Siden, vores søn Frederik døde for otte år siden, har mørket været massivt, men det har reelt været en stor del af mit liv, siden jeg var barn. Som lille pige var jeg ofte mørk i humøret og fik skæld ud for det. Hvad var der dog at være så ked af? Det var ligesom forkert at være mørk.
Men er det nu det?
Måske er problemet i virkeligheden, at vi lærer hinanden, at mørket er slemt, ondt, Satan selv, farligt. Måske er mørket ikke ondt? Det, synes jeg i dag ikke, det er. Slet ikke.
For mig er mørket godt.
Det lærte jeg med Frederiks død. Da blev jeg tvunget til for alvor at gå derind. Måske, fordi jeg altid har haft den mørke side i mig, var jeg ikke så bange for det? Det ved jeg ikke.
Men det var at bevidst valg, at jeg ville være til stede derinde, ikke løbe væk, ikke hele tiden fokusere på at finde lyset, på at finde vejen ud. Det er ikke en beslutning, jeg har været så åben om, men det vil jeg være nu. Fordi jeg tror, andre har det ligeså.
Man kan argumentere for, at det er en meget rationel beslutning, jeg traf. Vi er konkret i mørke henimod en tredjedel af vores liv. Der er fysisk mørke i verden, og vi sover. At se så stor en del af vores liv som noget forkert, kan ikke være godt.
Men det er det, vi gør.
Vi bruger mørke som metafor for alt det, der er dårligt.
Det er ikke fair.
Og det er dumt, tror jeg.
Vi har brug for mørket.
Vi kan ikke leve uden.
Spirer ligger i jorden.
Vores kroppe har brug for hvile.
Det er viden, vi alle har. Men vi stopper ligesom der. Som om, det ikke er et godt sted, vi kan være bevidste om, udforske og tage vare på.
For mig mørket meget mere end en ventesal. Det er et sted, vi eksisterer. Det kan blive det sted, hvor vi ved, vi bare er til. Hvor vi ikke er optagede af at lyse os selv eller andre frem, eller af at komme videre ud i lyset, hen til de andre, til samvær, aktivitet. Lyset er et godt sted at være, bestemt, men det er mørket også.
Når jeg går rundt derinde med åbne øjne, ser jeg, hvor stort et landskab, det er. Man kan også sige, at der er er mange farver derinde, som jeg også fortalte i et interview, du kan klikke frem her.
I mørket er der først og fremmest ro, og der er ingen forventninger til dig derinde. Der er det nok, at du bare er til. Der er jo ikke nogen at vise sig frem for. Ingen kan se hinanden. Vi kan vide, at andre er der og følges ad, og det kan være den allerstørste støtte i sorgen, at andre taler højt om, hvordan de går rundt derinde.
Som præst Liselotte Horneman Kragh sagde til mig i en samtale, du kan læse ved at klikke her: ”Hvis ikke vi går ind i mørket, kan vi ikke lære det at kende, så vi kan leve med det.”
En anden, der har lært fra sig, er den amerikanske forfatter Barbara Brown Taylor, der i sin bog med den sigende til “Learning to Walk in The Dark”, HarperOne, 2015, har en direkte opfordring: “Drop what you believe about the dark .. see for yourself what is true.”