Hærvejen er Danmarks længste vandrerute på godt 500 kilometer. Gitte Holtze, der bl.a. tidligere har gået fra Mexico til Canada, satte sidste år ud på ruten. Og opdagede nye sider af Danmark og af sig selv. Tag med på vandringen i hendes nye bog Hvad Hærvejen gav mig.
Gitte Holtze er en erfaren vandrer, der er kendt for at have gået den legendariske Pacific Crest Trail på 4.265 kilometer op gennem USAs vildmark. Sidste år satte hun igen alene ud på en vandrerute - denne gang for at gå fra Padborg til Skagen.
Hun gjorde det for at få en timeout fra en alt for hektisk hverdag i hamsterhjulet, men forventede ikke meget mere end det, for selv om Hærvejen er Danmarks længste vandrerute, klinger den ikke umiddelbart af eksotisk eventyr.
Hun fik den ro, hun kom for, men også meget mere. På de tre uger op gennem Jylland oplevede hun tankevækkende møder med fremmede, gæstfrie overnatningssteder, vildt vejr, tyste nætter i en dansk natur større, end hun anede fandtes, og gik gennem fascinerende lommer af det Danmark, man sjældent ser.
Hvad Hærvejen gav mig er en højst personlig bog om at gå langsomt og alene, om glæden ved det enkle liv i en rygsæk og om at komme tættere på sig selv. En bog, der kan inspirere til at sætte hverdagen på pause for at opleve, hvad det at vandre kan gøre. Også lige her i Danmark.
|