Copy


Et nyhedsbrev, der giver samtaler om det at være menneske, og som gør dig nysgerrig på tro og tvivl, sorg, glæde, ansvar og spiritualitet.

Hvordan kan det være så godt at være stille?

Kære <<Fornavn>>

“Når man er tavs, bliver man åben. Det er en åbenhed, man ikke bare kan lege med, for der sker så meget i en. Derfor skal retræter foregå professionelt.”

Sådan sagde præsten Charlotte Thaarup, da hun var i Metodistkirken i Frederikshavn i 2007, altså for snart 16 år siden. Dengang interviewede jeg hende om de retræter, jeg dengang ikke anede det mindste om. Jeg var den uvidende journalist, der skrev om tidens tendenser på en af landets store aviser, NORDJYSKE. Og dengang i sommeren 2007 var stilheden endelig kommet på mode.

Det er den stadigvæk.

Men nu ved jeg så meget mere.

Jeg ved, hvad stilhed gør for mig, og jeg ved, at jeg skal afsted på retræte flere gange om året (som på fotoet fra Sostrup Slot og Kloster) og oveni sørge for guddommelig stilhed hver dag for at leve.

Det er ikke en overdrivelse. Jeg går til, hvis ikke jeg får ro.

Det er ikke til at vide, om det delvist var sådan for mig før min serie af pludselige spirituelle oplevelser, men det har med sikkerhed været sådan siden.

Stilheden har været en af de vigtigste måder at få integreret de voldsomme oplevelser som en del at mit liv og ikke blot se dem som små, løjerlige optrin.

Ikke bare en stilhed, hvor jeg tier stilhed, men en stilhed, hvor jeg sætter mig for at være i en nærhed med Gud uden at sige noget. Bare være.

En tilstand af nærhed

De første par år efter det første møde med Jesus den 25. februar 2009, altså for snart år 14 år siden, var jeg hele tiden i en tilstand af den nærhed. En slags bøn, kan man kalde det. Det var smukt, men også opslidende, som at være to steder på en gang, for jeg ville jo også være til stede i mit eget liv både privat og på job.

Efter nogle år begyndte jeg at kunne gå ud af tilstanden, som jeg stadig kan træde ind i ved blot at lukke øjnene eller se stille hen på et træ, en blomst eller ud på en udsigt.

Stilheden hjalp mig, fordi den lader mig at mærke fuldt ud, alt jeg eksisterer og alene det er nok. Jeg skal ikke mere end at eksistere. Der er ingen præstation krævet for, at jeg må være i live. For at jeg skal være i livet. Jeg skal bare eksistere. Fordi jeg gør det.

Hjertets tyste tillid

Som den svenske præst, Peter Halldorf, sagde til mig i juli 2017, efter vi havde mødtes nogle gange:

“Nogle tænker, at tro handler om at finde svar på en masse spørgsmål. Det gør det ikke. Det er snarere hjertets tyste tillid.”

Den tyste tillid. Tilliden til, at ”Gud har fundet på os”, som han udtrykte det. Når man er stille, forklarer man sig ikke og kan ikke hente forklaringer. Man er bare. Eksisterer. Fordi man eksisterer.

Fordi man er fundet på.

Jeg vidste det ikke. Altså, at jeg var fundet på. Men da jeg lærte stilheden at kende, genkendte jeg det, han fortalte.

Det krævede en indsats at lære den at kende.

Jeg læste om den og om kontemplativ bøn og retræter, og jeg dyrkede bønnen og tog afsted på retræter. Først en sommerretræte en uge med præst Lene Højholt, senere flere korte retræter med hende i en fast gruppe, med andre grupper andre steder, med den amerikanske præst Cynthia Bourgeault i England og nogle gange alene i Spanien - hvor jeg sidder lige nu, mens jeg skriver det her.

Jeg er i Úbeda for at hvile lidt ud. Sidde. Gå. Være stille.

Som afdøde forfatter og katolik Grethe Livbjerg, der stod bag opbygningen af retrætebevægelsen i Danmark, beskrev for mig i forbindelse med sin bog “Stilhedens gave”:

“Vi kan lære meget af religionerne om at være menneske. Se på Jesus. Han gik ud i ørkenen i 40 dage og trak sig tit tilbage til sit lønkammer, som han også opfordrer os til. Mennesket har brug for at være sammen med stilheden, både alene og sammen med andre. Det er vi skabt til, simpelthen.”

Kræver en indsats

Hun vidste godt, at det kan være svært at forstå, at stilhed er noget særligt, og at det ind i mellem er så særligt, at det er Gud.

“Men, sådan er det. Og derfor skal man ikke bare sætte sig sammen i en rundkreds og tie stille og kalde det retræte, men have en god retræteleder, sammen læse i biblen, tygge drøv på en enkelt tekst, et enkelt ord, holde nadver, bede tidebønner, følge en rytme i fællesskab,“ opfordrede hun og mindede om, at ”man jo ikke kan styre sig frem til et resultat.”

Nej, netop.

Man kan ikke vide, hvad man får ud af stilheden.

For nogle år siden afholdt jeg selv retræter sammen med Helene Hägglund, dansk præstestuderende i Sverige og forhenværende nonne og hendes bror, Daniel Nørgaard, katolsk præst.

Vi var på Sostrup Slot med dets Maria Hjerte Kloster, hvor Helene Hägglund var nonne, og hendes bror kom på sommerlejr. Vores første retræte sammen blev skelsættende for mig.

Ikke, fordi jeg ikke havde prøvet stilhed før, men fordi det da for alvor gik op for mig, hvor voldsomt stilheden virker på mig, når den tages så seriøst, som søskendeparret gør det.

Ikke, at de er mere tavse end andre, tværtimod ler de begge tit og ofte, men fordi jeg kunne mærke noget andet i stilheden sammen med dem, end jeg ellers har sanset sammen med andre. Det, jeg ellers kun mærker, når jeg er stille alene. Nærværet. En ladet stilhed.

Det er ikke altid, det er sådan. Selv stilheden kan være en ørken. Men vi skal gå ind i den.

Kan være nervøse

Stilhedens virkning kan være stærk, så jeg forstår godt, at mange er nervøse for at prøve. Netop derfor skal man gøre det sammen med nogle, der har forstand på den.

Det er jeg glad for, at jeg har kunnet, for det har givet mig en stilhed, jeg kan gå ind i, når jeg vil. Og uden den ville jeg ikke kunne leve.

Jeg havde brug for den dybe stilhed for at integrere mine spirituelle oplevelser i mit liv som en gave. Den udvidede mig, kan man sige, så der var rum i mig til alt det, jeg ikke forstår. Stilheden minder mig om, at det er ok ikke at begribe alting, at man godt kan være til uden at kunne forstå alt.

Der må jeg være

I dag kan jeg ser, hvor afgørende stilheden har været. Også for at jeg kan leve med sorgen.

Stilheden giver mig et rum, jeg altid kan gå ind i og bare eksistere. Hvor jeg er en del af en evighed, og det ikke er vigtigt, om jeg tjener penge nok eller har gjort pænt rent. I stilheden eksisterer jeg, fordi jeg er et menneske. Bare et menneske.

Prøv det selv.

Der er mange gode muligheder. Også en i maj med Daniel Nørgaard og mig. Se mere nedenfor.

Måske ses vi inde i stilheden?

Alt godt,
Charlotte

Læs også mit helt unikke interview med Karen Armstrong her

DAGENS CITAT

Jeg bliver meget bevidst om at hvile i Gud.

“Gud, du er jo lige her”, p.85.

Inspiration fra kloge og tænksomme mennesker