Copy
Nyhedsbrev fra SF i Europa-Parlamentet 14. november 2022

For første gang nogensinde: European Green Party Congress i København

Fra 2.-4. december er SF for første gang nogensinde vært for European Green party Congress som kommer til København. Og du kan komme med.
 
Det bliver en spændende weekend hvor vores grønne, europæiske politiske familie skal mødes i Øksnehallen, og vi forventer 1000 deltagere fra hele Europa. Vi skal blandt andet diskutere politik, høre spændende debatter og oplæg fra eksperter og grønne ministre fra hele Europa om alt fra klimapolitik til hvordan vi som grønne partier får mere indflydelse på lovgivning. Kira og Margrete har egne programpunkter om klima, ungeinddragelse og skat.
 
Vil du med? Hvis du er medlem af SF, kan du få en billet til en særpris på 60 euro for en hel weekend inkl. forplejning eller 35 euro for en enkelt dag. Man skal selv sørge for transport og overnatning.
 
Læs mere og find program her og tilmeld dig via dette link for at få det til SF’s særpris.

Små sejre lyser op i klimamørket

Midt i sidste uge var Margrete med til at afslutte forhandlingerne om ’byrdefordelingsloven’.
 
Loven, der er en del af ’Fit for 55’, sætter bindende, nationale reduktionsmål inden for transport, bygninger, landbrug, affald og småindustri (omkring 60% af EU’s udledninger). Desværre kæmpede Rådet (regeringerne) voldsomt imod Parlamentets ønske om at matche Paris-aftalen, og vi endte med en alt for langsom reduktion af udledningerne frem mod 2030.
 
Vi fik dog sikret små forbedringer af Kommissionens forslag, og vi undgik at regeringerne udvandede det endnu mere. Desuden fik vi mere gennemsigtighed ind og sanktioner hvis landene ikke lever op til deres forpligtelser. Altså væsentligt bedre end hvis vi ikke havde været med ved forhandlingsbordet.
 
Du kan læse Parlamentets pressemeddelelse her og Margretes reaktion her.

Her er De Grønnes bud på et grønt og fair skattesystem i Europa

I sidste uge afholdt De Grønne en stor skattekonference. Dagen var spækket med konstruktive diskussioner om hvordan vi lukker hullerne i vores skattesystem og sikrer fair omfordeling.
 
På konferencen præsenterede Kira De Grønnes nye skatteudspil. Det indeholder fem søjler med forslag til hvordan vi skaber en grøn og retfærdig økonomi:

  1. Bedre og mere effektive beslutningsprocesser på skatteområdet i EU.
  2. Bekæmpelse af skattely og aggressiv skatteunddragelse.
  3. De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs - det gør de ikke i dag, tværtimod.
  4. Multinationale virksomheder skal bidrage med deres del.
  5. Grøn skat til grøn omstilling.

Læs hele De Grønnes skattefix her.

EU-Kommissionen spiller ud med nye gælds-regler

Da coronakrisen hærgede i 2020, blev det besluttet at parkere EU's finanspolitiske regler der blandt andet regulerer hvor stor gæld og underskud på de offentlige finanser de enkelte medlemslande må køre med. Overalt i EU betød omfattende nedlukninger nemlig at der var brug for store hjælpepakker til erhvervslivet, og det fik den offentlige gæld til at eksplodere i mange lande og umuliggjorde at reglerne kunne overholdes.
 
Efter at budgetreglerne nu nogle år har været på standby, ønsker EU-Kommissionen en grundig diskussion af om reglerne er gode nok. De lægger op til at de bliver mindre rigide samtidig med at de overordnede mål om maksimalt tre procents offentligt underskud og en gældsgrænse på 60 procent af BNP består.
 
Til gengæld ønsker Kommissionen en bedre håndhævelse af reglerne. Vi forventer at Kommissionen følger op med et egentligt lovforslag om sagen i foråret 2023, og der er statsgaranti for en ophedet økonomisk-politisk debat mellem landene til den tid. 

Ugens tweet

Hvis du vil følge med i Margrete og Kiras arbejde i Europa-Parlamentet, så tilmeld dig nyhedsbrevet her:
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Margretes Facebook
Margretes Twitter
Margretes hjemmeside
Copyright © 2022 SF - Socialistisk Folkeparti, All rights reserved.