Copy


Et nyhedsbrev, der giver samtaler om det at være menneske, og som gør dig nysgerrig på tro og tvivl, sorg, glæde, ansvar og spiritualitet.

Lad os mødes i vores lune og varme mørke

Kære <<Fornavn>>

Så blev det 2023, velkommen, og velkommen til et ændret nyhedsbrev.

I år vil jeg skrive lidt længere ad gangen til jer, men ikke så tit. De korte opslag lægger jeg stadig på facebook (klik her) og Instagram, på hjemmesiden er artikler og podcast (og kalender, ikke mindst, den kan du klikke hen til her), men til jer vil jeg skrive mere dybt og direkte.
Der er så meget glæde, jeg gerne vil give videre til jer modtagere af mit nyhedsbrev. Så meget omtanke og viden, jeg får foræret, som jeg gerne vil dele.

Og jeg vil gerne høre mere fra jer. Skriv endelig til mig. I kan bare svare på denne mail. Jeg vil gerne høre jeres erfaringer med det, jeg skriver om, og give dem videre med jeres ord (eller mine, hvis I foretrækker det).

I dette nyhedsbrev handler det (igen) om mørket. Det mørke, der giver glæde, men som vi ikke taler pænt om. Hvis I ser i min øjne, kan I let får øje på det mørke, jeg bor i det meste af tiden.

Siden, vores søn Frederik døde for otte år siden, har mørket været massivt, men det har reelt været en stor del af mit liv, siden jeg var barn. Som lille pige var jeg ofte mørk i humøret og fik skæld ud for det. Hvad var der dog at være så ked af? Det var ligesom forkert at være mørk.

Men er det nu det?
Måske er problemet i virkeligheden, at vi lærer hinanden, at mørket er slemt, ondt, Satan selv, farligt. Måske er mørket ikke ondt? Det, synes jeg i dag ikke, det er. Slet ikke.

For mig er mørket godt.
Det lærte jeg med Frederiks død. Da blev jeg tvunget til for alvor at gå derind. Måske, fordi jeg altid har haft den mørke side i mig, var jeg ikke så bange for det? Det ved jeg ikke.

Men det var at bevidst valg, at jeg ville være til stede derinde, ikke løbe væk, ikke hele tiden fokusere på at finde lyset, på at finde vejen ud. Det er ikke en beslutning, jeg har været så åben om, men det vil jeg være nu. Fordi jeg tror, andre har det ligeså.

Man kan argumentere for, at det er en meget rationel beslutning, jeg traf. Vi er konkret i mørke henimod en tredjedel af vores liv. Der er fysisk mørke i verden, og vi sover. At se så stor en del af vores liv som noget forkert, kan ikke være godt.

Men det er det, vi gør.
Vi bruger mørke som metafor for alt det, der er dårligt.
Det er ikke fair.
Og det er dumt, tror
jeg.
Vi har brug for mørket.
Vi kan ikke leve uden.
Spirer ligger i jorden.
Vores kroppe har brug for hvile.

Det er viden, vi alle har. Men vi stopper ligesom der. Som om, det ikke er et godt sted, vi kan være bevidste om, udforske og tage vare på.

For mig mørket meget mere end en ventesal. Det er et sted, vi eksisterer. Det kan blive det sted, hvor vi ved, vi bare er til. Hvor vi ikke er optagede af at lyse os selv eller andre frem, eller af at komme videre ud i lyset, hen til de andre, til samvær, aktivitet. Lyset er et godt sted at være, bestemt, men det er mørket også.

Når jeg går rundt derinde med åbne øjne, ser jeg, hvor stort et landskab, det er. Man kan også sige, at der er er mange farver derinde, som jeg også fortalte i et interview, du kan klikke frem her.

I mørket er der først og fremmest ro, og der er ingen forventninger til dig derinde. Der er det nok, at du bare er til. Der er jo ikke nogen at vise sig frem for. Ingen kan se hinanden. Vi kan vide, at andre er der og følges ad, og det kan være den allerstørste støtte i sorgen, at andre taler højt om, hvordan de går rundt derinde.

Som præst Liselotte Horneman Kragh sagde til mig i en samtale, du kan læse ved at klikke her: ”Hvis ikke vi går ind i mørket, kan vi ikke lære det at kende, så vi kan leve med det.”

En anden, der har lært fra sig, er den amerikanske forfatter Barbara Brown Taylor, der i sin bog med den sigende til “Learning to Walk in The Dark”, HarperOne, 2015, har en direkte opfordring: “Drop what you believe about the dark .. see for yourself what is true.”

Hvis vi står stille i mørket, lader os lamme, slukker sanserne, så lever vi ikke i det mørke, der dækker så stor en del af vores liv.

Vi skal åbne øjnene derinde. Både for vores egen skyld og for alle dem, der har det svært og har brug for at vide, at de ikke er alene derinde.

Sorgen gør ondt. Men, hvis ikke jeg lever med den, kan jeg ikke leve. Det samme gælder andre former for det, vi kalder livets mørke sider. De er der. Vi kan ikke undgå dem.

Måske er det endda sådan, at hvis man vover at blive derinde, at der så sker noget godt.

Det gør der for mig.
Når jeg vælger at være i mørket, anerkender jeg ikke alene en stor del af mit liv, som jeg ellers er opdraget til at undgå, jeg erfarer også en nærhed og intimitet med det, der er i mig, som jeg ellers ikke når hen til. Det sted i mig, der er en del af det mørke, der var der, før alt blev skabt. Det mørke, der er evigt. Det mørke, der bare er.

Vi bærer på mørket.
Min krop har huset mine børn inde i mit mørke.
Der er vi alle blevet til.

Det er andre, der har lært mig at være i mørket. En af dem er den spanske munk og poet, Johannes af Korset. Statuen af ham står i Úbeda, hvor han døde. Ham har jeg skrevet om før og vil gøre det igen.

Hans digte og bøger tegner en vej, vi kan gå ind i mørket. Derinde kan vi bevæge os i en intention om at nærme os Gud.
Det kender jeg.
Når jeg sidder om natten med en kop te og ikke kan sove. Når jeg går mørketur til kirkegården. Når jeg savner drengen. Da jeg sad og ammede om natten, mens de andre sov. Når jeg beder med lukkede øjne uden ord.
Da er det, at jeg ikke er andet end et menneske, der er til, bare fordi det er til. Der tager jeg ikke stilling, vurderer ikke, dømmer ikke, eksisterer bare. Det kan mørket gøre muligt. Tak for det.

”O nat som ledte mig!
O nat mere kær end morgenrøden!
O nat som har forenet
Elskeren med sin elskede,
Forvandlet den elskede
til sin elskede.”

Uddrag af ”Den Dunkle Nat”, oversat af Grethe Livbjerg: ”Johannes af Korset – Åndelig vejleder for vor tid”, Katolsk Forlag.


Hør også mit foredrag om mørket hjemme hos dig selv. Klik for mere info her

DAGENS CITAT

Gud er også mørke.

“Jesuskalender”, p.89.

Inspiration fra kloge og tænksomme mennesker