Vi er en del af noget større

”Nogle gange har mine handlinger konsekvenser langt ud over, hvad jeg havde forestillet mig. Det tog mig en del år at forstå, at det er sådan, for det er ikke intuitivt, at den vittighed, jeg deler med mine venner, kan være medvirkende til stor smerte for mennesker, som jeg aldrig kommer til at møde”. Sådan skrev Lars Gustav Lindhardt i en af sine fine refleksioner i avisen den anden dag. Jeg sad ude i haven og læste den, da min søn kom løbende og fortalte at Christian Eriksen (en fodboldspiller) var faldet om på banen. Umiddelbart blev jeg ikke særligt rystet, for i vores branche oplever vi voldsomme fortællinger gang på gang. Men jeg blev alligevel nysgerrig og fulgte den gode fodboldspiller i de næste par dage.

Og jeg må sige, at jeg er gået fra at betragte fodbold som en pengemaskine (absurde priser for en fodboldspiller, absurde lønninger når man tænker på verdens tilstand generelt) til at se det som mere end det. Faktisk kan man sige, at i de øjeblikke, timer og dage der fulgte, har vi set, at fodbolddrengene er en del af noget større. Og med dem også os. Vores kollektive ”vi” er en del af noget større.
Og mens spillerne slog kreds om den faldne medspiller, beskyttede ham mod medierne og alle de nysgerrige blikke, var der flere der foldede hænderne. Blandt de 15.000 tilskuere er der flere, der har fortalt, at de følte det var det eneste de kunne gøre. Bede. Bede til den Gud, som mange af os ikke har brug for at vende os til ret tit. Til den Gud, der kommer når hele verden holder vejret og venter i spænding! Bede til Gud.

Da beskeden på storskærmen forløste spændingen, og folk på stadionet vidste at Christian havde det godt, flettede fingrene sig ud. Måske havde Gud været der og grebet ind. Det ved jeg ikke, for jeg ved ikke hvordan Gud griber ind, når en fodboldspiller falder om under en landskamp (og heller ikke ret mange andre gange). Men jeg ved, at landsholdet viste, at de var der for hinanden – og for hinandens kære. Jeg så, at publikum var der for hinanden – og for hinandens kære. Jeg hørte, at fodboldspillere fra modstandernes hold jublede for hans liv. Jeg blev fortalt, at klubber langt væk og spillere der ikke kendte ham, sendte hilsner og gode tanker.

Jeg mærkede – og det tror jeg alle gjorde og stadig gør – at troen, håbet og kærligheden satte sig igennem på tværs af alt det, der ellers skiller i fodbold. Vi er en del af noget større, som DBUs slogan lyder. 
Lars Gustavs ord dukker derfor op igen. At det vi gør, har konsekvenser langt ud over vores forestillingsevne. Det gælder i fodbold. Det gælder i krig. Og det gælder i kærlighed. Christian Eriksens hjertestop i Parken mindede os alle om, at livet er skrøbeligt – og mens det var allermest skrøbeligt stod vi sammen, i tro, håb og kærlighed. 
Måske kan vi lære noget af denne traumatiske oplevelse, som vi kan tage med ind i vores egne liv. Der hvor traumerne ikke er så store, men hvor livet alligevel er skrøbeligt, og hvor alt liv er værdifuldt. Ikke bare vores eget liv, men livet for mennesker, der har venner og familie, der indgår i relationer på kryds og tværs af landegrænser, religion og etnicitet. I Parken, i hele landet og ud over landets grænser mærkede vi hvor tæt forbundne vi er som mennesker. Jeg håber at den følelse vil følge med os, når vi møder hinanden og vores naboer, hvor de end måtte komme fra og hvilke traumer de end har med i bagagen. At vi er en del af noget større.

Kasper Hjulmand, landsholdstræneren, som har viet sit liv til at få landsholdet til at vinde, reflekterer efterfølgende:” Vi blev mindet om, hvad det vigtigste i livet er”.