Copy
Tredje søndag i advent 2022

Nyheds- og adventsmail for store og små!

I denne mail har vi følgende til jer: 
  • Andagt: 'Fri fra bedømmelse og fordømmelse'  - v. Stefan M. Jensen
  • ELM-Kids - tredje søndag i advent - for børn - v. Solveig Kirkegaard
    • Aktivitet: Lav engle!  
  • 'Giv det videre' - økonomi-nyt - v. Hanne N. Cramer
  • Det årlige LUU-møde - i ELU på landsplan
  • Bibelcamping 2023 på Bækkely, Bornholm - det er tid for ferieplanlægning 2023!
  • Glimt fra de ansattes teamdage på Bornholm - 5. til 7. december - med Frederik Berggren Smidt, ELMs nye landsleder, ved bordenden

Andagt: Fri fra bedømmelse og fordømmelse
Paulus har nogle vigtige ord til os, som venter på Jesus. Det er jo trods alt det, advent betyder: Herrens komme. Paulus skriver sådan her til korinterne: "Fæld derfor ikke dom før tiden, før Herren kommer! Han skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil. Og da skal enhver få sin ros fra Gud. 1 Kor 4,5. 
      Skriften fortæller os i dag, at Herren, Jesus Kristus skal komme. Vi skal derfor hverken dømme om folk er indenfor eller udenfor frelsen. Det er en sag mellem hver enkelt og Gud. Der er stadigvæk tid til omvendelse fra mørket til lyset. Omvendelsen sker ved, at Jesus får lov til at bringe vores liv frem i lyset. Netop det mørke, som vi skammer os over. Vores utilstrækkelighed, vores fejl og mangler. Midt i alt det, får vi lov til at se væk fra os selv - hen på Jesus. Må Jesus være vores pris og vores ros nu og i al evighed.
Stefan M. Jensen, Ungdomskonsulent i ELM
ELM Kids - tredje søndag i advent
- hvis du ikke selv kan læse, så få mor eller far til at læse op for dig!

Intro
: Lyt til julebørnesangen J-U-L her, og læg i dag mærke til, at de synger om fred.

På søndag er det 3.søndag i advent, og tænk på - på søndag, at der nu kun er 13 dage til Juleaften. Måske har I fået pyntet lidt til jul? Jeg synes, der findes så meget fint julepynt. Ét af de stykker julepynt, som jeg særligt holder af, er englen. Hvis vi læser i vores bibel, så møder vi faktisk engle mange steder, og julenat sendte Gud en helt hær af engle ud fra himlen over stalden i Betlehem. Englene lyste op på himlen med et skarpt lys, mens de lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud”. Engle var og er Guds sendebud og symboliserer renhed. Englene sang julenat, da Jesus, verdens frelser blev født. De gav en sand og klar julehilsen til os.

Glædelig 3.søndag i advent.
Solveig Kirkegaard, ELM-koordinator

 
Lav engle!

Du skal bruge:  Bøjelig tynd bonsaitråd eller metaltråd. Evt. perler.

Beskrivelse: Begynd med at lave en kort ende “ved halsen” på englen. Form englens hoved om pegefinger og langfingeren 3 eller 5 gange med selve tråden (ikke “enden”). Brug “enden”, når hovedet er dannet, og kør den en gang om for at låse. Fortsæt med at lave kroppen ved at lægge tråden om de 4 fingre (se billedet nedenfor) 3 eller 5 gange og afslut ved halsen. Lav højre vinge ved at placere pegefinger og langfingeren først til højre for halsen og kør tråden rundt 3 eller 5 gange. Afslut med at låse omgangen ved halsen. Lav tilsvarende venstre vinge. Lad til sidst tråden gå op til issen, og lav en lille løkke til ophæng. Afslut tråden. Træk trådene ud - så det giver lidt “fylde” i englen. Tilføj evt. perler undervejs.
Solveig Kirkegaard, koordinator i ELM
'Giv det videre'
- Økonomi-nyt - af Hanne N. Cramer, informations- og økonomimedarbejder i ELM

Giv det videre, fordi Gud har befalet os at gøre det; – også at forvalte de materielle goder på denne jord.

I Grafen nedenfor kan du se, hvor mange gaver, som vi har fået pr. 7. december 2022, og hvor langt vi er nået i forhold til ELMs budgetterede tal for hele 2022. Tak for enhver gave.

 
Det årlige LUU-møde - i ELU
Seks unge mennesker/ELU'ere var lørdag den 27. november 2022 samlet i Blågårdsgade 40 (København!) og én var med online fra Tange ELU. Vi afholdt den årlige LUU-samling for ungdomsledere i ELU Danmark. LUU står for 'Landsung-domsudvalget' i ELU. Det var kanon godt at være sammen, hvor vi i fællesskab kunne inspirere hinanden til at løfte de lokale ELU-fællesskaber til nye højder! Tak om I vil bede for alle de unge mennesker i ELU.
 
Isak R. Jespersen, Ungdomskonsulent i ELU
Bibelcamping 2023 på Bækkely, Bornholm
- det er tid for ferieplanlægning 2023!

Vi er i ELM endnu ikke i gang med fysisk at rejse Bibelcampingteltet på Bækkely. Det er vist lidt for tidligt, men vi er i fuld gang med at planlægge bibelcampingdagene. Programmet er ved at tage form, og vi glæder os meget!

Det er snart tid for at planlægge ferien i sommeren 2023! Vi håber, at rigtig mange vil finde vej til Bækkely og ELMs bibelcamping i dagene fra torsdag den 13. juli til lørdag den 22. juli 2023. Som de fleste af jer ved, så kan man medbringe campingvogne og telte og slå sig ned på pladsen - eller det er muligt at leje et værelse på Bækkely til billige penge, hvis man lige har brug for lidt mere komfort! 
 
Frank Risbjerg Kristensen, ELM-konsulent
Glimt fra de ansattes teamdage på Bornholm - 5. til 7. december 2022
- med Frederik Berggren Smidt, ELMs nye landsleder, ved bordenden!
ELMs ansatte har i dagene fra den 5. til den 7. december afholdt ELM-teamdage på Bækkely, Bornholm. Frederik Berggren Smidt tiltrådte som ELMs landsleder 1. december, og på team-dagene fik han rig lejlighed til at lære hele ELM-staben lidt bedre at kende. Hanne Nørregaard Cramer er også helt ny i flokken, og Søs Kjøller er nyligt kommet tilbage efter en længere barselsperiode. Det var derfor oplagt at arbejde med teambuilding og det at lære hinanden at kende på kryds og tværs i medarbejderflokken i disse dage. Dagene blev brugt intenst på samarbejdsdrøftelser, planlægning, livs- og troshistorie-fortælling og udvikling på konkrete opgaver. Teamet havde bl.a. besøg af Lars Neve, Århus, som ledte flokken igennem gode teambuildingsprocesser. 

Øverste billede: Hele ELM-teamet - samlet i Bækkelys gårdhave
Nederste billede til venstre: Teambuildingsarbejde
Nederste billede til højre: Hele flokken - med underviserer, Lars Neve, til venstre i billedet.

 
Frank Risbjerg Kristensen, ELM-konsulent
Facebook
Twitter
Link
Website
Copyright © 2022 Evangelisk Luthersk Mission, All rights reserved.


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list.

Email Marketing Powered by Mailchimp