I VINDERVILJE fortæller Viktor Axelsen åbent og ærligt om utraditionelle metoder, markante holdninger og opsigtvækkende valg.
Verdens bedste badmintonspiller gør op med alt, hvad der hedder plejer. Han er drevet af en unik mentalitet og søger konstant sportslig og personlig udvikling. Viktor Axelsen er samtidig en stjerne og ener, der brænder for at motivere andre. I denne bog dykker han ned i sin karrieres højdepunkter, men også udfordringer og svære perioder på sin vej mod succes. Med udgangspunkt i egne erfaringer vil han inspirere dig til at jagte dit fulde potentiale — om det så gælder sport, arbejde, uddannelse eller andre aspekter af livet.
”Da jeg forlod Odense Idrætshal, fuldstændig smadret i kroppen, vidste jeg, at jeg havde taget et stort skridt videre mod min altoverskyggende ambition: at blive den bedste udgave af mig selv. Jeg vidste også, at jeg ikke var i mål, at personlig udvikling aldrig stopper. Og jeg smilede ved tanken.
Det havde været en dejlig søndag og en af mine største sejre, selvom turneringen ikke hører til de mest prestigefyldte i verden. Men jeg havde personligt haft meget på spil. Og så på min gamle hjemmebane. Jeg sagde farvel og tak til Odense for denne gang, nu skulle jeg videre ud i verden igen og blive endnu bedre.” Uddrag fra bogen.
|