Copy

Nyhedsbrev - december 2022

HIK Træningsdragter 2023/2024 + 2024/2025

Vi har denne uge modtaget de træningsdragter, vi skal anvende i forbindelse med at finde den rette størrelse til spilleren.

BAUER har lovet at træningsdragterne kan leveres fra Juni/Juli 2023 - så vi er klædt ordentlig på til fremtiden.

Efter Nytår kommer der mere info mht. prøvetagning og bestilling.

Takket været fantastisk stor økonomisk støtte fra nedenstående sponsorere, kan træningsdragten forventelig købes til 300 DKK for alle U-spillere i HIK.
  • Concept data
  • Jyskebank
  • Alpi
  • Mogenslund
  • DILLING
Stor tak til ovenstående for deres støtte og kærlighed til HIK.

Personlige sponsorater på spillertøj

Vi er nu endelig ved at være klar med alle de nye sponsorers tryk til spillertrøjerne. 
De fleste er delt ud i uge 51 til holdledere – enkelte mangler men er på vej.

Vi skal være de første til at sige, at det har været en utilfredsstillende og alt for langstrakt proces. 
Grundene til dette er mange forskellige faktorer.

Derfor kommer vi i forbindelse med faktureringen til at tilbyde de nye sponsorer en reduktion i prisen, hvis de ønsker dette.
 
For at være helt klar, har vi været samtlige spillertrøjer / logoer igennem og lavet lister til de enkelte hold, så man kan se hvad der skal pilles af, rykkes op til næste årgang og sys på.

Afslutning 2023

Der er heldigvis længe til at sæsonen er slut - men sæt allerede nu kryds ved:

Lørdag den 22 April 2023 - forventelig fra kl. 13 til 17

Her vil vi holde en stor fælles afslutning i PAGH, hvor vi i fællesskab kan runde sæsonen af.
     
Stor tak til Blue Fox for at vi må låne PAGH.

Tilmelding og mere info kommer et par måneder før.

Young class projekt

I januar 2023 starter vi vores ”Young class” projekt op.

Det er i første omgang et pilotprojekt med 2 x ”0” klasser som vil være på is om formiddagen fra kl. 10-12  hvor hal 2 er fri. Så det påvirker ikke istiderne for øvrige hold.

De skal igennem et forløb på i alt 5 gange med ”legen for øjet” på isen.

Stor tak til U70,  og vores HIK trænerteam som vil bistå dette spændende projekt med en afsluttende ”finale”. 
Ved ”finalen” vil børnene og forældre  blive inviteret ind til aftensmad og et infomøde, om de gode muligheder der er for at spille ishockey i Herning.

Young class, vil forsætte i sæsonen 2023/24 og fremad som ”flagskib” i vores nye rekrutterings program - med forventelig 6-10 klasser om året.
Vi håber og tror på, at vi på sigt får flere medlemmer med denne rekruttering - hvilket er meget vigtig for vores klub.

Der er indsamlet midler fra bla. DIF til dette projekt, således dette ikke påvirker HIK's generelle økonomi.

U7 indløb til Blue Fox kamp

Fredag den 2. December havde vi indløb med U7 spillerne til kampen mellem Herning og Frederikshavn. 

Det var en stor oplevelse for spillerne – og måske endnu større for træner teamet 😊

Efter indløbet, fik spillerne den store glæde at få besøg af selveste Victor - som havde ”High 5”, kram, kærlighed og gaver med til U7-spillerne – stærkt af Victor at finde tiden til dette.

Mange tak til Blue Fox for at gøre dette muligt, samt lige så stor tak til Blue Fox spillerne for ”knuckles” og fælles opstilling på blå linje med U7 – det var stort.

Der kommer mere af dette samarbejde med Blue Fox fremover - både med U7 og U9 spillere.

Gik I glip af indløbet, så kan I tjekke det ud via disse links.

https://www.facebook.com/HerningIshockeyKlub
 
https://instagram.com/herningishockeyklub

Dommerpåsætter

HIK er stadig på udkig efter en dommerpåsætter, som kan hjælpe med at påsætte dommere til hjemmebanekampe fra U15.2 og ned.

Er der en venlig sjæl der vil og kan hjælpe klubben med dette?

Kontakt gerne Lars Bach for mere info - lba@herningik.dk

Forældreudvalg

Vi kunne rigtig godt tænke os at puste liv i det gamle Forældreudvalg, som tidligere spillede en vigtig rolle i klubben ift. at sikre den daglige trivsel, og det sociale liv i klubben.
Her er vi på udkig efter frivillige der har lyst til at være med til dette.

Enkelte har budt ind (mange tak) - men HIK mangler flere hænder for at kunne starte dette op.

Kontakt gerne Flemming Hussak for mere info - fh@herningik.dk

Sponsorater i hal 2

Vi har stadig mere plads til bande og skilte reklamer i hal 2 - som vi skal have solgt fra 2023 og fremad.

Kender du en virksomhed der har et hjerte for ishockey - så kontakt venligst Flemming Hussak på fh@herningik.dk for videre forløb.

Bemærk venligst at ”Odds/spillesider” og lign – ønsker vi ikke – ved tvivl kontakt venligst Flemming inden en dialog med eventuel sponsor.

Silkeborg samarbejdet er kommet godt igang 

Vi har haft flere fælles træninger, et fælles trænermøde - samt nogle U9’ere har været til kamp i Silkeborg.
 
Det har været en god og positiv opstart med samarbejdet
Læs mere

HIK har følgende spillere der er udtaget til diverse U-landshold i December og Januar

U16: Lucas Bunch
U17: Jesper Bank Olesen
U18: Kasper Simonsen, Tor Heide Ottosen, Malou Lehman, Natascha Lehmann og Fie Møller Pouls 
U20: Valdemar Andersen

Et stort tillykke til alle!

HIK spillere med succes i Blue Fox

Kasper Simonsen har fået en ungdomskontrakt med Blue Fox, og har også fået meget spilletid - og gjort det flot i Blue Fox trøjen.

Carl Winding og Max Sandberg har også været på holdopstillingen i Blue Fox – flot gået drenge!

Godt nytår

Her til sidst vil vi gerne takke alle vores frivillige, ansatte samt forældre - for jeres fantastiske store stykke arbejde i og omkring klubben.

Lige så ønsker vi alle medlemmer, frivillige og forældre et lykkebringende Nytår. 

Vi ses i hallen!

På vegne af HIK bestyrelsen
Flemming Hussak
Vi vil fremover sende vores nyhedsbreve ud via Mailchimp.
Du kan med fordel godkende afsenderen af denne mail, for at sikre modtagelse fremover.
Facebook
Link
Website
Copyright © 2022 Herning Ishockey Klub,



Ønsker du ikke længere at modtage nyhedsbrevet -  Afmeld nyhedsbrev

Email Marketing Powered by Mailchimp