| | | | Et nyhedsbrev, der giver samtaler om det at være menneske, og som gør dig nysgerrig på tro og tvivl, sorg, glæde, ansvar og spiritualitet. | | | | Var Jesus feminist? Hvad skulle han ellers være? | Kære <<Fornavn>> 8.marts er kvindernes kampdag. Man kan mene, den er ligegyldig eller gammeldags, outdated. Det mener jeg ikke. | | Forleden, 28. februar, citerede Politiken en norsk undersøgelse, der dokumenterer, at hver fjerde kvinde er blevet voldtaget i løbet af sit liv. Der stod også: “Halvdelen af de kvinder, der svarer, at de har været udsat for voldtægt gennem magt eller tvang, siger, at de var under 18 år, ddet skete.” Det sker også fire ud af hundrede mænd. Læs artiklen fra Politiken her Voldtægt er ækelt, men helt almindeligt, og ved voldtægt af kvinder (f.eks. dem, der er så unge, at de ikke bruger prævention endnu) føjes mere ondskab til. Et barn. Voldtægt er med viljeSom jeg skriver i bogen “Med rank ryg” (som der står materiale til bag mig på billedet - både bøger om feministisk teologi, romaner af Sigrid Undset med flere, foto af mine børn, en statue af Maria, en plakat med Teresa af Ávila…): “Han stønnede, og det var da, det egentlige overgreb fandt sted. Han blev i mig. Bemægtigede sig min fremtid. Viste, at det var ham, der havde magten over liv. Han trak sig ikke ud. Han masede sig ind i mig en sidste gang og lagde sig endnu tungere end før hen over mig. Han valgte at blive, til han havde tømt sig. Det var med vilje. Det var en bevidst beslutning. Måske ikke planlagt, men overlagt. Han vidste, at magten lå i at blive i mig og skabe et liv, jeg skulle bære – enten som et barn eller som skam og skyld og sorg og timer i narkose.” | | Så når det nu er kvindernes kampdag, synes jeg, vi skal tale om mænd. De helt almindelige mænd, der voldtager. Helt almindelige som dem, der var i klart overtal, da jeg i sidste uge rejste hjem fra Spanien via Amsterdam. De kan ikke genkendes Ham, der voldtog mig, var “en velopdragen, senere veluddannet, ung mand, der ellers ikke var grænseoverskridende, ødelagt eller på anden måde presset ud i at opføre sig sådan. At han var - og sikkert stadig er - helt almindelig er noget af det værste ved den onde morgen,” skrev jeg for snart to år siden i Jyllands-Posten. Læs hele debatindlægget her Også de voldtagne mænd må leve med den erfaring. Og de mænd, der voldtager. Det må de fortælle om. Jeg fortæller om det, jeg ved noget om. Jeg ved noget om at være kvinde med alle de erfaringer, de fleste kvinder har. Jeg er som de fleste “Jeg lever et liv, hvor det at være en kvindekrop afgør uhyre meget. Det meste af det, jeg har oplevet i mit liv, er magen til det, mange andre kvinder har gennemlevet eller vil komme til at leve med. De blikke, jeg er blevet mødt med, er de samme. At være kvinde og en af dem, der har født børn, afgør helt konkret både mit liv og helbred, løn og pension, karriere og dagligdag år ind og år ud. Min krop bestemmer,” skriver jeg i “Med rank ryg”. På kvindernes kampdag vil jeg diskutere voldtægt, løn, magtfordrejning, old boys network og dårlig ledelse. Men jeg har håb. Jeg synes, der er ved at ske noget. Flere kvinder ser, at de kan stå sammen og finde en styrke i at være netop kvinder. | | Jeg bliver aldrig så god til at være en mand, som mænd er, jeg vil respekteres som det, jeg er, en kvinde. Hvor finder jeg en fortælling, hvor det sker? Ikke i kapitalismen, ikke i kirkerne, ikke i partipolitik, ikke i kun at fokusere på, at vi alle er mennesker. Det er vi, og det er en del af fremtiden, men først må vi se, at det at være kvinde er en fuldgyldig og helt og aldeles uundværlig måde at være menneske på. Hvor ser jeg det? Religionen i en kvindes skødJeg får øje på det i selve kristendommen - som her om morgenen, når jeg lavede gymnastik foran vinduet i min lejelelejlighed på Plaza Primero de Mayo i Úbeda i sidste uge. Min religion fødes ud mellem en kvindes ben. Simpelthen. Det er da vildt. Om man er troende eller ej, er det da en fortælling, der vil noget her 8.marts. Tænk lige over den og se, hvad den egentlig gør ved dit syn på moderskabet. | | “Gud kunne have valgt at gøre så meget andet, men han gjorde dette. Gud valgte ikke en storslået kroning med opvisning af magt. Netop derfor er hans valg en fremlysning af en magt hinsides alt andet. Den scene bryder med alt og samtidig - og det er måske det største - anerkender den de erfaringer, mennesker har med netop fødselsmiraklet,” skriver jeg i en artikel om Maria og andre mødre (se forneden, hvor du kan læse den i hele sin udstrækning). Jeg fortsætter: “Gud lægger for mig at se sin storhed ind i den urovækkende og forstyrrende begivenhed vel vidende, at den ikke kun sker den ene gang, hans søn fødes. Så havde han vel valgt at gøre fødslen spektakulær. Det er den ikke. Den er ordinær. Som også jeg er det. Som vi alle er det. Jeg er som de fleste. De fleste er som mig. Helt almindelige. Forstår vi egentlig, hvor stort det er, at det er netop det, Gud viser os det mirakuløse i?” | | Så jeg er glad for at være kvinde. Det er langt fra altid, jeg kan se, at samfundet synes, det er prisværdigt at have det køn, jeg har. Men jeg kæmper videre for respekt og værdighed, også i det konkrete liv. Jeg får styrke til at gøre ved at være kristen, selv om jeg ofte mødes med mistro på netop det punkt. Det er, som om de, der kalder sig kristne, ikke vil tale feminisme (som blot betyder kamp for ligeværd mellem kvinder og andre) og de, der kalder sig feminister, ikke vil tale kristendom. Tal om det derude, por favorJeg sidder mellem de to stole. Det er jeg vant til fra mine foredrag og bøger om tro og oplevelser, og jeg sidder egentlig godt der, hvor jeg i mig selv er bindeled mellem forskellige opfattelser. Det er jo det, jeg vil. Bygge bro. Skabe samtaler. I “Med rank ryg” uddyber jeg dette korte udsagn, som jeg vil slutte nyhedsbrevet med, så I kan tage det med ud til jeres 8. marts: “Det er Guds søn, der giver mig styrke til at være feminist, fordi han er det.” Hav en dejlig forårsstund, Charlotte PS Hvad med at tage med Daniel Nørgaard og mig på retræte på Sostrup til maj? Det vil gøre dig godt. Både som kvinde og mand. | | | | | | Det første barn. Er det da, mit liv som kvinde begynder? | | | | Inspiration fra kloge og tænksomme mennesker | | De, som stod bag ham“Kristendommen var aldrig blevet til uden kvindernes indsats, da Jesus levede og i årene derefter” Det fastslår Marianne Aagaard Skovmand, cand. theol. PhD og forfatter til et omfattende værk om kvinder i kristendommens første tid. Selv om man har studeret de kristne tekster indgående i 2000 år, dukker der hele tiden ny viden op. Ofte er det viden, der giver kvinderne en større rolle. “Det var ofte kvinder, der organiserede og finansierede møderne mellem kristne de første år, ligesom de sørgede for Jesus og hans følge”, fastlår hun efter sin indgående forskning forud for udgivelsen af ”De skjulte ledere – om kvinderne i den tidligere kristendom”. | |
|
|
|
|
|
| | Guds projekt? Det er kvinderneI dette afsnit af Berørth taler jeg engelsk på en ikke supergod zoom-forbindelse på grund af rejserestriktioner med professor, PhD Joan Taylor, King’s College London, institut for teologi og religion. Hun er en af dem i verden, der ved mest om den Jesus, der levede, og hvilken sammenhæng, hans liv har med den kristendom, vores og mange andre landes love og kulturer bygger på. At lytte til Joan Taylor er at få afdækket, at kristendommen i sin kerne ser kønnene som ligeværdige, men, da den bliver statsreligion, bliver den lige så patriarkalsk som den daværende romerske magt. | |
|
|
|
|
|
| | Krop? Uha, nej, ikke kvinders!I selveste Saint Pauls Cathedral arbejder en af Englands flittigst benyttede debattører. Paula Gooder hedder hun, er teolog og var i 10 år medlem af General Synod of the Church of England. Gennem de senere år har hun skrevet en række bøger, der har sat dagsordener – især om det faktum, at vi har kroppe. Det lyder som en selvfølge, men hun mener, at både kirken og den spirituelle verden har glemt det, selv om det står sort på hvidt i Bibelen gang på gang hos især Paulus, der ofte kaldes kristendommens skaber, dens første teolog. | |
|
|
|
|
|
| | | | |
|
|
|
|
|