Copy
Kære læser,
I dette nummer af NJC’s nyhedsbrev præsenterer vi to nye kursustilbud, som illustrerer det stærke fokus på klima, miljø og det arktiske, vi har valgt som strategiske områder for de kommende år. Kurset ”Arktis ændres - hvad betyder det for os?” er begyndelsen på noget nyt, der skal række langt ud over januar 2020. Et netværk af lokal- og regionaljournalister, af klima- og miljøinteresserede, der omfatter hele Norden, inklusiv Island, Grønland og Færøerne. Vi kalder det ”Nordic network for climate reporting”. 

”Journalistik og medier under civile aktioner” er en workshop for unge journalister, der foregår i Syktyvkar i det nordlige Rusland. Her har befolkningen i måneder kæmpet mod placeringen af nyt affaldsdepot i en skov, der skal modtage 500.000 tons affald årligt fra Moskva. Workshoppen stiller spørgsmålet: Kan man være journalist og aktivist på samme tid? Hvor går grænsen?  

Andre nyheder denne gang handler om grønlændernes reaktion på salg af Grønland, Norden i det nye EU, og om redaktøren på det danske fagblad Journalisten, der måtte revurdere sin egen interviewteknik efter et stærkt kritisk læserbrev.

God læselyst
John Frølich
Leder af Nordisk Journalistcenter


Hvad siger grønlænderne om salg af Grønland


Donald Trumps ønske om at købe Grønland af Danmark, fremkaldte en mediestorm verden over. I Grønland er der delte meninger om, hvordan tilbuddet skal håndteres.

Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, har gjort det klart fra begyndelsen, at Grønland ikke er til salg. Han er til gengæld åben for handel og samarbejde. 
Pele Broberg, leder af det grønlandske parti, Partii Naleraqs, ser derimod tilbuddet som en mulig hjælp på vej mod uafhængighed. Han bider særligt mærke i Trumps udtalelse om en eventuel overtagelse af bloktilskuddet. ”Det er i forvejen USA, der i realiteten beskytter Grønland og ikke Danmark”, udtaler Broberg til den grønlandske avis, Sermitsiaq. 
Foto: Gunnar Sætra 


NJC-kursus:
Arktis ændres - sådan påvirker det samer, fiskerfamilier og alle os andre 
 

Klimaændringer handler ikke kun om afsmeltningen af den arktiske havis, isbjørne eller tøende permafrost. I havet er vigtige fiskebestande i bevægelse – mod nord. Havpattedyr får ændrede levevilkår, og på land ændres græsningsområder, så renerne har sværere ved at finde græs.

På dette kursus besøger vi fiskere og samer og oplever, hvordan livsbetingelserne ændres for alle, der bor i de arktiske regioner. Derudover handler klimaændringerne om sikkerhedspolitik, teknologiske udfordringer, sociale omvæltninger og store økonomiske interesser. Frem for alt handler kurset om, hvordan vi som journalister formidler historien på nye måder. Vi samler kolleger fra hele Norden, inklusiv Island, Grønland og Færøerne.

- Kan vi beskrive ændringerne uden hver gang at vinkle på meget dystre fremtidsperspektiver?
- Kan vi måske inspirere og give håb – og sikre, at demokratiet forbliver udgangspunktet, selv om verden ændres radikalt omkring os?

Mere information og tilmelding: Arktis ændres
Foto: Gunnar Sætra 


OPEN Call: Til unge journalister 


Hvor går grænsen mellem journalistik og aktivisme? Og kan man være aktivist og journalist på samme tid? En workshop for unge journalister ser nærmere på mediernes rolle i forbindelse med civile aktioner. Udgangspunktet er kampen om et planlagt affaldsdepot ved en landsby i det nordlige Rusland.

Antallet af online nyhedsmedier med en politisk agenda er eksploderet de seneste år – både i Norden og i Rusland. Hvad betyder det for samfundsdebatten og for de traditionelle nyhedsmedier, der hylder den ”objektive nyhedsformidling”? Disse spørgsmål diskuteres i en workshop for unge journalister. Det sker i dagene 16.-20. oktober 2019.

Pris: Ophold, deltagelse og fly til og fra Syktyvkar, Komi betales af NJC, men deltagerne skal selv betale udgift til visum (ca. 1400 kr.) . Visse måltider indgår, de øvrige skal kursisterne selv betale.

Mere information og tilmelding: Journalism and Media in civil conflicts (njc.dk) 
 
Foto: 7x7 Horizontal Russia

Finnerne vil styrke EU som global klimaaktør 

Finland har netop overtaget EU-formandsskabet fra Rumænien, og det næste halve år skal de lede diverse samlinger og møder i EU’s ministerråd og være med til at fastlægge EU’s langsigtede mål. 

Finland overtager formandskabet i en periode, hvor skepticisme realiseres i briternes snarlige farvel til Unionen og traktatbrud i Polen og Ungarn. Det er samtidig en tid, hvor Europas borgere efterspørger en større klimaindsats.   

Finlands overordnede fire-punktsplan:
-    Styrke EU’s rolle som global leder inden for klimahandling 
-    Styrke EU’s fælles værdier og retsstatsprincippet
-    Gøre EU mere konkurrencedygtigt og socialt inkluderende
-    Omfattende beskyttelse af borgere
Foto: Kuvien käyttöehdot, CreativeCommons.org    


Europamestre i tillid 


Den offentlige debat er ofte præget af bekymring over faldende politisk engagement og tillid til politiske institutioner. Men ifølge en ny rapport fra Nordisk Ministerråd, er virkeligheden en anden. Sammenlignet med resten af Europa, oplever de nordiske lande nemlig en større tillid til egne politikere, større interesse for politik og en højere valgdeltagelse. Den gennemsnitlige europæiske valgdeltagelse ligger på 68 pct., mens den nordiske ligger på 80 pct. 

Bemærkelsesværdigt er det, at Island er det mest skeptiske land – på alle parametre. Rapporten konkluderer, at det muligvis kan kædes sammen med finanskrisen, som ramte Island hårdt i 2008. I den modsatte ende er nordmændene de mest tillidsfulde og dem, som interesserer sig mest for politik. De har samtidig oplevet den største stigning i tillid siden 2002. 

Norden i det nye EU


Den nye tyske formand for Europa Kommissionen, Ursula von der Leyen, lægger i disse dage sidste hånd på konstellationen af politikere, som skal stå i spidsen for kommissionen de næste fem år. De tre nordiske regeringer har udpeget disse politikere til Kommissionen:  Margrethe Vestager (DK), Jutta Urpilainen (F) og Ylva Johansson (S). Kort tid før sommerens indtræden fandt også Europa-Parlamentsvalget sted. EU-borgerne har dermed valgt deres politiske repræsentanter i Unionen de kommende år. På trods af stor fremgang for Sverigedemokaterne (15,3 pct.), blev det Socialdemokraterne (23,5 pct.), som igen løb med sejren og blev Sveriges største parti.

I Danmark klarede Venstre (23,5 pct.) sig bedst, tæt efterfulgt af Socialdemokratiet (21,5 pct.). Dansk Folkeparti havde et katastrofalt nederlag, og gik fra 26,6 pct. i 2014 til blot 10,8 pct. i 2019. 

I Finland blev det endnu engang det konservative Samlingspartiet, som samlede flest stemmer (20,8 pct.). Det grønne parti, Grønt Forbund (16 pct.), fordoblede næsten sin stemmeprocent, hvilket var nok til at blive Finlands næstmest populære parti. 
Share Share
Tweet Tweet

 

Jakob Albrecht kaster et kritisk blik på sin egen interviewteknik 


Skarp kritik fra en læsere fik Jakob Albrecht, journalist på det danske fagblad Journalisten, til at reflektere over sine egne interviewteknik. Det skrev han en jeg-artikel om, der affødte en bølge af positive reaktioner – og han blev samtidig en dygtigere interviewer. 

Det er noget af det mest ukritiske og slappe, jeg længe har læst. Sådan skrev en journalist til Jakob Albrecht, umiddelbart efter han havde offentliggjort sin store artikel om den afgående kulturminister Mette Bock, der om nogen har forandret det danske medielandskab.

I stedet for at forsvare sig, gjorde han det modsatte. Han gik baglæns, så på sine egne metoder med et kritisk blik, opsøgte blandt andet den amerikanske interview-guru John Sawatsky, der har fungeret som fagligt fyrtårn for journalister i årtier. Han samlede refleksioner, gode råd, samtaler og egne personlige overvejelser i artiklen: “Folk har skrevet til mig direkte, de har takket og delt min artikel på sociale medier. Andre medier har taget den op og sagt, at vi i medieverdenen ikke er gode nok til at indrømme, hvis vi ikke har gjort det godt nok,” siger Jakob Albrecht.


Aarhus kurset 2019 




Last call: Vi har en enkelt plads tilbage på dette unikke kursus - det eneste af sin art i Norden. Med ruten Aarhus-Riga-Stockholm-Bruxelles. Er du interesseret, så skynd dig at kontakte NJC’s internationale koordinator Elisabeth Bjarløv på eb@dmjx.dk 

Information og tilmelding: Aarhus kurset 2019 - Fire lande på tre uger 


 


Del nyhedsbrevet med din nordiske kollega 

https://twitter.com/nordjour
Facebook
Website

 

KONTAKT
Nordisk Journalistcenter 
Mail: 
kontakt@njc.dk

Want to change how you receive these emails?
You can
update your preferences or unsubscribe from this list 
https://twitter.com/nordjour
Facebook
Website