Copy

December 2022

Kommende turneringer

17.12. Juledoubles i Hampen - Ny i kalenderen
27.12. Copenhagen Christmas Tournament 2022
29.12 19. Svendborg Juleturnering


2023
1.1. Nytårsgammon i Ringe - Ny i kalenderen
10./12.2. Munkebjerg 2023
6./9.4. Nordic Open

Hvem skal indstilles til hædersprisen 2022?

Af Pernille Rosendal

Hvem har gjort sig fortjent til en ekstra anerkendelse? Hvem har arrangeret en særlig god turnering, gjort noget ekstra for at skaffe nye medlemmer, har smittet os alle med store smil og godt humør eller måske har formidlet sporten på en positiv måde?

Kort sagt, hvem har gjort noget ekstraordinært for dansk backgammon det seneste år? Hvem indstiller du? Skriv navn og begrundelse til info@dbgf.dk senest d.30.1.2023.

Tak for denne gang

Af Taus Bøytler

Øverst fra venstre: Taus Bøytler (ansvarshavende redaktør)
og Maria Bonke (korrektur). Nederst fra venstre: Sally Larsen (oversættelse)
og Lene Espersen (layout og grafik)
Fotos: Per Gudmann, Cecilie Bonke,
Annamaria Anhalt , Louise Jørgensen
Alting har en ende. Således også nærværende nyhedsbrev. Det har været en stor ære og fornøjelse af være ansvarshavende redaktør på nyhedsbrevet siden den spæde start i september 2015. Men nu er det slut. Dette nyhedsbrev er det sidste. I hvert fald med den nuværende redaktion.

Jeg vil godt endnu engang benytte lejligheden for at takke nyhedsbrevets redaktion, der består af Lene Espersen, Maria Bonke og Sally Larsen. Uden jer var der intet nyhedsbrev. Så tak for indsatsen!

Hvis du, kære læser, mangler læsestof, så læs endelig videre.

Der er tidligere lagt en kæmpe indsats i at digitalisere de fysiske Gammon-blade, der udkom i perioden 1989 - 2013. 

Se mere her: Gammon 1989 - 2013.

Og alle tidligere udgaver af nyhedsbrevet er selvfølgelig også tilgængelige.

Se mere her: Nyhedsbrevet 2015 - 2022.

Timevis af læsestof.

Tilbage er der kun at sige: Tak fordi I læste med.

Laila Leonhardt vinder DM 2022

Af Taus Bøytler

Laila Leonhardt var bagud 6-9 (17) i DM-finalen mod Taus Bøytler, men endte med at vinde 17-12
Fotos: Mette Nørgaard Poulsen og  Michael Krakus
Danmark har fået en ny individuel Danmarksmester i backgammon. Årets mesterskab blev vundet af Laila Leonhardt, der i finalen besejrede nyhedsbrevets afgående redaktør, nærværende pen, Taus Bøytler.

Odense Golfklub udgjorde en fantastisk ramme for årets Danmarksmesterskab. 57 spillere var klar til start for at kæmpe om titlen i weekenden 19./20. november, hvor slagets gang blev styret på glimrende vis af Rikke Kragh med assistance fra Mette Nørgaard Poulsen.

Nyhedsbrevet har talt med den nye Danmarksmester.

Hvad er det bedste ved at vinde Danmarksmesterskabet i backgammon 2022?

Laila: "Siden jeg blev medlem af DBgF tilbage i 1989, har titlen som Danmarksmester altid stået som en sagnomspunden præstation.

Dette var mit første DM siden 1996, og det føltes som et stor varm 'velkommen tilbage til DBgF', og titlen ja, den føles stadig lidt uvirkelig, men så skuer jeg den store pokal på klaveret og smiler. Wow!
"

Hvordan oplevede du den spændende finalekamp?

Laila: "Jeg tror den kamp hører til en af de mest hyggelige finaler, jeg nogensinde har spillet, men den var også spændende med rigtige gys og suk!"

Hvad synes du om Odense Golfklub som spillested?
 
Laila: "Det var nogle fine lokaler, og klubbens restaurant vartede os godt op hele weekenden. Gratis kaffe, store bufféer til frokost og middag og stadig åben indtil spillet var slut for dagen.

Og så fik man en dejlig udsigt til golfbanen med fra backgammon spillet.
"


Laila Leonhardt fik hele to pokaler efter at have vundet Danmarksmesterskabet 2022. Guldpokalen er dog en vandrepokal, der hvert år skal gives videre til den nye mester

Rygterne siger, at du bor i Sverige. Hvad får du tiden til at gå med der?

Laila: "Ja, jeg har slået rødder i den svenske, hvor jeg fra forår til efterår dyrker vores egen mad og tager mig af vores ni tønder land på min en lille traktor.

Jeg har mange grøntsagsbede, flere drivhuse og omkring 50 forskellige roser, så det bliver til en del jord under neglene.

Om vinteren hygger jeg mig med at spille backgammon på Heroes, forskellige brætspil med vennerne og maler en masse 1x1 meter malerier, som hænger i alle rum i vores hus.
"

Hvordan vil du beskrive dig selv som backgammonspiller?

Laila: "Jeg har det allerbedst, hvis brikkerne ligger hulter til bulter med ingen referencepositioner og en ny og spændende position på vej.

Backgammon skal spilles for at vindes. Jeg er stor modstander af BMAB-konceptet, hvor simpelt spil bliver belønnet, og det ikke betyder noget, om man vinder eller taber.

Vi forguder jo alle XG, men der skal være plads til at eksperimentere med bagspil, selvom XG ikke altid kan følge med, og plads til at 'spille' modstanderen og ikke robotten.

Et simpelt eksempel er folk som dobler ved første rul, når modstander har et 'frit take' præcis som XG gør:
Det er at gå ud fra at din mostander er lige så dygtig som XG og ikke vil begå en fejl, når han bliver doblet senere.

XG er et fantastik værktøj, og det bedste vi har i backgammon indtil videre. Det er uden tvivl takket være, at jeg anskaffede mig XG tilbage i 2017, da jeg kom tilbage til turnerings backgammon efter en 13 års pause, at jeg havde en chance til at vinde DM-titlen i år.
"

Laila Leonhardt gik ubesejret gennem turneringen med otte sejre i otte kampe:

Gitte Andersen havde en fantastisk oplevelse til DM 2022

Af Taus Bøytler


Gitte Andersen var langt foran mod landsholdsspilleren Freddie Noer i tredje runde, men endte alligevel med at tabe kampen

Foto: Rikke Kragh
Med en rating på 965,85 var Gitte Andersen fra Silkeborg BgK seedet 56 ud af 57 til Danmarksmesterskabet 2022. Hun vidste derfor på forhånd, at hun ville møde super skrappe modstandere.

Gitte Andersen leverede en indsats ud over, hvad man kunne forvente. På nyhedsbrevets redaktion er der udbredt enighed om, at Gitte er ualmindelig sej.

Men hvordan ser hun selv tilbage på sin deltagelse i DM 2022? Det kan du, kære læser, læse mere om i dette eksklusive interview.

Hvilke overvejelser havde du, før du besluttede at betale 800 kr. for at deltage i en turnering, hvor du i hvert fald på papiret var chanceløs?

Gitte: ”Jeg havde faktisk mange overvejelser. Jeg har spillet i Silkeborg Backgammonklub siden oktober 2021. Jeg er meget fascineret af spillet og vil gerne være dygtig til det, men med kun 1 års erfaring, synes jeg ikke helt, jeg var dygtig nok til DM.

Jeg ville gerne spille og have konkurrenceerfaring, men 800 kr. for klø, var jo også en slat. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville til Odense og være tilskuer. Min kæreste, Kenneth Olesen, skulle spille, og han var seedet 4’er.

Så en dag med backgammon på toplan ville jeg ikke gå glip af, men var meget i tvivl om min egen deltagelse. Jeg snakkede en del med Kenneth om det, og ja han var enig i, at jeg nok ville få klø! MEN… da jeg var så lavt seedet, ville det være klø af de allerbedste. For mig blev det afgørende!

At være garanteret at møde to topspillere og få erfaring og læring fra de kampe var for fristende. Målet for mit DM blev derfor at spille pænt, dvs. under min gns. Pr, som lige nu er 12,3, i begge kampe. Så jeg tog mit optagerudstyr og bræt under armen og tog til Odense.


Med en rating før turneringsstart på 976,08 var du seedet 56 ud af 57. Derfor skulle du i første runde spille mod den topseedet Michael "Mik" Larsen, som du endte med at besejre. Hvordan oplevede du den kamp?

Gitte: ”Det var en rigtig god kamp. Michael var rigtig hyggelig at spille mod, og efter kampen var det tid til at nørde lidt i positioner.

Jeg følte jeg havde nogle gode beslutninger og jeg kunne genkende de positioner jeg fik. Og at jeg vandt, det var vildt. Allerede i den første kamp var mit mål for DM opfyldt.

Næste mål er at nå Michaels PR. Han spillede pr 1,7. Så der går nok lige et par år før jeg når det.



Der skal være plads til et smil. Således også her - til Swedish Open

I anden runde slog du Steen Pawlik Mikkelsen, inden du i de efterfølgende runder tabte til først Freddie Noer og derefter Michael Nielsen. Hvordan var det for dig at spille mod fire så stærke spillere?

Gitte: ”Alle mine modstandere havde +1250 i rating. Og de spillede alle sammen med en PR der levede op til deres seedning. Jeg lærte virkelig meget!

I min anden kamp mod Steen, var jeg lidt mere udfordret med beslutninger og cuber, men terningerne var med mig til sidst. Både mod Michael og Steen spillede jeg med en PR jeg selv er stolt af, så for mig var det en kæmpe succes allerede.

Min 3. runde blev mod Freddie Noer. Jeg fik gamblet en 4cube ind (927 fejl mente xg) og vandt gammon. Det betød jo så, at der lige pludselig stod 8-1, cf. Det er jeg overhovedet ikke vant til, så blev helt perpleks og starstruck, og endte med at tabe.

Ved min sidste kamp mod Michael Nielsen var min hjerne helt brugt, og jeg fik rodet mig ud i et par partier, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle spille.

Jeg kunne godt se, at det jeg flyttede, ikke var rigtig, men anede ikke hvad der skulle ændres. Den kamp gav mig en position, som nu hedder ”fisk,” og den skal vist lige spilles igennem et par gange i XG. Heldigvis spiller Michael Nielsen også i Silkeborg, så han står på min revancheliste.


Sådan gik det Gitte Andersen til DM:


Der er ofte mange tilskuere, når en underdog er ved at levere en stor overraskelse. Således også til dine kampe. Blev du nervøs over, at der var så mange, der kiggede med, mens du spillede?

Gitte: ”Nej, jeg lagde dårligt mærke til det. Folk er meget søde til bare at kigge, og det gør jeg også selv, så det var ikke noget der påvirkede mig. Derimod blev Steen Pawlik spurgt, om det var ok, at han skulle streames og han svarede bare ”jaja det er fint”.

Jeg troede et kort sekund, at det var vores kamp, og det var jeg ikke klar til. Jeg var heldigvis ikke kandidat til streaming, og det er godt.

Jeg transskriberer, og har lagt mine kampe fra DM ud på min profil, men det er ikke helt det samme som at gå ”live” med mine blunders. Jeg tror helt klart, at streaming vil gøre mig nervøs, men at folk står omkring mig ”live” gør ikke noget.


Hvad er den vigtigste erfaring, du har taget med dig fra DM 2022?

Gitte: ”Jeg havde en helt fantastisk oplevelse, som klart har givet mig en endnu større motivation for at forbedre mit spil. Det går især udover Kenneth, og han synes allerede jeg stillede mange spørgsmål før DM…..

Jeg har fået uvurderlig konkurrence erfaring og fået en masse helt lavpraktisk spiltekniske øvelser med hjem. Jeg havde en rigtig god oplevelse, og det skyldes jo især mine modstandere, som efter kampen nørdede positioner og cuber, uanset resultatet af kampen. Så tak til jer!

Vi ses, om ikke før, så til DM næste år. Jeg satser dog på, at jeg har en lidt højere seedning til den tid.

Koral Levy: "Stemningen til finalekampen var intens"

Af Taus Bøytler

Koral Levy er begyndt at spille backgammon i Odense og havde en god oplevelse, da hun kiggede forbi til DM-finalen
Fotos: Michael Greholm
Under finalekampen til Danmarksmesterskabet 2022 skete der noget ganske usædvanligt: Der dukkede en tilskuer op, der ikke selv havde deltaget i turneringen. Altså en person, der kom udefra udelukkende med det formål at overvære finalen. Wauw, blev det sagt!

Lidt research viste dog, at den fremmødte person, Koral Levy, 12 dage før DM-finalen spillede sin første officielle DBgG-match i Storm Pakhus i Odense. Backgammon var altså ikke helt fremmed for hende, og da hun fandt ud af, at Danmarksmesterskabet skulle afvikles i netop Odense, var hun ikke i tvivl om, at hun ville kigge forbi.

Nyhedsbrevet har talt med Koral Levy om hendes oplevelse af at kigge forbi til DM-finalen samt hendes første indtryk af DBgF.

Hvordan fandt du på at kigge forbi som tilskuer til de afgørende kampe til DM i backgammon 2022?

Koral: "Jeg kiggede forbi til DM, fordi jeg gerne ville lære noget nyt og opleve stemningen. Jeg fik at vide nede i min klub, at jeg ville kunne lære rigtig meget ved at observere spillerne til DM."

Hvordan oplevede du finalekampen mellem Laila Leonhardt og Taus Bøytler (ja, det er jo så mig selv)?

Koral: "Stemningen til finalekampen mellem Laila Leonhardt og Taus Bøytler var intens. Jeg kunne mærke, at spillerne gerne ville hjem med pokalen. Der blev tænkt over hvert træk, og jeg lærte noget om, at have tålmodighed og hvor afgørende brugen af ens givne terning var.

Jeg har altid spillet efter min mavefornemmelse, men det gik op for mig, at man kan kontrollere meget af spillet på forhånd hvis man lægger en strategi.
"

Da vi skrev sammen efterfølgende for at aftale rammerne for dette interview, skrev du blandt, at du ikke kendte de sociale regler og konventioner for DM i backgammon. Vil du uddybe, hvad du mener med det?

Koral: "Da jeg ankom til DM, var det den første officielle backgammon begivenhed, jeg nogensinde havde deltaget i. Jeg vidste ikke, om tilskuere var velkomne i lokalet, om man måtte sige noget og om jeg overhovedet befandt mig det rigtige sted.

Heldigvis falder man hurtigt i snak med de andre medlemmer, så dette hjalp de mig med at finde ud af.
"

Du spillede selv din første officielle backgammonkamp den 8. november 2022, hvor det blev til et nederlag til Sune Hansen i en caféturnering i Odense Pakhus. Hvad er dit foreløbige indtryk af Dansk Backgammon Forbund?

Koral: "Mit foreløbige indtryk af DBgF er, at medlemmerne er ligeså passioneret omkring spillet, som jeg er.

Her er der et fællesskab med forståelse for, at alle spillere har gode og dårlige dage, held og uheld. Mange tager også spillet meget seriøst, men selv de kan godt rumme, at spille mod en nybegynder som mig selv.

Snakken går også undervejs, og i lige netop min klub (Changs) er stemningen i top og humoren en vigtig del.
"

Koral Levy tabte to kampe, da hun fik debut i Storms Pakhus i Odense tirsdag den 8. november 2022, men efter at have overværet DM-finalen vandt hun den efterfølgende turnering:


Hvordan fik du selv lyst til at spille backgammon på turneringsplan?

Koral: "Jeg fik lysten til at spille backgammon på turneringsplan, fordi jeg følte, at det var tid.

Jeg har spillet hele mit liv, men på gadeniveau og mod alt og alle uanset niveau. Tit bliver man ikke udfordret, og jeg savnede udfordring i spillet.

Min far, som har lært mig at spille, har for længst opgivet at spille mod mig, fordi det næsten er givet, at han vil tabe.
"

Jakob Rasmussen ser tilbage på Røde Stjerne 1.0´s storhedstid i 90´erne

Af Taus Bøytler

Øverst til højre: Fra venstre: Peter Troest Larsen vs Hans Henrik Langsted
Nederst til højre: Fra venstre: Hans Henrik Langsted vs Jakob Rasmussen
Fotos: Johan Rasmussen, Jakob Rasmussen og Peter Troest Larsen
Røde Stjerne 2.0 ligger i skrivende stund på en flot fjerdeplads i elitedivisionen med +2 efter 12 spillede runder. Holdet bygger på en masse stolte traditioner.

Men hvad var Røde Stjerne 1.0 for en størrelse? Hvem var på holdet, og hvor skrappe var de? Og hvad er ambitionerne med det nye hold, Røde Stjerne 2.0?

Nyhedsbrevet har sat en af holdets store stjerner, Jakob Rasmussen, i stævne for at få svar på alle spørgsmålene.

Hvornår havde Røde Stjerne 1.0 sin storhedstid?
 
Jakob: "90'erne var jo storhedstiden - vi startede reelt som 'Drengerøvene' i pokalturneringen i 1993, mens vi alle var helt unge, og så havde vi et fantastisk run og nørdet fællesskab op gennem 90'erne med en kombination af gammon og byture!

Den absolutte top var nok 97-98, hvor vi vandt pokalen fuldstændigt suverænt og smadrede os igennem de forskellige divisioner!

Og - vupti - så var vi færdige med Universitet og begyndte at arbejde og få børn - så gled det stille og roligt fra hinanden... Jeg stoppede selv i starten af dette årtusinde med at spille og mange af de andre fuldte trop - men nu er vi tilbage!
"

Hvem var de største stjerner på Røde Stjerne 1.0?

Jakob: "Torben Østergreen Johanssen, Marcelo Zagal, Werle (Thomas Wærling Hansen, red.) og TK (Thomas Kristensen, red.) tænker jeg. Det virker voldsomt at nævne mig selv, men jeg havde nogle virkeligt gode år med bla. 17 holdkampe vundne i træk - jeg var virkeligt godt rullende en overgang."

Hvad er ambitionerne med Røde Stjerne 2.0?

Jakob: "At blive Danmarksmestre og pokalmestre samme år - og så måske tage VM for hold online, hvor vi i skrivende stund ligger top5;-) Det er ikke umuligt i år - vi skal bare vinde lidt flere 4-0 i eliten."

Hvem er i din optik de den største backgammonstjerne i Danmark, hvis du ikke må nævne en spiller fra dit eget hold - og hvorfor?

Jakob: "Det største talent er nok Sander Lylloff- på trods af at lægge meget lidt energi i træningen, kan han stadig vinde UBC og VM og spille med uhyggelig lav PR!

I DBgF tænker jeg, at Lars Trabolt og Thomas Myhr er virkeligt godt med. Jeg er stor fan af kombinationen af hårdt arbejde og superskarp mønstergenkendelse!
Og: Jeg tænker også at Karsten Bredahl er en kæmpe stjerne!

Karsten spiller virkeligt godt, men har gjort et kæmpe arbejde for BG - og det var bla. på grund af XGM, at jeg fik lyst til at spille igen (der krydses fingre for at han får lyst til at arrangere igen).
"

Hvad er den største oplevelse, du har haft som backgammonspiller?

Jakob: "Der har været virkeligt mange, men den som står tydeligst, er turen med Hunden 1 i 1995
med en meget lang og varm tur til Monte Carlo i en udrangeret HT-bus uden skyggen af Aircondition - og hele stemningen i MC med rige amerikanere med rolex-ure på begge arme, bunker af krøllede 100-franksedler ved siden af Ralf Jonas og hele den diversitet, der var i spillermiljøet den gang! Det kan jeg godt savne ved moderne BG.
"


2021-versionen af Jakob Rasmussen

Læs også interviewet "Jakob Rasmussen har gjort comeback i DBgF efter 17 års fravær", der blev bragt i nyhedsbrevet juli 2021.

Ann Maibritt Ehlers vinder ladies på Cypern

Af Taus Bøytler

Ann Maibritt Ehlers (tv) var helt suveræn til Ladies på Cypern.
Fotos: Merit International Backgammon Tournament
Et godt stykke over 500 spillere fra hele verden deltog i årets kæmpe brag af en backgammonturnering på Cypern. Heraf deltog 68 spillere i Ladies, turneringen der er forbeholdt kvinder.

Og hvem vandt så Ladies? Jo, det gjorde Mama Lustra-stjernen Ann Maibritt Ehlers, der har været medlem af DBgF siden Ruder konge var knægt (det vil sige 1995).

Nyhedsbrevet har talt med den dygtige vinder.

Hvad er det bedste ved at vinde Ladies på Cypern?

Maibritt: "Det var nok, at bliver nr. 1, det er så skønt, når "skill" og held smelter sammen og tingene lykkes."

Hvad er dit samlede indtryk af turneringen på Cypern?

Maibritt: "Jeg synes, at turneringen på Cypern er ret unik, (minder lidt om Monte i 90érne). Arda som er turneringsafholder gør det helt igennem fantastisk. Og jeg kan virkelig varmt anbefale det."


Ann Maibritt Ehlers (tv) vandt finalen i Ladies over Selin Kurt Talipoglu fra Tyrkiet. I midten står turneringsleder Arda Findikoglu, der også er fra Tyrkiet.

Gør det noget særligt for stemningen, at så mange danskere deltog?

Maibritt: "Jeg tror, vi var ca. 50 danskere, mange man kender, men også nye bekendtskaber og det er altid sjovt med så mange danskere. At det er verdens største backgammonturnering siger jo allerede, det er sjovt.

Over 550 backgammon spillere (der var kun 68 i Ladies). Men der er altid nogle, der spiller chouette, drikker drinks, spiller på casino, ligger på den skønne bro hvor man soler og bader i det 5-7 m. dybe hav, tager på ture etc.
"

Har du deltaget i mange internationale turneringer gennem årene? Og hvilke har været de bedste?

Maibritt: "Jeg har spillet siden start 90erne, elsker (og nogen gange hader) spillet, men også det sociale og da jeg kan være en lidt rastløs som person, har det altid været prioriteret at holde ferie, hvor der også kunne være spil, både poker, backgammon og partners for den sags skyld.

Så jeg har været til mange turneringer rundt om i verden, bl.a Monte Carlo, Istanbul, Moskva, (mange år siden) og Cypern. Men meget af det er for hyggen.
"

Hvordan vil du beskrive dig selv som backgammonspiller?

Maibritt: "Som backgammonspiller er jeg nok meget den samme. Der er ingen tvivl om, at jeg kunne blive mega meget bedre, og jeg burde optage kampe, spille meget mere extreme, men det er desværre ikke det, jeg prioriterer min tid nok på.

Så jeg bliver nok aldrig den der spiller under 4, men kan jeg spille og have en ok chance, så er hyggen og liren fin for mig.
"

Dansk Backgammonforbunds platforme

Følg os på W E B S I T E T
Følg os på W E B S I T E T
Skriv til os på E M A I L
Skriv til os på E M A I L
Følg os på F A C E B O O K
Følg os på F A C E B O O K
Bliv medlem af Dansk Backgammon Forbund
Meld dig til nyhedsbrevet her
Nyhedsbrevets redaktion
Taus Bøytler (ansvarshavende redaktør)
Lene Espersen (layout og grafik)
Sally Larsen (oversættelse)
Maria Bonke (korrektur)
Copyright © 2020 DBgFs  Nyhedsbrev - All rights reserved.

Frameld dig dette nyhedsbrev    Opdatér dine oplysninger






This email was sent to <<Emailadresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Dansk Backgammon Forbund · Backgammonvej 66 · København V 1600 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp