Copy

11. november 2022

Dramaer fra provinsen

Der var engang, hvor provinsen på film var landlig idyl med solskin, grønne marker og fuglekvidder – f.eks. med Morten Korch bag roret. Sådan er det ikke mere. Provinsen bliver i dag brugt til at fortælle autentiske historier om forskellige mennesker, men også til de mere excentriske historier, som bevæger sig helt ud på randen af samfundet, hvor civilisationen virker lidt fjern. I denne uge har vi på Filmstriben samlet et udvalg af stærke dramaer fra provinsen.

’Miss Viborg’ danner et socialt boligbyggeri i den jyske provinsby Viborg rammen for et feelgood-drama om tre menneskeskæbner, som ikke hyppigt optræder i dansk film. "Det er det her Danmark, jeg kender" har instruktør Kasper Rune Larsen sagt om titlen på filmen ’Danmark’, som fungerer som en personlig fortælling, hvor provinsbyen blot er baggrunden for historien om ungkarlen Norge.  

Autenticitet skal man ikke forvente i Ole Bornedals balstyriske ’Fri os fra det onde’, der godt nok er rodfæstet i den jyske muld, men ellers er fuld af grotesk karikerede personer. Provinsen bliver et helt symbolunivers for fortællingen om det gode og det onde. 

Find ugens nye film på Filmstriben nederst i nyhedsbrevet.

God fornøjelse,
Filmredaktionen

Miss Viborg - NY PÅ FILMSTRIBEN
Spillefilm, 1t 35 min., komedie, drama. Danmark, Argentina, 2021. Instruktion: Marianne Blicher

Rørende komedie. I en jysk provinsby er der tilsyneladende intet nyt under solen. Førtidspensionisten og tidligere skønhedsdronning, Solvej, lever helt isoleret med vante rutiner og dyrkning af gamle knuste drømme. På sin pensionistknallert tøffer hun rundt med hunden, Poul Reichhardt, og supplerer førtidspensionen med salg af sine receptpligtige piller i lokalområdet. Naboens datter, den rodløse og grænsesøgende, 17-årige Kate, aner ikke hvad hun skal stille op med sig selv og sit liv, og i et anfald af kedsomhed bryder hun ind i nabolejligheden, men overraskes af Solvej. Nu begynder et spil om hvem, der snyder hvem, men der opstår også et uventet venskab. Måske har livet mere at byde på for begge, hvis de bare tør.



Danmark
Spillefilm, 1t 30 min., drama. For unge. Danmark, 2017. Instruktion: Kasper Rune Larsen

18-årige Norge er en vaskeægte dagdriver, hvis hverdag går med at drikke øl, feste og skate, mens han tjener lidt penge som handicaphjælper. Da 16-årige Josephine møder op på hans dørtrin og fortæller, at hun er blevet gravid bliver der rusket op i Norges tilværelse som ungkarl.



Fri os fra det onde
Spillefilm, 1t 33 min., thriller. Danmark, 2009. Instruktion: Ole Bornedal

Den succesfulde Johannes flytter til barndomshjemmet i Vestjylland. Han tager sig af den bosniske flygtning Alain, men da Johannes' fordrukne bror Lars kører en dame ihjel og giver Alain skylden, starter byen et hævntogt mod Alain og Johannes' familie.

For Ole Bornedal er filmen en tilbagevenden til sine jyske rødder med en fortælling om det gode og det onde, men også om forbrydelse og straf, kærlighed og had – kort sagt: En fortælling om de store ting i livet.



Find flere dramaer fra provinsen på listen her

Ugens aktuelle film
For 100 år siden modtog Niels Bohr Nobelprisen i fysik for sin forskning i atomernes struktur og deres stråling. Det var første gang, at den nye kvantefysik blev vægtet af Nobelkomitéen, som indtil da havde lagt vægt på klassisk og anvendt fysik. 

På Filmstriben kan du se dokumentarfilmen ’Den forunderlige kvanteverden’, som fortæller historien om, hvordan den skøre kvantefysik i dag er ved at blive forvandlet til praktisk virkelighed. 

Du kan også besøge hjemmesiden Danmark på Film, hvor der ligger et tema, som favner hele Niels Bohrs liv med regulære portrætfilm, små reportager og nogle lidt skramlede private optagelser. Se temaet Niels Bohr på film

Den forunderlige kvanteverden

Dokumentar, 46 min. Danmark, 2013. Instruktion: Lars Becker-Larsen

I disse år udvikles en ny type computere, kaldet kvantecomputere. Et forskningssamarbejde over hele verden vil fuldstændig revolutionere den globale informationsteknologi ved at udnytte den gådefulde kvantefysik. Men egentlig udspringer fremtidens computere af en legendarisk dialog mellem Bohr og Einstein om kvantefysikkens verdensbillede, som tog sin begyndelse en dag i 1920. Disse to spor - udviklingen af supercomputere gennem forskning af kvantefysik og Einstein og Bohrs diskussioner om kvantefysik, binder denne film sammen, så vi forstår at inden længe vil verden igen forandre sig radikalt.


Nye film på Filmstriben

10 billion mouths

Dokumentar, 1t 44 min. Danmark, 2022. Instruktion: Mona Birch Torbensen

Vores fødevaresystem er ansvarlig for op mod 80 procent af verdens tab af biodiversitet og en tredjedel af alle CO2-udledninger. Samtidig er 800 mio. mennesker underernærede og 2 mia. overvægtige. Her møder vi dem, der tager fat på løsningerne. Hvordan mætter vi 10 milliarder munde uden at ødelægge planeten?



Ao - den sidste neandertaler

Spillefilm, 1t 21 min., drama, kærlighed. Frankrig, 2011. Instruktion: Jacques Malaterre

Neandertalmanden Ao levede for 30.000 år siden, med sin klan i det nordlige Sibirien. En gruppe homo sapiens myrder hans familie, mens han er på jagt. For ikke længere at være alene, begiver han sig på vej mod det sydlige Europa, for at finde sin forsvundne tvillingebror. Undervejs bliver han taget til fange af en klan af homo sapiens. Her møder han kvinden Aki.



Cherkasy

Spillefilm, 1t 30 min., drama. Ukraine, 2019. Instruktion: Tymur Yashchenko

I februar 2014 har russiske tropper indledt besættelsen af Krimhalvøen. De ukrainske fartøjer er blokerede og kan ikke gribe ind, og skib efter skib kapitulerer til det russiske militær. Men ikke Cherkasy, minerydderen, hvis besætning vil gøre modstand til sidste blodsdråbe.



Hændelsen

Spillefilm, 1t 36 min., drama. Frankrig, 2021. Instruktion: Audrey Diwan

Filmen fortæller den rystende historie om den unge studerende Anne, som bliver gravid i 1960’ernes konservative Frankrig, hvor et barn betyder udelukkelse fra uddannelsen og hvor abort er ulovligt. At fortælle sine forældre om graviditeten er utænkeligt, men Anne har heller ikke noget ønske om at få et barn. Hun har livet for sig.

“Hændelsen” er baseret på den franske stjerneforfatter Annie Ernauxs roman af samme navn. En roman, der af Financial Times er blevet omtalt som ”et oprørende, dybt relevant værk – såvel kunstnerisk som menneskeligt. Burde være obligatorisk læsning.”

Filmen vandt den prestigefyldte hovedpris, Guldløven, under Venedig Film Festivalen, da juryen, anført af Parasite-instruktøren Bong Joon-ho, enstemmigt overrakte den eftertragtede statuette til filmens instruktør, Audrey Diwan.



Julemand & Co.

Spillefilm, 1t 41 min., drama. For større børn. Frankrig, 2017. Instruktion: Alain Chabat

Juleaften er lige rundt om hjørnet og absolut INTET går efter planen. De 92.000 nisser i julemandens værksted er alle besvimet grundet en AKUT mangel på C-vitamin. Det går selvfølgelig slet, slet ikke, og julemanden er tvunget til at klargøre kanen og flyve til jorden for at finde en kur. Det er dog nemmere sagt end gjort, og det står hurtigt klart for julemanden, at han bliver nødt til at finde nogle allierede på jorden, hvis han skal gøre sig nogen som helst forhåbninger om at redde julen! Et hæsblæsende og underholdende juleeventyr for hele familien.



Sangbogen og de røde sko

Dokumentar, 58 min. Danmark, 2010. Instruktion: Katia Forbert Petersen

Blot 6 uger før 2. Verdenskrig sluttede, blev den Franske Skole Jeanne D’Arc og det nærliggende kvarter fejlagtigt sønderbombet under RAF’s angreb på Shellhuset. Filmen er en beretning om, hvordan storpolitik uventet griber ind i almindelige menneskers liv og påvirker dem for altid. Filmen indeholder enestående arkivmateriale, som det engelske RAF filmede fra luften med kameraer monteret på deres angribende fly samt private optagelser, som aldrig er blevet vist før.



Skandalen i Milano

Spillefilm, 1t, 32 min., drama. Italien, 1968. Instruktion: Pier Paolo Pasolini

En mystisk fremmed besøger en velbjærget familie og forfører dem en efter en. Moderen, faderen, datteren, sønnen og selv hushjælpen, alle falder for ham. Og ingen af dem kan leve videre som før, da han er taget af sted. Hvem var denne anderledes mand?



The dreamers

Spillefilm, 1t, 50 min. Storbritannien, 2003. Instruktion: Bernardo Bertolucci

Den 20-årige amerikaner Matthew er i 1968 i Paris, hvor han møder de jævnaldrende tvillinger Theo og Isabelle, hvis incestuøse drømmeverden han bliver en del af, mens virkelighedens gadekampe udspiller sig.



Who killed the KLF?

Dokumentar, 1t, 28 min., musik. Storbritannien, 2021. Instruktion: Chris Atkins

The KLF indtog den britiske klubscene med storm. Fra 1987 til 1992 udgav den dynamiske duo et væld af albums og hitsingler, så hvorfor styrtede projektet sammen, og hvad er der sket siden? Dokumentaren handler om den usandsynlige fortælling om en milepæl inden for elektronisk dansemusik i sin skildring af to visionære kunstneres fremgang og fald.



X

Spillefilm, 1t, 46 min., gyserfilm. USA, 2022. Instruktion: Ti West

Et ungt filmhold ankommer til en afsondret farm i Texas for at optage en pornofilm. Det ældre og underlige ægtepar, som er deres værter, fatter en helt særlig interesse for de unge gæster. Og imens natten falder på, begynder en kamp om liv og død.


Persondata

Du modtager denne mail, fordi du er tilmeldt som modtager af nyhedsbrevet 'Nyt fra Filmstriben' fra DBC.

Klik på "Opdatér profil" nedenfor for at se, hvilke data vi har registreret om dig. Vi benytter alene dine data til at sende dig nyheder om Filmstriben. Du kan til enhver tid afmelde dig, hvorefter vi sletter dine data. 

 
Andre nyhedsmails om DBC's produkter:
|Nyt fra Forfatterweb| |Nyt fra Faktalink|


DBC på sociale medier

Følg Filmstriben
Ikon til Filmstribens Facebook side Facebook   Instagram   Twitter
Del nyhedsbrevet
 
Synes du godt om nyhedsbrevet?
Like Dramaer fra provinsen on Facebook
Arkiv over udsendte nyheder
www.dbc.dk







This email was sent to <<Mailadresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Filmstriben / DBC · Tempovej 7-11 · 2750 DK · Denmark