i den anmelderroste Ölandsserie. I juni 1999 forsvinder Mikael sporløst efter en sidste aften med studenterkliken. 20 år senere bliver hans skelet fundet i en skov på Öland. Han er blevet myrdet, og Hanna Duncker og hendes kollegaer ved Kalmar-politiet skal løse mysteriet. Hanna plages af fortiden, og hendes liv er på spil. Johanna Mo er opvokset i Kalmar og bor i Stockholm. Hun har arbejdet som forlagsredaktør, oversætter, anmelder og skribent og har skrevet ni bøger. Mørkeskov er hendes tredje bog på dansk efter de forrige bøger i Ölandsserien, Natsangeren og Skyggeliljen. 
Udkommer 12. maj 2023. 350 sider, 249 kr. 
Volodymyr Zelenskyj:
Et budskab fra Ukraine

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj har i denne bog udvalgt seksten af sine vigtigste taler, samt skrevet en gribende introduktion, hvor han reflekterer over, hvad han har lært om sig selv og om Ukraine, siden den russiske invasion begyndte i februar 2022. "En dag inden længe vil vi være sammen med vores kære igen. Vores flag vil vaje over de besatte byer igen. Vores nation vil blive genforenet, og der vil igen være fred. Og verden vil ikke længere drømme i sort og hvidt. Den vil kun drømme i blåt og gult." Alle præsidentens indtægter fra bogen går ubeskåret til United24, hans eget initiativ til at skaffe donationer til Ukraine.
Udkom 24. november 2022. 160 sider, 199,95 kroner.  
Henrik Dupont:
Kortlægningen af Grønland

I år afsluttes næsten 600 års arbejde med at kortlægge verdens største ø, og her er historien om det store arbejde og hvem, der gjorde det. Undervejs gennemgås omkring 100 historiske kort over øen, og man får forklaringerne på, hvorfor kortene ser ud, som de gør, hvordan og hvorfor de er blevet produceret, og hvem der står bag. Kortlægningen af Grønland tager os på en rejse i historien fra de tidligste inuit-rejsende og op til den endelige kortlægning af øen.
Udkom 25. november 2022. 264 sider, 599,95 kroner. 
Morten Møller: Ud af ruinerne - vejen mod et forenet Europa 
Historiker Morten Møller gør læseren klogere på tilblivelsen af det moderne Europa og viser, at det stærkeste argument for et fælles Europa ligger i europæernes fælles historie. I et ødelagt Europa præget af krise, atomtrusler og kold krig leder europæere efter fælles løsninger, der fører væk fra verdenskrigenes rædsler. I Tyskland og Frankrig søger man i særlig grad efter forslag, der kan erstatte fortidens aggressive nationalisme med international forsoning. Løsningen kommer fra en tidligere fransk cognacsælger – Jean Monnet, der ender som topdiplomat og sætter sig for at skabe en union for at forhindre nye krige.
Udkommer 11. januar 2023. 256 sider, 349,95 kr.  
Linda Babcock, Brenda Peyser, Lise Vesterlund og Laurie Weingart: 
Nej-klubben. Et opgør med kvinders karriere-hæmmende arbejde
Kvinder overalt er belastet med "ikke-forfremmende arbejde" som planlægning af sommerfesten, screening af praktikanter, pleje af den tidskrævende klient eller med at hjælpe andre med deres arbejde. Bogens forfattere, fire professorer, dokumenterer den ubalance, der efterlader kvinder overbebyrdede og gør, at virksomhederne mister indtægter, produktivitet og ikke udnytter deres største talenter. Nej-klubben viser konkret, hvordan vi laver små, men vigtige ændringer i vores egen arbejdsbyrde og dokumenterer, at varige forandringer kræver en revurdering af den måde, vi tildeler og belønner arbejde.
Udkommer 16. januar 2023. 320 sider, kr. 299,95 kr.
Julie Lillelund Langer:
Græd ikke over spildt mælk. Alt det, du gerne vil vide om amning

Hvem sagde, at amning var nemt? Da Julie Lillelund blev mor, så hun frem til ren babylykke og hyggelige ammestunder, hvor mælken flød, og alle var glade. I stedet blev de første måneder præget af smerter, indlæggelser, afmagt og tårer. Amning opfattes som naturligt og vigtigt, men ingen taler om, hvor svært det kan være. Det efterlader mange nye mødre i en sårbar situation, hvor bekymringerne fylder alt. Med rå ærlighed og en stor portion humor tager Julie bladet fra munden og fortæller om sit uskønne, men også ret genkendelige ammeforløb. 
Udkommer 19. januar 2023, 304 sider, 269,95 kroner.
Annasophia Petri Holm: Alt det, vi ikke ser. Brug din spirituelle side.
Der er en voksende interesse for det spirituelle, og Alt det, vi ikke ser er en introduktion til spiritualitetens verden og dens værktøjer. Annasophia Petri Holm leder læserne igennem de mange spirituelle veje og konkrete redskaber så som astrologi, tarotkort, manifestation og meditationsteknikker. Bogen er fuld af øvelser og råd, så man kan styrke forbindelsen til sin spirituelle side og opnå større selvindsigt. Annasophia Petri Holm står bag de to populære podcasts Det spirituelle hjørne og Det astrologiske hjørne og den sjove meme-profil Det astrologiske hjørne på Instagram.  
Udkommer 10. februar 2023. 304 sider, 299,95 kr.  
Emma Due Bitz, Camilla Falkenberg, Anna-Sophie Hartvigsen: 
Girls Just Wanna Have Funds. Din guide til investering
Vidste du, at kvinder går på pension med 30 procent mindre, og at 80 procent af aktierne ejes af mænd? I Girls Just Wanna Have Funds fortæller grundlæggerne bag Female Invest, hvordan du som kvinde investerer smart, sikkert og bæredygtigt. Bogen giver dig redskaber til budgetlægning og guider dig til at foretage din første investering. Female Invest har opbakning fra tusindvis af kvinder på tværs af baggrund, alder og geografi og medlemmer i +55 lande.
Udkommer 16. februar 2023. 200 sider. 229,95 kr.
Kommas Havnelods 2023-2025
Kommas havnelods 2023-2025 er en uundværlig guide for alle lystsejlere, og den nye udgave er gennemgribende opdateret og dækker danske, tyske, svenske og et udsnit af polske lystbådehavne – i alt over 1000 havne. Ved alle havne er der detaljerede havneplaner med angivelse af vanddybder samt middelhøjvande og middellavvande. Der er besejlingsvejledninger, havnenes faciliteter er tegnet ind på kortene og vist i piktogrammer, og webadresser og mailadresser samt evt.mulighed for online-booking. Nærliggende seværdigheder er ligeledes beskrevet.
Udkommer 24. februar 2023. 712 sider, 499,95 kr.  
Lisbet Dahl & Ulf Pilgaard:
LIVSVIDNER. Gud, lever de endnu?

Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard er blandt de sidste af de store folkekære skuespillere. Og selv om de to i en menneskealder, har arbejdet sammen i Cirkusrevyen og i flere andre sammenhænge, har de aldrig set sig selv og hinanden som værende de bedste venner. Men i takt med, at Dirch, Rysse og mange af de andre er faldet bort, har Lisbet og Ulf indset, at de nok er blevet noget vigtigere for hinanden. De er blevet hinandens livsvidner. I bogen dykker de igennem samtaler ned i den samhørighed, som Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard selv kalder for "et ægteskab … bare uden sex". 
Udkommer: 1. marts 2023. 272 sider. 299,95 Kr.   
Frej Fogh Prahl: Plads til kærligheden. Overlevelsesguide til forældre
Kærligheden i et parforhold sættes ofte under pres, når der kommer børn til. Måske mangler man søvn og overskud, bliver uenige om opdragelsen, måden at være forældre på og hvordan pligterne skal fordeles. Det kan sætte både det seksuelle og nærheden over styr, og kommunikationen kan bryde sammen. Hvordan man finder tilbage til hinanden og undgår slidsomme og tilbagevendende konflikter ved psykolog Frej Prahl noget om. Han arbejder dagligt med par i krise og med inspiration fra emotionsfokuseret parterapi og eksempler, viser han i sin bog, hvordan man kan komme tættere på hinanden igen.    
Udkommer 1. marts 2023. 256 sider, 269,95 kr.  
Hans Petter Hougen: 
117 måder at dø på
 
Gennem et langt liv som retsmediciner har Hans Petter Hougen set lidt af hvert - både indenfor naturlige og mindre naturlige måder at komme af dage på. I denne bog gennemgår han de drabsmetoder, der findes. Hougen bruger eksempler fra sit arbejde på Retsmedicinsk Institut i København og fra sin tid i Miami. Han tager os med ud til findesteds- og gerningstedsundersøgelser og svarer på spørgsmål som: Hvordan finder retsmedicineren frem til en dødsårsag, og kan et drab kamoufleres som ulykke eller naturlige årsager?
Udkommer: 7. marts 2023. 176 sider. 229,95 kr.   
Anne Juel Jørgensen:
Giv dit barn gode pengevaner 

Der er mange yngre mennesker i RKI, fordi det med økonomi kan være svært, når alt er digitaliseret. Derfor er det vigtigt at give børn gode pengevaner fra starten af. Giv dit barn gode pengevaner er baseret på ny forskning og adfærdspsykologi, og Anne Juel Jørgensen kommer med konkrete redskaber til at klæde forældre på til at lære deres børn at blive økonomisk ansvarlige. Børn skal lære, hvad penge er, hvor de kommer fra og bruge dem på det, der giver bedst mening, og man kan starte allerede, når børnene er tre år. Anne arbejder som børne- og unge-chef i Danske Bank.
Udkommer 13. marts 2023. 176 sider, 229,95 kr.  
Tonny Vorm: Monumenter. Cykelsportens fem største klassikere
For første gang på dansk fortælles den samlede historie om "Monumenterne", som cykelsportens mest hæderkronede endagesløb bliver kaldt. Læseren tages med på et ridt hen over bestialske brosten, stejle stigninger og lumske landeveje i løbene: Milano-San Remo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège–Bastogne–Liège og Lombardiet Rundt. Udgivelsen rummer eksklusive interviews med cykelstjerner fra fortid og nutid: Jakob Fuglsang, Jesper Skibby, Brian Holm, Rolf Sørensen, Matti Breschel og internationale topnavne som Fabian Cancellara og Mark Cavendish.  
Udkommer: 22. marts 2023. 336 sider. 299.95 Kr.   
Anette og Celine Sams:
Veganske KÅLhydrater

35 opskrifter på vegansk kost og en guide til at få kostvaner, som giver langtidsholdbare sundhedsgevinster. I Veganske KÅLhydrater fortæller forsker og bestsellerforfatter Anette Sams, hvorfor danskerne med fordel kan droppe kødet og spise flere grøntsager. Vejen til en stærk og sund krop går ifølge Anette Sams og videnskaben gennem at spise masser af uforarbejdede grøntsager, der skaber et stabilt blodsukker, et balanceret immunsystem og et aktivt hormon-system. Anettes datter Celine Sams er blevet veganer, og det har inspireret til bogen, som Celine er medforfatter på. Kokken Morten Fenger står bag opskrifterne. 
Udkommer 20. marts 2023. 250 sider, 269,95 kr.  
Gitte Holtze: Hvad Hærvejen gav mig 
Gitte Holtze tager læseren med på en vandring op gennem Jylland ad Hærvejen, der er Danmarks længste vandrerute på 500 kilometer. Hun gør det for at få en timeout fra en hektisk hverdag og har tidligere brugt det at vandre som vejen til at finde sig selv, bl.a. har hun gået 4000 kilometer fra Mexico til Canada. Her fortæller hun om at gå langsomt gennem lommer af et hengemt Danmark og om tankevækkende møder med fremmede. Om glæden ved det enkle liv i en rygsæk, og tyste nætter alene i den danske natur. Og skridt for skridt mærker hun sig selv mere og mere.
Udkommer 30. marts 2023. 304 sider, 299 kr.  
Jørn Stjerneklar:
Hjertet glemmer ikke, hvad øjet har set 

Jørn Stjerneklar er fotograf, kameramand og journalist og har sammen med sin hustru Helle Maj boet i Afrika i mere end 30 år. Bogen er en personlig beretning fra et modsætningsfyldt kontinent, som rummer konflikter og krig, men også tro og håb for fremtiden. Han fortæller om sit første møde med Afrika, hverdagen i Kenya og Sydafrika, og de voldsomme begivenheder, han har dokumenteret med sit kamera gennem årene. Det er indimellem en rystende fortælling, men hele vejen båret af forfatterens dybe kærlighed til Afrika. Morten Pape har skrevet forord til bogen.       
Udkommer 15. april 2023. 432 sider, 399,95 kr.  
Signe Amtoft: Det ordner sig. Rejsedagbog fra en islandsk sommer
I Det ordner sig rejser radio-/tv-vært og forfatter Signe Amtoft til Island for at undersøge, hvilke sanseindtryk der gemmer sig mellem vulkaner, is og bjerge. Med behovet for at fjerne de hæmninger, hun konstant har lagt på sig selv, beslutter hun sig for med turen at trodse sin usikkerhed og afprøve eget mod. Hun kører landet rundt alene i en sommermåned, og det bliver til en række af intense møder med både sig selv, den rå natur og de folk, der bor i den. Gennem samtaler med alt fra præsidenten til fiskeren og kvinden på gaden lærer Signe Amtoft om forholdet til fisk, får, danskere og Eurovision. 
Udkommer 20. april, 256 sider, 249,95 kroner 
Ulrike Herrmann:
Kapitalismens afslutning

En af årets væsentligste og mest omtalte fagbøger i Tyskland kommer til Danmark. Bogen tager fat på to af tidens mest presserende emner: klimakrisen og økonomi. Ulrike Herrmann er forfatter og finansredaktør, og i bogen forklarer hun, at det er tid til at gribe klimabeskyttelse og kapitalismen an på en helt anden måde, hvis vi vil redde kloden og sikre vores overlevelse. Vi må tage et opgør med kapitalismens fokus på stigende vækst og forstå, at grøn vækst heller ikke er svaret. Bogen er tankevækkende og provokerende, men anviser også en anden vej frem.
Udkommer 1. maj 2023. 352 sider, 329 kr.  
Florence McLean: Ondskabens psykologi - Profiler af seriemordere
I Seriemorder - mennesket bag monsteret fik vi et indblik i en seriemorders sind gennem Florence McLeans unikke researchmateriale, hvor hun havde interviewet 34 seriemordere. Med Ondskabens psykologi - profiler af seriemordere går den danske profileringsekspert Florence McLean endnu mere i dybden med, hvad der skaber en seriemorder og laver en profilanalyse af nye cases. Florence har videreuddannet sig som criminal profiler og både hendes uddannelsesprofil og adgang til seriemorderne er unik set med danske øjne.  
Udkommer 10. maj 2023. 240 sider, 269.95 kroner. 
Lone Theils: Britiske seriemordere  
Lige siden forfatter Lone Theils var en lille pige med lånerkort til skolebiblioteket, har hun været fascineret af true crime og seriemordere. Hvorfor slår folk ihjel igen og igen? Skyldes det ren ondskab? Eller er der andre faktorer på spil? Disse spørgsmål forsøger forfatteren at finde svar på i denne første bog i serien om britiske seriemordere, hvor hun tager fat på nogle af de mest gruopvækkende sager fra Storbritannien. Lone fortæller om The Yorkshire Ripper, der angreb i alt tyve kvinder brutalt, sagen om Ian og Brady Hindley, hvor politiet fandt fem børn myrdet og begravet på en øde hede og historien om Rose og Fred West, der skjulte ligdelene fra mange af deres ofre i deres hus og have. 
Udkommer 1. juni 2023. 256 sider, 99,95 kroner. 
Holger og Katrine Rørby Madsen: Madens Verden – Aftensmad
100 nemme opskrifter på aftensmad fra Madens Verden, der er et af Danmarks største mad-sites med over to millioner brugere om måneden. Holger og Katrine, der står bag sitet, er kendt for at lave klassiske retter, gerne i en lidt grønnere version, men der er plads til både grøntsager, bacon og sauce. I Madens Verden – Aftensmad er der signaturretter som mørbradgryde, fyldt spidskål og frikadeller men også retter med fisk, fjerkræ og grøntsager. Foruden opskrifter er der forslag til madplaner.  
Udkommer 16. januar 2023. 240 sider, 299,95 kroner.   
Louisa Lorang:
Louisas billige favoritter 

Louisa Lorang har været med til at forny det danske hverdagskøkken. Hun har vist os, hvordan det er muligt at få et godt måltid på bordet på relativ kort tid, og hvordan vi får mere grønt i måltiderne. Inspirationen henter hun fra alverdens køkkener, og der er altid smæk på smagen. Her har hun samlet 50 opskrifter på god mad, der ikke sprænger madbudgetterne. Der er simple grønne retter og enkelte med fisk, fjerkræ, okse og svin, gryderetter, supper, bowls. Derudover giver hun en række sparetips til både indkøb, madlavning og energiforbrug.
Udkommer 23. januar 2023. 144 sider, 229,95 kroner.   
Amanda Juul Jensen og Mathilde Munksøe Bentsen:
Nemme og budgetvenlige retter

Mummums madunivers fortsætter med at vokse, og i dag har de to nordjyder over 248.000 følgere på instagram. I deres fjerde kogebog har de samlet retter, der er ekstra nemme og ekstra billige. Opskrifterne er som altid enkle og lavet med råvarer, der kan købes i de fleste dagligvarebutikker. Her er både gode basisopskrifter, de hurtige grønne og retter til flere dage, som kan fryses. Bogen er for både børnefamilier, studerende og andre med stramme madbudgetter og en travl hverdag.  
Udkommer 23. februar 2023. 208 sider, 279,95 kroner. 
Jan Ivar Nykvist:
Sulten. 230 opskrifter og 900 trin-for-trin billeder

Sulten er den store grundkogebog, der er helt uundværlig for alle, der har brug for lidt hjælp i køkkenet. Her finder man 230 opskrifter på alle dagens måltider, og 900 trin-for-trin billeder, der fører en igennem tilberedningen - som man kender det fra måltidskasserne. Bogen kan bruges, hvis man flytter hjemmefra, som opslagsværk eller bare til inspiration. Her er også en guide til de vigtigste grundteknikker indenfor madlavningen, så man hurtigt bliver en mester i køkkenet.
Udkommer 1. april 2023. 482 sider, 299,95 kroner. 
Marie Holm: Kager, du bager igen
Hvem elsker ikke de kager, som med sikkerhed virker? Dem, man altid kan ty til, når man skal forkæle familien i weekenden eller fuldende middagen med noget sødt. Marie Holms kager er netop sådan nogle, man vender tilbage til gang på gang. Her præsenterer hun 40 kager til alle anledninger og i alle sværhedsgrader. Lige fra citronkagen, der nærmest er dessertcreme og soufflékage i ét, over det supernemme bananabread med brunet smør og valnødder, til den smukke franske citrontærte, der engang resulterede i, at Marie fik et ægteskabstilbud fra Master Fatman. Og så selvfølgelig den blødende chokoladekage med havsalt, der kan redde alle middage – ja, alle dage, 
Udkommer 16. maj 2023. 200 sider, 229,95 kroner. 
Pressemateriale, forsidefotos og forfatterfotos på presse.lindhardtogringhof.dk
Bestilling af eksemplar med henblik på anmeldelse sendes til e-mail: presse@lindhardtogringhof.dk






This email was sent to <<[email]>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Lindhardt og Ringhof · Vognmagergade 11, 4. sal · København 1148 · Denmark